Læsetid: 3 min.

Socialrådgiver:'Det er en lortelov'

Det er frustrerende altid at være den, der må sige nej, når løsladte kommer og beder om deres kontanthjælp, fortæller den 32-årige socialrådgiver Anne Grønbjerg. Hun føler sig ofte fristet til at bryde kontanthjælpsreglerne
14. juni 2005

Grotesk, ikke særlig gennemtænkt og diskriminerende over for de svage. Det er blot nogle af de gloser, socialrådgiver Anne Grønbjerg tager i sin mund, når hun skal beskrive den danske kontanthjælpsordning.

Den nægter nemlig løsladte mulighed for at få kontanthjælp, før de har været ledige på arbejdsmarkedet i en måned.

"Jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg godt ved, det er en lortelov. Men der er intet, jeg kan gøre. De kan ikke få deres kontanthjælp," siger Anne Grønbjerg, der er socialrådgiver på Rådgivningscenter Vest i København.

Kontanthjælpen gik over til at være bagudbetalt i 2003, og det har betydet, at løsladte ofte havner i en svær økonomisk klemme. De må nemlig vente på deres bistand i mindst en måned. Noget Anne Grønbjerg kalder for en "grotesk situation".

"Folk får nærmest ingen mulighed for at begynde på en frisk. Den første tid i friheden begynder som en kamp i stedet for en ny chance," siger den 32-årige socialrådgiver.

Den løsladtes hårdt pressede økonomi har ofte en uundgåelig udgang, mener Anne Grønbjerg: "De fleste kan kun se en udvej. Og det er mere kriminalitet."

Anne Grønbjerg arbejder primært med alkohol- og stofmisbrugere.

Hun fortæller, at størstedelen af dem ikke har mulighed for at låne penge af venner og familie. Gennem årene har misbrugerne nemlig gang på gang brudt deres nærmestes tillid.

Mange er derfor tvunget til at skaffe mad og drikke ved tyveri. Det handler om simpel overlevelse, forklarer Anne Grønbjerg:

"De sidder inde for at have stjålet en andesteg i Fakta eller en skinke i Brugsen. Når de har gjort det et tilpas antal gange, ryger de i brummen. Og så fortsætter den onde cirkel."

Kommunerne har mulighed for at udbetale et engangsbeløb til de løsladte på cirka 2.700 efter skat. Folk under 25 år må dog nøjes med omkring 1.360 kroner.

Det svarer til omkring halvdelen af et typisk kontanthjælpsbeløb og udgør den løsladtes livsgrundlag i en til to måneder.

Anne Grønbjerg kalder beløbet for "latterlig lavt".

"Jeg har lige lavet et regnestykke til en løsladt med en billig bolig. Efter husleje har hun 1.200 kroner, hun skal leve for i en måned. Det skal så dække alle hendes udgifter til el, varme, mad og drikke. Det er meget meget svært at få til at løbe rundt," fastslår Anne Grønbjerg.

Bryder reglerne

Anne Grønbjerg forklarer, at de firkantede kontanthjælpsregler svækker hendes troværdighed over for klienterne. De har simpelthen svært ved at tro på, at Anne Grønbjerg er til for at hjælpe dem.

"Mange socialrådgivere føler sig fristet til at bryde reglerne - og gør det også. Det handler simpelthen om, at vi ikke bare kan lade stå til, når vores klienter er i nød," fortæller Anne Grønbjerg.

Kommunerne kan gå ind og betale seks måneders husleje, når en person ryger i fængsel. Hvis fangen imidlertid har fået en dom på over et halvt år, har personen typisk ikke råd til at beholde sin bolig. Og det har fatale konsekvenser, fordi folk så kommer ud til en tilværelse som hjemløse, forklarer Anne Grønbjerg:

"Man kan derfor 'glemme' at stoppe huslejebetalingen efter de seks måneder, selv om det er ulovligt."

Anne Grønbjerg opfordrer til, at regeringen prioriterer hjælpen til de løsladte højere. Situationen i dag er nemlig ikke holdbar, mener hun:

"Det stinker, fordi hele systemet er så markedsorienteret. Regeringen har lavet en lov for dem, der godt kan komme ind på arbejdsmarkedet. Og dem der ikke kan bliver svigtet på det groveste."

Anne Grønbjerg advarer om, at de svagestes trange kår gør afstanden større mellem top og bund i samfundet:

"Man skal have et godt netværk, en stærk viljestyrke samt en god familie for at komme på ret kurs i samfundet uden penge. Og det er der jo ingen af de socialt svage, der har. Det betyder, at de bliver tabt på gulvet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu