Det er over 13 år gammelt - det socialdemokratiske formandsopgør mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken. Men de tendenser, der prægede Socialdemokraterne dengang og førte til et historisk oprør imod den siddende formand, hersker fortsat, mener Jacob Buksti. Han er forfatter til en ny bog, der går tæt på begivenhederne frem til kongressen i Vejle 1992, da et flertal væltede den socialdemokratiske formand i håbet om, at det kunne skaffe Socialdemokraterne magt og indflydelse.
Jacob Buksti - tidligere minister og folketingsmedlem, samt personlig ven og rådgiver for Svend Auken - beskriver i bogen Ånden fra Finderup, hvordan Auken blev væltet som udløber af et dramatisk og blodigt forløb, hvor 'kampagnen' især koncentrerede sig om to elementer: Et karaktermord i form af angreb på Svend Aukens personlighed, lederevner og troværdighed. Et tiltagende, næsten panisk fokus på det strategiske spørgsmål om, hvordan Socialdemokraterne kunne genvinde regeringsmagten.
Politiske modstandere, interne fjender, medier, borgmestre og dele af fagbevægelsen deltog i processen med vendinger om, at man skal "hage sig fast i forhandlingsbordet" i forhold til regeringen, og at Socialdemokraterne skal gå efter "maksimal indflydelse".
Personspørgsmålet var altdominerende. Som udfordreren, næstformand Poul Nyrup Rasmussen, selv sagde flere gange i forløbet op til magtovertagelsen: "Politik handler også om personer".
Da Jacob Buksti redigerede bogen færdig, blev han slået af, hvor mange elementer der gik igen, da Socialdemokraterne i dette forår skulle beslutte, om den nye formand skulle være Helle Thorning-Schmidt eller Frank Jensen.
"1992-opgøret viser for første gang, at det er livsfarligt for Socialdemokraterne at være i opposition i længere tid. Og det er det samme, vi ser nu. Det påfaldende er, at alle inden for og uden for partiet mener, at Socialdemokratiet er så specielt, at det er unormalt at være i opposition, og at det er udtryk for krise," forklarer Jacob Buksti i dag:
"Det er slående, hvor meget deja vu der er over det. Ikke bare i persongalleriet, men også i en række af de argumenter, der bruges næsten ned til mindste komma. Der er nogle trends, som bliver blotlagt med nogle kræfter, man kan se gentaget i dag, siger han om de to formandskampe."
I bogen skriver Buksti, hvordan frustrationerne og utålmodigheden vokser, når S er i opposition:
"Ikke mindst hos de politisk mest ambitiøse, der brænder efter at få ministerposter, eller hos de dele af bevægelsen, der lever af politiske aftaler med den til enhver tid siddende regering, især LO og en stor del af det kommunale bagland."
Historien gentager sig
Efter valgnederlaget i februar i år vandt Helle Thorning-Schmidt og hendes støtter valgkampen med nogle af de samme argumenter, som i 1992 væltede Auken og førte Poul Nyrup Rasmussen frem. Opfattelsen var, at der måtte ske "noget nyt".
I bogen om det gamle formandsopgør beskrives det, hvordan det ligger i den socialdemokratiske selvforståelse, at man skal erobre magtpositioner for at blive i stand til at forbedre samfundet. I opposition har partiet derfor let ved at blive grebet af panik, hvilket daværende statsminister Poul Schlüter (K) havde et godt blik for. Det fremgår, hvordan Schlüter op til Aukens fald gav udtryk for, at han som statsminister havde en del af æren for krisen, og at de borgerlige ved at fastholde regeringsmagten længst muligt ville slide Socialdemokraterne op indefra:
"Det havde altid stået klart for ham, at Socialdemokraterne ikke kunne holde til en mangeårig periode i opposition. Han havde derfor ved adskillige lejligheder - især når humøret var lavt - understreget over for Det Konservative Folkeparti, at blot man holdt ud tilstrækkelig længe, så ville Socialdemokratiet en dag gå i opløsning, simpelthen i frustration over ikke at kunne overtage regeringsmagten," hedder det i bogen.
1992-opgøret var personfikseret - men med udskiftningen af Auken med Nyrup satte Socialdemokraterne ikke en stopper for voldsom personrettet kritik imod den siddende formand. Snarere tværtimod. Som Nyrup siger et sted i bogen, efter han er blevet statsminister, er personfikseringen gået grassat i en grad, så den forstærker risikoen for helt "at afspore debatten om politik og grundlæggende værdier - politik og etik og samfundsmoral".
Jacob Buksti afviser ikke, at personelementet skal spille en væsentlig rolle i politik. Men en af hans pointer i bogen er, at det er farligt, hvis balancen tipper. Man gør sig selv sårbar, når "skønhedskonkurrencen" bliver det bærende:
"Hele forløbet omkring 1992 er et af de første eksempler på, hvordan det kan lykkes at lave et karaktermord og dermed undgå at tage stilling til indholdet. Personfikseringen i den politiske debat er blevet stærkere og stærkere - så meget, at det efterhånden alene er blevet til et spørgsmål om personer. Performance bliver vigtigere end indholdet. Det viser sig gang på gang at være en hul strategi og farlig udvikling, fordi personen bygges op og pilles ned. Det gjaldt både med Svend Auken, Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og nu Helle Thorning-Schmidt," siger han.
Farlig persondyrkelse
I valgkampen imod Frank Jensen distancerede Helle Thorning-Schmidt sig netop ved selv at slå på det personlige: Hun kunne slå Anders Fogh, hun kunne samle partiet, hun kunne opnå resultater.
"Det farlige er, hvis det personlige bliver det eneste. Man er nødt til at have politik- og visionsudvikling med. Ellers kan man ikke forklare folk, hvorfor de skal stemme på Socialdemokraterne. Hvis man først dyrker personer - og så prøver at komme visioner på efterfølgende - bliver det en skal uden indhold. Og den er let at punktere. Det kan man se i diskussionen i Socialdemokratiet nu. Det personfikserede er ekstremt farligt, når man står over for en modstander, der ikke har nogen hæmninger for at udnytte det," siger Jacob Buksti.
Det farlige består ifølge Jacob Buksti ligeledes i, hvis Socialdemokraterne lader "Christiansborg-miljøet", herunder andre partier, definere, hvorvidt det går godt eller dårligt.
Jacob Buksti forventer, at næste folketingsvalgkamp bliver endnu mere blodig, når det kommer til personfiksering:
"Der er en klar risiko for, at det bliver mere udtalt. Har man ikke indholdet med, er man ekstremt sårbar, når det går ned ad bakke. Man kan se nu, at regeringen, underbygget af dele af pressen, er i gang med et karaktermord på Helle Thorning-Schmidt. Så når valget kommer, går det blot ud på at køre en kampagne mod hende som person - uden at tage stilling til det politiske indhold. Det er dødbringende for Socialdemokraterne, hvis man selv går ind på det, og det hele bliver en stor grød, hvor vælgerne ikke kan se politisk forskel. Så bliver det et spørgsmål om, hvem der ser mest kompetent ud," siger han.
Balancegang
I bogen redegør Jacob Buksti for, hvorledes Socialdemokraterne gennem det meste af partiets levetid har været præget af to strømninger, der ikke kan placeres på en simpel højre-venstre akse i traditionel forstand:
"Der er snarere tale om en forskellig vægtning mellem realpolitisk pragmatisme og politisk-ideologiske visioner," hedder det:
Næsten som linjer i et stamtræ går den ene linje fra Vilhelm Buhl over H. C. Hansen, Viggo Kampmann og Per Hækkerup til Svend Jakobsen og Poul Nyrup Rasmussen. Den anden går fra Hans Hedtoft over Jens Otto Krag til Anker Jørgensen og Svend Auken.
Risikoen for Socialdemokraterne er, hvis balancen tipper, og dét at erobre magtpositioner bliver et absolut mål i sig selv, mener Jacob Buksti.
Siden 2001, da Socialdemokraterne tabte regeringsmagten, har der været jævnlig diskussion af forhandlings-strategien, af personspørgsmålene, såvel som politikken. Et af de centrale spørgsmål har været, i hvilket omfang Socialdemokraterne skal tilpasse sig regeringens politik på udvalgte områder. Et tema, Svend Auken selv tog fat på ved afslutningen af den sidste lange periode i opposition.
I sin Vejle-tale fra 1992 sagde Svend Auken i det, der blev kaldt 'hans livs tale' - før spindoktorerne, fokusgrupperne og kontraktpolitikken rykkede ind på Slotsholmen:
"Hvis vi gør personerne til det afgørende, så ender dansk politik som amerikansk politik. Partierne vil blive afløst af reklamebureauer. De politiske budskaber fra os og de borgerlige vil blive ens, udvandet til det punkt, hvor ingen længere kan kende forskel. Udvandet til det punkt, hvor den politiske kamp mister sin mening og moral. Hvis Socialdemokraterne slår ind på den vej, er jeg bange for, at det er "dødsruten", vi betræder... Vi skal være 100 procent socialdemokrater. Vi skal ikke være Schlüter minus 10 procent. Det er der ingen fornyelse i."
@$:
Helle Ib er freelancejournalist tilknyttet Dagbladenes Bureau
