Social arv er et begreb, som anvendes, når man ønsker at forklare børn eller unge menneskers vanskeligheder ved at henvise til, at deres forældre har eller har haft problemer. Forklaringen lyder indlysende: Børn, der vokser op hos forældre med store problemer, får ikke deres behov tilfredsstillet og lærer ikke at tackle problemer konstruktivt, men indlærer forældrenes uhensigtsmæssige problemløsningsteknikker som f.eks. misbrug og aggressiv adfærd.
Den tilsyneladende indlysende forklaring holder imidlertid ikke. Undersøgelser viser, at de fleste børn med belastede forældre ikke arver forældrenes problemer, og hovedparten af de unge, der har problemer, stammer ikke fra familier, hvor forældrene har store problemer. Alligevel har det været et dogme i den faglige og politiske debat, at børn arver problemer som misbrug og kriminalitet fra deres forældre. Hvorfor?
Det er forståeligt, at både forskere og praktikere i stigende omfang anvender begrebet social arv, når der dels afsættes store beløb til social arvs-projekter, og dels når pædagoger direkte er pålagt at bekæmpe den sociale arv gennem udmøntningen af de obligatoriske pædagogiske læreplaner i børnehaver. Derimod er det uforståeligt, at bekæmpelsen af den negative sociale arv i de sidste 10 år har været en mærkesag for både den socialdemokratisk-radikale regering og den liberalt-borgerlige regering. Det forekommer paradoksalt.
De norske kriminologer Nils Christie og Ketil Bruhn lancerede i 1985 begrebet 'den gode fjende' i deres analyse af politikernes holdning til narkotika, og dette begreb kan hjælpe os til at forstå paradokset. I analysen påviser de, at en indre fjende, narkomani, kan have den samme sammenholdsskabende funktion som en ydre fjende. Den kan bortlede opmærksomheden fra andre mere grundlæggende samfundsproblemer og altså dermed fra enhver magthavers synspunkt være en hensigtsmæssig, bekvem eller ligefrem en god fjende. De skriver i bogens indledning om hvilke samfundsproblemer, der er gode fjender.
"Det velegnede samfundsproblem er et, hvor ingen forsvarer de angrebne, hvor angriberne får ære af kampen, hvor krigsomkostningerne i særlig grad bæres af svage grupper, og hvor majoritetens livsførsel ikke forstyrres. Exceptionel ideel som modstander er det samfundsproblem, som desuden kan opfattes som forklaring på andre uønskede tilstande - ungdomsproblem, fattigdom og kriminalitet - en forklaring som yderligere lader både magtcentre og det store flertal i fred ved at gøre det mindre presserende at gå løs på de andre og farligere samfundsproblemer."
Negativ social arv er et velegnet og bekvemt samfundsproblem, en god eller næsten ideel fjende. Ingen forsvarer de social arvs-ramte; alle, der deltager i bekæmpelsen af den negative social arv, får ære deraf.
Den unuancerede årsagsopfattelse og stigmatiseringen går ud over børnene og forældrene, mens majoriteten inklusive forskere, pædagoger og andre socialarbejdere ikke bliver forstyrret; de bliver hverken mindet om de strukturelle forholds betydning eller om deres eget medansvar som velfærdsfunktionærer.
Farlig myte om social arv
Majoriteten har ikke noget medansvar, problemerne skyldes den sociale arv (forældrene). Derfor har politikere fra alle partier taget begrebet til sig, og majoriteten har bifaldet det. Politikerne har, uden at forskerne har modsagt dem, lanceret social arv som en hovedårsag til børns problemer. Undervisere, lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejersker har ukritisk taget begrebet til sig. Politikerne har derfor kunnet sløre deres egen manglende evne til at gøre noget ved de grundlæggende problemskabende forhold i samfundet ved at henvise til social arv som årsagen til problemerne, og de har kunnet vise deres gode vilje gennem at bevilge store beløb til både forskningsprogrammer og pædagogiske projekter til bekæmpelse af social arv.
Forskernes ensidige og misvisende fremlæggelse af forældrenes problemer som hovedårsagerne til børns problemer har sammen med politikernes udpegning af negativ social arv som hovedfjenden ført til, at langt de fleste pædagoger og socialarbejdere fortsat bruger begrebet, og at mange har den opfattelse, at børn faktisk arver forældrenes problemer. Derfor har mange medarbejdere urealistisk lave forventninger til børn, der kommer fra familier, hvor forældrene har haft alvorlige problemer. Både forældre og børn i disse familier bliver stigmatiserede, og der er risiko for selvopfyldende profetier.
Analysen fører ikke til den opfattelse, at forebyggelse, tidlig indsats eller socialt arbejde i forhold til udsatte børn er overflødig. Men den viser, at forebyggende arbejde kan forbedres ved at satse på brede tiltag som fattigdomsbekæmpelse samt tiltag på skoler og uddannelsesinstitutioner, der kan formindske frafaldet. Arbejdet med udsatte børn kan kvalificeres, hvis der satses på at forbedre børnenes trivsel her og nu i stedet for at fokusere på social arv.
. Social arv bruges som en universalforklaring, der lægger skylden på forældrene og dermed bliver en bekvem undskyldning for manglende resultater og handlinger. En undskyldning, der kan bruges af såvel politikere og praktikere som af de børn og unge, der får fortalt, at deres skæbne er forudbestemt af den sociale arv.
Ovenstående er et let redigeret uddrag af artiklen 'Social arv - et begreb, der skader både forskning og pædagogik' i tidskriftet Vera nr. 37 november 2006 (www.vera.dk)
Morten Ejrnæs er lektor i sociologi på Aalborg Universitet
