Læsetid: 11 min.

Det sociale menneske

Hvis ellers man kan se bort fra de mange gentagelser i årets danske boghøst, tindrer den af kærlighed og gammeldags solidaritet
17. november 2006

De 40 vigtigste og vægtigste danske bøger 2006 inden for kategorien 'Skønlitteratur og Det Der Ligner' vejer 15 kilo tilsammen. Jeg ved det, for jeg stoppede stakken ned i den grønne norske rygsæk, jeg købte på Karl Johan i 1993, og gik derefter op på en badevægt.

Hvis man nu skulle rejse væk i en uge og udelukkende bruge sin tid på læsning, måtte der også gerne være plads i rygsækken til skiftetøj, fodtøj og regntøj, kort og kompas, levnedsmidler og kogegrej. Man ville være nødt til at prioritere, på samme måde som man ville skulle vælge, hvis man pludselig fik 5.000 kr., med besked på at bruge dem alle på at strø boggaver ud til venstre og højre.

Blandt de 40 udgivelser ville jeg i begge situationer vælge de samme: Dem, jeg har læst og har lyst til at læse igen. Dem, jeg sagtens kunne finde på at læse højt af, indtil nogen sagde stop. Dem, det ville være mest oplagt at præsentere, analysere, diskutere. Og som jeg tror er kommet for at blive, frem for at gå i en glemmebog.

Serie-produktion

Inden jeg indkredser disse 10, må jeg imidlertid nødvendigvis opholde mig ved et træk, der på tværs af genrer, køn, alder og litterær orientering har kendetegnet forbavsende mange af dette års nye bøger, nemlig at forfatterne synes at have holdt sig til det sikre og i vidt omfang gentaget sig selv, næsten som om de har ønsket at bekræfte et brand, befæste dets markedsandel, eller som om de helst så deres forfatterskab udvikle sig til en mini-bogklub.

Den slags 'seriel' produktion behøver der som udgangspunkt ikke være noget specielt ondt i. Mozarts klaverkoncerter, som der faktisk findes 23 af, lyder alle umiskendeligt som klaverkoncerter skrevet af Mozart. Cézanne blev ved og ved med at male samme overjordisk smukke bjerg, og det forlyder nu senest, at filminstruktøren Nils Malmros - kendt især for Kundskabens træ - er i færd med at optage en film om gymnasiasters besværligheder med kærligheden og det, der ligner.

Kunstnere skal, har vi lært at sige, lave, hvad de er bedst til, hvis det ellers er det, de har lyst til. Kravet om fornyelse kan blive et åg selv for den bedste, og hvad har man ikke i årenes løb set af flop som følge af misforståede ambitioner om at skulle kunne det hele - når den fremragende lyriker også ville være en stor romanforfatter, og når folk gav sig til at skrive for scenen uden at have begreb skabt om dramatik.

Repeterende minimalisme

Alligevel har det i år været decideret besynderligt at se repetitionen florere, en blandet fornøjelse særlig ved de forfattere, der havde rejst store forventninger om noget andet og mere. At Hans Otto Jørgensen vedbliver med at udsende småbitte løsagtige stykker midtvejs mellem poesi og prosa (senest Ålen har englelyd) ligner efterhånden en stolt skråt-op-attitude over for lige præcis den dér idé om, at en forfatter partout skal forny sig; men mere overraskende har det været at se to radikale minimalistiske nyskabere fra sen-90'erne, Peter Adolphsen og Thøger Jensen, fortsætte trygt i den vante skure.

Efter i Brummstein (2003) at have fulgt en sitrende, summende sten op igennem både geologiens og kunstens historie fandt Adolphsen i Machine på at kortlægge, hvorledes hjertet på en urhest, der levede for 55 millioner år siden, vandrer gennem tiderne frem til 1975, havner som sodpartikel i et host uddunstninger fra en bil og er med til at tage livet af en kvinde i Austin, Texas.

Kausalforholdene er ikke helt nemme at få hold på, men det står vist fast, at Clarissa, som hun hedder, aldrig havde fået sodklatten ned i sine lunger, hvis ikke hun kort før havde mødt en omstrejfer, Jimmy. Han hed oprindelig Djamolidine Hasanov, fødtes i 1948 i Baku, hovedstad i Aserbadjansk SSR, og flygtede efter en ungdom tilbragt på racercykel over grænsen til Iran, men endte som oliearbejder i Utah, hvor han ved en arbejdsulykke fik højre arm revet af. Nu lever han af en pension og er begyndt at lege med LSD og det, hvis virkninger ligner. Og jovist, man frydede sig over at se digteren folde talentet ud i en vidunderlig, fire sider lang, overdådig beskrivelse af deres fælles rus, men en gentagelse var det nu altså desværre, selv om det var glimrende gjort.

Heller ikke Thøger Larsens nye roman undgik at efterlade en fornemmelse af déjà-vu. I sin sædvanlige stille, konkret beskrivende, fænomenologiske stil og med sin vanlige springende, fragmentariske kompositionsform følger forfatteren Ole, der tilbringer en vinter i en sydfransk landsby hvor han betragter Cézannes berømte bjerg, oversætter i ro og mag, samt forelsker sig en dejlig kvinde, der lidt ubelejligt er gift med en anden mand. Den gennemgående stemning af sødme blandet med melankoli og den elegante vekslen mellem handling og filosofisk refleksion virker stadig rigtig suggererende, for netop dette er, hvad Thøger Jensen er allerbedst til, men man kommer ikke væk fra, at man, mens man nyder Fugle i frostvejr, sidder og læser i den samme (eller næsten den samme) bog som i 2000, 2002 og 2004.

Land og by

At Vibeke Grønfeldts og Ulrik Gräs' nye, store romaner minder om deres forgængere, bør man kun glæde sig over. For I min tid og Lido udgør selvstændige fortsættelser af henholdsvis Mindet (2005) og Berusede by (2000). Grønfeldt borer sig gennem skildringen af Agates ægteskab atter ned i landbokulturen i det 20. århundredes første halvdel, mens Gräs skriver sin Vestby- eller Vejlehistorie fra besættelsestiden frem til årene omkring 1960, med dén sans for atmosfære og konkretion, som er så karakteristisk for ham. Vi kan hos begge forfattere sanse os frem gennem rummet; men samtidig opfordres vi til at eftertænke og kombinere: Grønfeldts Agate er synsvinkelbærer, men ikke samtidigt bærer af romanens 'højeste bevidsthed', eftersom hun kun langsomt og modstræbende bliver klar over den dybe betydning, hendes mand, maleren, har fået i hendes liv. Gräs lader fortællingen skifte imellem fire drenge fra forskellige samfundslag, og overlader det storsindet til læseren at sammenligne og overveje, hvad der er fælles, og hvad der skiller dem.

I min anmeldelse af Erling Jepsens roman Med venlig deltagelse lod jeg det stå åbent, om værkets pendlen mellem et psykologisk-realistisk og et fantastisk-grotesk mønster eller tolkningsparadigme skulle betragtes som en styrke eller en svaghed. I forhold til forgængeren Kunsten at græde i kor har forfatteren valgt en distancerende tredjepersons-fortæller, der gør det muligt at gennemlyse ikke blot hovedpersonen Allan, men også hans manipulerende moder; men familiekonflikterne er stadig fuldstændig de samme.

Følgagtig, fej

Da den nye roman begynder, er faren lige død. Allan, som af flere forståelige grunde ikke har været hjemme ni år, kan ikke få sig selv til at tage over til begravelsen, men lader blomsterhandleren sende en bårebuket. Og et kort "Med venlig deltagelse". Mor ringer straks for at sige tak, og spillet begynder forfra.

Allan rejser hjem til Sønderjylland optændt af en infantil drøm om én gang for alle at gøre rent bord. Nu vil han sige Mor en sandhed eller to. Hun skal forstå, hun svigtede sine børn, dengang hun lod Far herse med sine 'psykiske nerver'. Allan vil være hård, men retfærdig.

Men aldrig så snart har han sat foden i barndommens stue, før den igen stikker hovedet frem - hans gamle feje følgagtighed. Han får aldrig talt ud med nogen som helst, og mor har bestemt ikke glemt kunsten at manipulere med andre med åh-så kærlige midler, for husfredens og facadens skyld.

Denne præcise samspilsanalyse havde faktisk været fuldt tilstrækkelig. Så måske kan bogens voldsomme skred fra realismen til grotesken betragtes som litterært overkill, en kompensation for en manglende evne eller vilje til at føre familiebeskrivelsen helt i bund. Dette fremsætter jeg mere som en art hypotese end som en kunstnerisk dom. Til gengæld er jeg ikke spor i tvivl, når det gælder vurderingen af Peter Høegs forvaltning af sine æstetiske virkemidler. For til Den stille pige har han ganske enkelt udvalgt det værste fra sine tidligere bøger og mikset det til en suppe af spirituel selvhøjtidelighed. Det er vistnok hans hensigt, at romanen skal bæres igennem af en grum kriminalistisk intrige, men for denne mister man al interesse, når det hele tiden gøres lysende klart, at det primært er belæres, man skal. Nemlig om, hvor snotdum man er, hvis man ikke er afklaret, oplyst indefra, og kan aflæse hvert et medmenneskes sande toneart, aflytte alle andres akustiske aura. Som Johannes Jørgensen skrev: Verden er dyb. Kun flade ånder fatter det ikke.

Læst før

Vores mistrøstige liste over bøger, der lidt for meget ligner bøger, man allerede havde læst, kunne uden vanskeligheder gøres enerverende lang. Lad mig blandt eksemplerne nævnte Peter Laugesens lyriske 'årgangsaftapning' 64, med behørig hilsen til Beatles og "When I'm sixty-four", Jørgen Leths sløvemandsplaprende selviscenesættelser i de kedsommeligt ens gamle ny digte fra Det gør ikke noget, Juliane Preislers i særklasse krukkede neologismer i Divadrømmende's hoppen frem og tilbage over linjen mellem ekstatisk hengivelse og vingeskudt væmmelse ved kærligheden og dens efterligninger og Klaus Høecks Heartland, de blegsottige blade af en dagbog over dage tilbragt mest med at stå op og med matematisk systematik skrive de digte, man just sidder og læser.

To bøger, der skilte vandene, hvad angår selvgentagelser, over for litterær fornyelse, var Ib Michaels Blå bror - der gennemspillede Roskilde-trilogiens temaer på ny i en smallere, mindre magisk og mytisk, og mere åbent selvbiografisk version - og Svend Åge Madsens Det syvende bånd. Vist var det da herligt at se sidstnævnte spekulative og spøjse fabulant få en ny genial idé og forfølge den med vanlig absurd konsekvens, her overvågning som samtidskritisk tema og som litterær teknik til sammenvævning af adskilte bevidstheder. Men hver gang, man læser en stensikker Madsen, læser man netop ikke en uforudsigelig nydannelse.

Samme ambivalens har præget nogle anmelderes reaktion på Kirsten Thorups roman Førkrigstid, hvor vi ligesom i Lille Jonna og Den lange sommer, dele af Den yderste grænse og det meste af Ingenmandsland sendes tilbage til Vestfyn og endnu en gang nærmest spærres inde i et snævert miljø, hvor mange ting bliver mærket, mens mange ting aldrig bliver sagt direkte. Men hold da op, hvor hun kan skrive - så tæt og skarpt og hjerteklemmende smerteligt, når småbitte savn vokser sig store i den enkeltes krop. Et eller andet sted ved denne forfatter noget fuldkommen afgørende om sammenhæng mellem sanseapparat og bevidsthed og om en dyb forbundethed mennesker imellem, i grunden vel ikke ubeslægtet med den viden, Peter Høeg vil have frem - blot realiseret som digterisk kunnen i stedet for at blive hængt op imellem værk og virkelighed som et prædikende forkynder-gardin.

Vølven fra Løve

Jeg tror, jeg tager Thorup med, når jeg skifter rygsækken ud med en skuldertaske, De ved nok, de dér grå eller grågrønne, som en kommunelærer altid gik med i 1950'erne. Dog, en bog, der absolut må med, er Suzanne Brøggers Sølve, det herlige rodsammen af lokalhistorie, samtidskritik, selvbiografi og essayistik. Her følger man ligesom hos Vibeke Grønfeldt "almuekulturens endelige forfald" og får tilmed et sæt forklaringer på modernitetens misere: at vi har skiftet følelsen ud med overfølsomheden, og ladet os reducere til absolutte nybegyndere i livet, der skal have vejledning i, hvordan man føder børn, hvordan man passer dem, hvordan man spiser eller arbejder, og hvordan man dør på passende måde, men naturligvis allerhelst: lever uendeligt uden at dø. På denne holdning skriver Suzanne Brøgger sin rammende tidskritik, men sætter over for dårligdommen dels sin tro på Eros, dels sin (gennem et omskifteligt liv) grundfæstede viden om forbundetheden - der var den igen!

Har man læst og tilegnet sig dét, begynder man lidt bedre at forstå, hvad det er for en social eller mellemmenneskelig tematik, der rumsterer hos nogle af lyrikerne lige nu. I Pia Tafdrups Tarkovskijs heste drejer det sig hele vejen igennem om livsfællesskab, mellem digteren-datteren og hendes døende-døde fader - "Jeg har tabt min far / til sig selv" - men transponerer man dette personlige forhold til et almenmenneskeligt tema, og det opfordrer digtene til, så løfter der sig fra værket en slags forbundethedsutopi:

Mennesker

skulle vække mennesker,

røre

lidt mere ved hinanden.

Lade hjertet flamme op

i mørket,

lade sorg vende

til lettelse.

Der er ikke andet mellem os

end alting.

Meget mindre højtideligt, men egentlig lige så alvorligt, siges noget tilsvarende hos Lars Skinnebach i hans nye digtsamling Din misbruger. Her er forbundetheden form, i den forstand at visse sætningselementer enten kan kombineres med de forudgående eller kobles til de næstfølgende. Og at talen er i bund og grund social, fremgår f.eks. af disse linjer:

Det er den fuldkomne accept

af mennesket, jeg vil drukne

mig i

Altså er jeg dig, hvordan

ellers lege med dig, som et barn

leger med sig selv?

Jeg drikker et glas vand,

fremmede

og tænker på dit venskab og

helbred

"Jeg, sociale mennesker, er et grundvilkår," skriver Skinnebach. Og tager dermed fat samme sted som Brøgger, Thorup, Tafdrup. Og det samme sted som Ursula Andkjær Olsen i sin nye, forsigtige, overraskende enstemmige digtkreds Skønheden hænger på træerne:

Man kan

identificere sig med

det ved samfundet som

ikke er en selv.

Og man kan

identificere sig med

det ved en selv som i

virkeligheden er

samfundet.

Strofer som disse kunne godt være nøgler: til erkendelsen hos Agate i Grønfeldts bog af hendes afhængighed af sin bror og af måden, hvorpå hendes eget selvberoende liv bliver vævet sammen med mandens. Til forkyndelsen hos Suzanne Brøgger af en art medmenneskeligheds-vished, der dannede hverdag i landbosamfundet, men nu er ved at være glemt. Til det fundamentalt samfundsmæssige i Ulrik Gräs' fire livshungrende drengeskikkelser, og til dén dersens besværlige etisk-moralske sammenfiltrethed, som Svend Åge Madsen peger på ved at vælge overvågning som tema. Til det følgende lysglimt i Mette Moestrups Kingsize: "Denne frygt hos mine landsmænd, at de alle bliver syge af xenofobi, er også en fobi." Samt til slutningen på en roman, jeg slet ikke har nævnt: Ida Jessens Det første jeg tænker på, hvor en præst skal forsøge at komme over tabet af et barn og holder en tale om forsoning og glæde - noget af det modigste, en dansk forfatter har trykt i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu