Læsetid: 7 min.

Socialdemokratisk firebande?

Om de fire mest indflydelsesrige socialdemokrater de sidste godt 30 år, siger kronikøren: Jeg har sjældent været enig med Ritt, men har haft respekt for hendes politiske mod. Nyrup var sgu ikke nogen aha-oplevelse og Svend Auken foldede sig - ligesom Krag - først rigtigt ud, da han var blevet gået. Og først da Mogens Lykketoft gik af, så vi klart, hvad vi var gået glip af
24. november 2005

Information er en daglig prøvelse. Sådan har det altid været. I min ungdom var det f.eks. koldkrigeren par excellence, chefredaktør Erik Seidenfaden, som på lederplads svang sig op til at forsvare Storbritanniens og Frankrigs luftangreb på Egypten som "bedst svarende til vore interesser og idealer".

Selv den gamle pacifist Børge Outze plumpede i ved at karakterisere Holbæk-marchen mod atomvåben som "en flok flagellanter".

Så blev bladet 'venstreorienteret', og man fik lejlighed til at krumme tæer over den næsegrus dyrkelse af den kinesiske kulturrevolution - og senere endda lobhudling af Ceausescus Rumænien.

Siden har det været mere nuanceret. Lov og pris for Jørgen Steen Nielsens insisterende dækning af grundlaget for Irak-krigen, som han længe stod alene med i dansk presse. Og fint nok med, at alle synspunkter skal præsenteres - selv om det kan blive lidt trivielt for 17. gang at læse Søren Krarups udlægning af 2001-valget som folkets opgør med kulturradikalismen, hvor valgkampen faktisk mest gik på at overbyde hinanden på længden af barselsorlov og bevarelse af efterlønnen, mens kulturradikalismen ikke blev nævnt med ét ord.

Men det er jo en ordrig avis, og man lærer hurtigt, hvor der er noget at hente, og hvad man roligt kan springe over.

I adskillige år har det for mig været sådan, at David Rehling springer man i hvert fald ikke over. Selv om han stod op mod universitetsmarxismen, da den var værst, har han bevaret proportionssansen og deltager ikke i, men undsiger heksejagten. Og skriver ledere, kommentarer og anmeldelser som er skarpe, velformulerede og funderet i demokratiske og humanistiske værdier, som i dag kun forsvares af den yderste venstrefløj. Lov og pris!

Så meget større var skuffelsen over hans anmeldelse (17.11.) af bogen om den socialdemokratiske firebande, Auken, Ritt, Nyrup og Lykketoft.

Ritts mod og Aukens udsyn

Jeg har (endnu) ikke læst Hans Mortensens bog. Men da 'anmeldelsen' fremstår mere som David Rehlings historieskrivning end som referat af bogen, må det være berettiget at forholde sig til 'anmeldelsen'. Jeg har aldrig været og bliver aldrig socialdemokrat (af tungtvejende grunde, som ikke hører hjemme her), men jeg synes, fremstillingen er plat. Først nogle bemærkninger om de fire personer:

Svend Auken er det nærmeste (måske bortset fra Krag, som aldrig foldede sig ud i offentligheden), de danske socialdemokrater har været på en leder, som matcher de store svenskere, Per Albin Hansson, Tage Erlander og Olof Palme, når det drejede sig om udsyn, kulturel interesse og politisk vision, som i den grad har været savnet her i landet. Han manglede deres soliditet og driftssikkerhed og var så pragmatisk, at han prioriterede forholdet til LO højere end visionerne. Ikke desto mindre førte han partiet frem til dets bedste valgresultat i årtier. Men han foldede sig - ligesom Krag - først rigtigt ud, da han var blevet gået. Hvis den samtale, salig Jørgen Thorgaard havde med ham i sin tv-udsendelse Eksistens efter nederlaget, var blevet bragt i den bedste sendetid før formandsopgøret, var han næppe blevet væltet. Noget andet er, at det nok var hans held. Jeg tror, Svend som menneske fik et bedre liv ved at blive miljøminister, end han havde fået som formand og måske statsminister for S.

Ritt Bjerregaard har jeg aldrig kendt. I Folketinget lærer man egentlig kun dem at kende, som man sidder i udvalg sammen med og især er på rejse med - og sådan var det bare ikke. Jeg har sjældent været enig med Ritt, men har haft respekt for hendes politiske mod. At hun f.eks. som den eneste socialdemokrat talte det magtfulde Smedeforbund og dets indflydelsesrige formand midt imod, når talen var om de vanvittige værftssubsidier, som jeg selv havde besvær ved at få mit bagland til at tillade kritik af. Og at hun - i øvrigt på vanlig udiplomatisk vis - vovede at kritisere den tabuiserede landbrugsstøtte. Jeg husker, at jeg ved Anker Jørgensens afgang sagde, at jeg havde haft mere respekt for S, hvis de havde valgt Ritt frem for Svend, som jeg personligt satte mere pris på, men som jeg ikke erindrede nogen sinde at have kæmpet for en mærkesag, og som på det seneste mest havde markeret sig ved taktisk at lufte tanken om en SK-regering.

Poul Nyrup Rasmussen var sågu ikke nogen aha-oplevelse. Som historiker og forfatter Søren Mørch konstaterer: en funktionær. Men en dygtig, solid og troværdig funktionær - og det er jo allerede stort, når man sammenligner med, hvad vi siden har fået.

Privatsfærens tyngde

Nyrups to mørke pletter, brodermordet og efterlønnen, ser i min optik mere brogede ud. Trods Aukens flotte valgresultat i 1991 var det klart for enhver, at han hverken da eller senere kunne give sit parti regeringsmagten. Det var frem for nogen Lone Dybkjær, der formulerede de radikales mistillid.

Om hun allerede dengang, som David Rehling hævder, privat havde slået kludene sammen med Nyrup, ved jeg ikke. Det er en pirrende kontrafaktisk historiespekulation at overveje, hvordan alt havde set ud, hvis Lone var faldet for Svend og ikke for Poul. Tilsvarende hvis Brixtofte havde vundet over Fogh ved formandsvalget i Venstre, så var han næppe faldet til druk, Venstre havde formentlig været et ægte liberalt parti, og man kan næsten ikke forestille sig et tæt samarbejde med DF om udlændingepolitikken. Men lad nu det ligge. Retfærdigt eller uretfærdigt: hvis S skulle genvinde regeringsmagten, måtte Auken udskiftes. Nyrup optrådte som tro partisoldat. Med lyst eller ulyst er i de cirkler underordnet.

Selvfølgelig var det ikke særlig professionelt uforbeholdent at love, at efterlønnen ville stå uændret. Men man glemmer, at der efter valget var flertal for dens totale afskaffelse. Der kom forringelser, men Nyrup og Lykketoft reddede dog stumperne, og lavede endda på visse punkter nogle forbedringer. Det hårdeste slag var LO's kampagne, som var skandaløst skyklappet. Mogens Lykketoft er vel almindeligt anerkendt som en fremragende tekniker. Det var han allerede i sine unge dage. Ideen om 'flad skat', som Thorlund Jepsen på det seneste har adopteret og udbredt til Østeuropa, blev første gang lanceret af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i begyndelsen af 60'erne, præsenteret især som en administrativ forenkling, baseret på den nye edb-teknik.

Lykketofts tragedie

Jeg skal tage meget fejl, om det ikke var Lykketofts opfindelse. Den blev i øvrigt grinet ud, - jeg var vist den eneste, som forsvarede den. Lykketoft er belastet af hele to kongemord. Jeg skal tage meget fejl, hvis det ikke i begge tilfælde har været med den største ulyst, men efter bedste overbevisning i partiets interesse.

I sin korte tid som udenrigsminister nåede Lykketoft at vise nogle sider af sig selv som politiker, som brød med de snævre forestillinger, men egentlig ikke overraskede, hvis man havde haft lejlighed til at følge ham lidt nærmere.

Og på valgnatten efter nederlaget fik vi ham selv i et format, som ingen anden nutidig partileder kan komme i nærheden af. Først her så vi klart, hvad vi var gået glip af.

Hvilken tragedie det er, at han ikke fik mulighed for at holde VKO-flertallet fra fadet i det mindste fire-seks år, til nye, engagerede talenter var ført frem, så det ikke længere var nødvendigt at stille op med den allerede afdankede mellemgeneration eller gamble vildt på helt ubeskrevne kunstprodukter.

Det korte af det lange: Vi står med fire interessante og kompetente, politiske personligheder, som har stået centralt i de sidste 30 års politik, og herunder selvfølgelig også har haft nogle politiske uenigheder og kampe om partiets svar på en ny tids udfordringer - men som reduceres til slet og ret fire selvoptagne intrigemagere, hvis væsentligste indsats har været at ødelægge det hæderkronede parti, Socialdemokratiet.

Det er simpelthen for plat!

VK's skandaler er værre

Kunne det f.eks. tænkes, at pressens forsimpling (og vellystne forfølgelse!) har påvirket anmelderens proportionsfornemmelse?

Er det ikke påfaldende, at den nuværende regering fra den første dag har været indviklet i skandaler, som efterhånden omfatter størsteparten af ministerierne rækkende fra svindel med udetillæg over misligholdelse af bopælspligten, uberettigede EU-tilskud, kompromitterende sponsoraftaler og nepotisme til misbrug af repræsentationskonti, oftest ledsaget af benægtelser eller ligefrem falske vidneudsagn, uden at pressen har bidt sig fast i noget af det.

Hver enkelt af disse sager, ville med stor sandsynlighed have fældet en socialdemokratisk minister, jf. Ole Stavads, Pia Gjellerups og Sonja Mikkelsens afgang, som i høj grad blev fremkaldt af pressen, og hvor det endda viste sig, at der ikke var nogen sag.

Socialdemokratismens vanskeligheder i de seneste 25-30 år afspejler en samfunds- og befolkningsudvikling, som ingen har formået at give en progressiv retning, og som derfor er blevet grobund for vulgær populisme.

Den tragedie kunne godt belyses ved de fire personer og deres indbyrdes forhold. Forsimplingen gør den bare perspektivløs og aldeles uinteressant.

Preben Wilhjelm er tidligere MF'er for Venstresocialisterne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu