Læsetid: 3 min.

Socialdemokraterne slås med skatten

Mens regeringen driller, radikal ordfører foreslår flad skat og finanslovsforhandlinger står for døren, arbejder S-top hektisk for at færdiggøre skatteudspil
10. august 2005

De havde håbet at kunne præsentere det på kongressen til september.

Arbejderpartiets samlede skatteudspil, der på en gang skal distancere sig fra regeringens skattestop, muliggøre formandens krav om indflydelse gennem samarbejde med regeringen og holde sammen på erklæringen om, at S og R sagtens kan blive enige om en fælles skattepolitik, når de efter næste valg kommer i regering.

Men det er ikke nogen let opgave, og derfor er det da også meget tvivlsomt, om det kan nås. Til kongressen vel at mærke.

Men hvorfor er det så besværligt for Socialdemokraterne at formulere en samlet skattepolitik, så den kan forklares til vælgerne. Og gøre partiets politikere i stand til at parere regeringens påstand om, at enhver socialdemokrats våde drøm altid er brandbeskatning af alt fra ejendomme og erhvervsliv til pensionsopsparing og vognpark.

Svaret vender vi tilbage til.

Tænker så det knager

Lige nu sidder skatteordfører René Skau Björnsson og finansordfører Henrik Sass Larsen i tæt dialog med partiets ledelse og overvejer hvilken model der - efter kongressen - skal præsenteres for resten af partiet. Der er nemlig flere på bordet.

Første model er at bide i det sure æble og acceptere skattestoppet, som det defineres af regeringen. Men selv om det en gang for alle ville lukke for drillerierne fra regeringen, er den udgang ikke mulig. Henrik Sass Larsen har selv forklaret hvorfor: "Så ville der jo ikke være noget Socialdemokrati i Danmark, så kunne man bare slå op på Venstres hjemmeside."

Anden model er, at skattestoppet accepteres i det store hele, men med tre-fire klare og let forståelige undtagelser. De forbehold skal så sætte de socialdemokratiske aftryk på skattestoppet, så det stadig kan forsvares som selvstændig skattepolitik og sikre, at regeringen stadig kan klandres for at styrke uligheden i samfundet uden samtidig at skyde sig selv i foden.

Tredje mulighed er at genoplive det nærmest hedengangne skatteloft, der blev flikket sammen af Mogens Lykketoft og Marianne Jelved for knap et år siden - umiddelbart inden valgkampen blev skudt i gang. Skatteloftet var det figenblad, der skulle dække over den store afstand i de to partiers skattesyn og udgøre oppositionens modtræk til regeringens succesfulde skattestop.

Det handler groft sagt om, at skatter og afgifter ikke må stige mere end den almindelige lønudvikling. Skatteloftet kombineres så med Helle Thorning-Schmidts løfte om et takststop, der sikrer en fastfrysning af prisen på offentlig transport, efteruddannelse og daginstitutioner.

Skattekaos

Men mens de socialdemokratiske regnedrenge flytter modeller frem og tilbage over bordet, tager en vis herre ved den radikale skatteordfører. "Flad skat," brølede han ud over flere avisers indlandssider, mens borgerlige gned sig i hænderne, Jelved satte hælene i og socialdemokrater jamrede sig.

"Skattesplid mellem S og R", "Opposition i opgør om skat" og "Forvirring om skat", lød det gnækkende fra den borgerlige lejr og presse. Og både Socialdemokraterne og de radikale fandt det nødvendigt i går at pointere, at de seneste ugers blæst ikke har forværret udsigterne til, at de kan enes om en fælles skattepolitik, hvis de igen skal danne regering.

Og det i stedet for med beslutning i stemmen at fastholde, at det er ethvert partis ret og pligt at fremsætte en selvstændig politik - også på skatteområdet. Præcis som Venstre og de konservative gjorde det, før de gik i regering i 2001.

Og her nærmer vi os svaret på, hvorfor det er så svært for Socialdemokraterne. Det med skatten.

I stedet for at tage udgangspunkt i, hvilken skattepolitik partiet ønsker, tages der hensyn til andre faktorer. Hvordan lukkes munden på regeringen. Hvordan kommer partiet med i forlig om finansloven. Hvordan reagerer pressen på forskellene mellem S og R, og hvordan laver man en skattepolitik, der kan fortælles til vælgerne i punch-lines, der kan huskes og forstås af de fleste.

Men der er ingen vej udenom for Socialdemokraterne. Den gordiske skatte-knude skal hugges over, hvis partiet har alvorlige ambitioner om at opstille et reelt alternativ til Fogh-regeringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her