Læsetid: 6 min.

Et socialdemokratisk minimum

Man bør kunne formulere et slags 'socialdemokratisk minimum', og det kan også være vigtigt i en tid, hvor nogle socialdemokrater næsten helt har tabt forbindelsen med fortiden og de klassiske socialdemokratiske værdier og tror, at man blot kan improvisere sig frem fra sag til sag ved på bedste populistiske vis at tale hr. Jensen efter munden og have en flot kvinde på formandsposten
13. september 2005

Socialdemokraternes krise er evident. Tre valg i træk har bekræftet manglen på folkelig tiltrækningskraft - 1998, 2001 og 2005 - og den århundredgamle alliance mellem parti og fagbevægelse har slet ikke samme kraft som tidligere. I dag er der nærmest tale om to organisationer, der formulerer hver deres politik, og tillidsmændene på landets arbejdspladser, der tidligere var socialdemokrater, stemmer nu på alle partier, ikke mindst på de borgerlige. Tillidsmændene - selve rygmarven i den socialdemokratiske bevægelse!

Forsøgene fra partiets side på at bortforklare krisen er derfor alt andet end kloge. Det fornuftige (som måske ikke har så meget med politik at gøre) ville være at erkende krisen og finde ud af, hvordan man kan komme ud af den ved at reformulere det socialdemokratiske projekt i en ny tid og så komme videre derfra.

Det er der imidlertid ingen tegn på; partiet zigzagger mellem en slags knæfald for Venstres og Dansk Folkepartis angstens og grådighedens politik og så et forsvar for gode gamle velfærdsgoder som efterlønnen (i en ny udgave, men alligevel) og en forbedring af folkeskolen. Det sidste er al ære værd, men der er ikke noget nyt i det, og det er heller ikke troværdigt, så længe man faktisk accepterer skattestoppet, som Socialdemokraterne nu gør.

Ingen, heller ikke undertegnede, er dog i stand til at reformulere det socialdemokratiske projekt her og nu. Man kan se tilbage på bevægelsens storhedstid og lære noget af det, men denne lære kan ikke umiddelbart omsættes til nutidig politik, fordi samfundet i dag er væsentligt anderledes end for 30-40 år siden, og fordi politik vel heller ikke har samme betydning i dag som tidligere p.g.a. internationaliseringen, den nationale pengepolitiks bortfald og andre 'globaliseringsfælder'. Poul Nyrup-regeringen forstod vel nærmest socialdemokratisk politik som moderniseringspolitik, hvad den også lykkedes med på arbejdsmarkedet, men 'modernisering' er i længden ikke nok til at bære en stor bevægelse. Om ikke andet lugter det for meget af teknokratvælde. Større perspektiver må altså trækkes op.

Delvist og midlertidigt

Hvis ingen kan gøre det, må man i hvert fald kunne formulere et slags 'socialdemokratisk minimum', og det kan også være vigtigt i en tid, hvor nogle socialdemokrater næsten helt har tabt forbindelsen med fortiden og de klassiske socialdemokratiske værdier og tror, at man blot kan improvisere sig frem fra sag til sag ved på bedste populistiske vis at tale hr. Jensen efter munden og have en flot kvinde på formandsposten. Sådanne tanker har Helle Thorning-Schmidts talerskriver, Kristian Madsen, i alt fald gjort sig til talsmand for i flere indlæg i dagspressen. Og den reelle accept af skattestoppet plus flygtningepolitikken samt den ubærlige diskrimination af indvandrerfamilier med hensyn til kontanthjælp med videre tyder på, at man også søger at føre dem ud i livet - delvis i hvert fald. For alt med Socialdemokratiet er i dag 'delvis' og midlertidigt. Denne forvirring behøver dog ikke føre til en endnu ondere spiral end den, der har udviklet sig siden 1998 - tomrummet giver også mulighed for at bygge op, hvis man vel at mærke erkender, at der er et tomrum eller en politisk krise.

Selvfølgelig er det ikke muligt at gribe ukritisk tilbage til den socialdemokratiske bevægelses idéer og fællesskabsformer, men en refleksion over fortid og nutid eller over rødderne, om man vil, kunne måske puste lidt liv i en bevægelse, der i dag ikke ved, hvor den vil hen, bortset fra at administrere samfundet lidt bedre - og gøre lidt mere for de svageste - end de borgerlige partier.

Og hvad er så mit bud? Det er jo ikke nok blot at kritisere. Nedenstående er skrevet med forbehold for, at jeg ikke er politiker, og i fuld erkendelse af, at 'intellektuelle' eller 'akademikere' aldrig har været velsete i den socialdemokratiske bevægelse og sikkert heller ikke bliver det. Men nogen må jo pege på de basale politiske behov eller, sagt på en anden måde, på de minimumsgrænser en socialdemokratisk bevægelse ikke kan bevæge sig ned under, hvis den vil bevare sit præg af at være socialdemokratisk.

De store spørgsmål, Socialdemokratiet i dag som minimum må besvare, er efter min opfattelse:

- sikre demokratisk deltagelse i samfundets ledelse og forvaltning. Demokratiet må udvides til nye områder, så vigtige beslutninger om bl.a. arbejdsliv, investeringer og produktion gøres til genstand for demokratisk debat og stillingtagen. Samtidig kunne man tage fat på en grundlovsdebat og -revision, så man optog alle de rettigheder, der i dag er selvfølgeligheder, i forfatningen. Grundloven af 1953 er i dag fuldstændig forældet, og Danmark har aldrig levet i så lang tid med en grundlov, samtidig med at samfundsændringerne har været langt større i de sidste 50 år end i de 66 år, der gik fra den første grundlov i 1849 til den tredje i 1915.

- forbedre miljøet i en langsigtet indsats sammen med andre lande.

- skabe social retfærdighed gennem en udlignende politik, hvor også transnationale selskaber og alle samfundsskabte formuer, herunder fast ejendom, bliver højere beskattet.

- give alle uddannelser en bedre kvalitet og genindføre ordentlige orlovsordninger til uddannelse (Nyrup-regeringen spillede stærkt ud her, men svækkede selv ordningerne senere)

- styrke den kønsmæssige ligestilling og forbedre børnenes forhold, så de ikke stresses som i dag

- indtage en åben international holdning, også over for flygtninge og indvandrere til Danmark, bekæmpe den snigende racisme samt styrke samarbejdet i EU og FN og forlade den hypnotiserede tilpasningspolitik over for amerikanske imperieinteresser.

'Kontraktpolitik'

Det meste lyder måske banalt, men grænserne for hvad man i dag kan mene - og samtidig kalde sig socialdemokrat - er i dag så løse, at det er nødvendigt at repetere disse normer. Fra mange diskussioner med studenter i det socialdemokratiske Frit Forum har jeg også erfaring for, at punkterne langt fra er acceptable blandt mange unge 'socialdemokrater'. Man vil snarere have en form for Tony Blair-politik, altså det, regeringen kalder for 'kontraktpolitik'.

Fra midten af 1800-tallet har der været en social og frisindet tradition i Danmark (og i Sverige og Norge), som fra 1950'erne resulterede i 'den skandinaviske model'. Uden at romantisere kan man vel sige, at få landes nyere historie er så præget af folkelige bevægelser, international indstilling og humane idéer. I disse år forsøges disse bevægelser og idéer på talrige måder kompromitteret gennem angreb på arbejderbevægelsen, kulturradikalismen osv. De progressive er trængt i defensiven og er begyndt at gemme sig. De berømte og berygtede '68'ere' præger højst samfundet som embedsmænd, men er i øvrigt absorberet af karriere og familie.

Men hvis historien har nogen betydning for nutiden - og det har den, hvis den bliver brugt - så må denne historiske tradition også kunne være med til at inspirere et moderne, frisindet og socialt program fra det ikke-populistiske centrum og ud til venstre. Det vil ligefrem være nødvendigt, hvis ikke arbejderbevægelsen de næste år skal blive en 'bevægelse', der ganske vist er (halv)stor og moderne, men også tom. Spindoktorer, slagordspolitik og talen hr. Jensen efter munden vil Socialdemokratiet i heldigste fald kunne vinde et valg eller to på, men bevægelsen vil samtidig sygne hen i mangel på begejstring og idéer. Den deregulerende, nyliberale vej, som allerede er banet under Nyrup (efter 1998) og Fogh, er heller ikke folkeligt farbar. Det viser bl.a. den nuværende udvikling i andre europæiske lande, især i Tyskland, hvor SPD med sin fantasiløse besparelsespolitik er kommet til at stå stadigt svagere i befolkningen. Og med hensyn til privatisering og udlicitering må man spørge, hvorfor det private erhvervsliv skal skabe profit ud af den offentlige sektor, som jo helt overvejende er finansieret af skatteborgerne, dvs. af løndmodtagerne?

Politisk vækkelse

Jo længere tid, der går, før arbejderbevægelsen får udviklet et nyt ideologisk projekt, som også kan mobilisere andre grupper og partier, jo svagere vil den efter min opfattelse komme til at stå i det danske samfund. Andre kræfter, nemlig markedskræfter, vil tage over og efterhånden udfylde tomrummet. Det er vel også Fogh Rasmussens strategi, og den udvikling foregår stort set tavst, uden debat eller større opposition.

Med patos - som indimellem kan være nødvendig - kan man altså sige, at der er behov for en egentlig politisk vækkelse i det danske samfund, og som historiker kommer man selvfølgelig til at tænke på det store opbrud i slutningen af 1800-tallet, 'det moderne gennembrud', der blev båret frem af bønder, arbejdere og intellektuelle. Kan noget lignende lade sig gøre igen?

Under alle omstændigheder skriger den nuværende misère på et politisk alternativ til nyliberalisme og populisme.

Claus Bryld er historiker og professor. Han udgav sidste år bogen 'Den socialdemokratiske idéarv'. Politiske grundværdier i dansk arbejderbevægelse før velfærdsstaten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her