Læsetid: 3 min.

Socio-økonomiske menneskerettigheder

Retten til uddannelse, retten til en bolig og retten til en vis levefod er afgørende forudsætninger for, at individet kan udøve sine borgerlige og politiske rettigheder
27. september 2005

I kronikken den 14. september med overskriften "Drop de økonomiske og sociale menneskerettigheder" betegner Jacob Mchangama (JM) disse rettigheder som "den alvorligste fare mod menneskerettighederne."

De har deres udspring i socialismen, skriver han, og støttes i dag navnlig af totalitære tredjeverdenslande, vestlige intellektuelle menneskeretsaktivister og en række NGO'er. Danmark bør derfor efter JM's opfattelse træde tilbage fra FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som efter JM's opfattelse ligefrem modarbejder beskyttelsen af de væsentlige rettigheder, nemlig de borgerlige og politiske rettigheder.

Så galt kommer det næppe til at gå, men der er al mulig grund til at diskutere socio-økonomiske rettigheder og deres forhold til de borgerlige og politiske rettigheder.

JM's kronik danner imidlertid ikke noget godt grundlag for denne diskussion, præget som den er af sort-hvide forestillinger om begge typer af rettigheder og deres fortalere.

Opsplitningen af Verdenserklæringen i to konventioner - en om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og en om borgerlige og politiske rettigheder var til en vis grad et resultat af Den Kolde Krig. Men FN-konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er ikke desto mindre ratificeret af ikke færre end 151 stater, herunder en meget lang række vestlige demokratier. Der er heller ingen grund til at undre sig over endsige mistænkeliggøre FN-systemets bestræbelser på efter Berlin-murens fald at intensivere diskussionen om den lige anerkendelse af de to typer af rettigheder. Med Murens fald bortfaldt nemlig den ideologiske hindring for en meningsfuld diskussion af en anden væsentlige grund til, at rettighederne har fundet udtryk i hver sin konvention, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt de ofte vagt og upræcist udformede socio-økonomiske rettigheder kan være grundlaget for afgørelsen af en retlig tvist ved domstole eller andre retsanvendende organer.

Det bliver i den forbindelse diskuteret om der bør udformes en tillægsprotokol til konventionen om individuel klageadgang til den komité, der overvåger dens overholdelse. I denne diskussion deltager ikke kun totalitære tredjeverdenslande, men også en lang række vestlige demokratier. F.eks. har Finland, Tyskland, Portugal og Frankrig vist sig som fortalere for en sådan udvidelse af den menneskeretlige beskyttelse. Det er kun få uger siden, at den franske regering optrådte som vært i Nantes for en stor international konference netop om muligheden for udarbejdelsen af en sådan tillægsprotokol.

Udelelige og forbundne

En række vestlige demokratier er således helt bevidste om socio-økonomiske rettigheders betydning både for udviklingslandene og for opbygningen og beskyttelsen af vestlige velfærdsstater.

Ønsket om at styrke socio-økonomiske rettigheder kan endvidere skyldes en gryende erkendelse af, at rettighederne er indbydes forbundne, og at sondringen mellem de to typer af rettigheder som henholdsvis positive og rettigheder er knap så skarp, som JM synes at antage. F.eks. har vi netop hørt om, hvordan de afghanske kvinder har vanskeligheder med at udnytte deres stemmeret, fordi de ikke har lært at læse og skrive.

JM skriver, at socio-økonomiske rettigheder "kræver en magtkoncentration hos staten" mens borgerlige og politiske retttigheder "fravrister staten magten og tildeler individet autonomi igennem en sfære, som staten ikke må krænke."

Derfor mener JM, at totalitære tredjeverdenslande foretrækker socio-økonomiske rettigheder fremfor borgerlige og politiske rettigheder. Ikke desto mindre er FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder ratificeret af ikke færre end 154 af FN's medlemsstater herunder langt de fleste af dem, som JM omtaler som totalitære. I øvrigt kan man lige så vel sige, at socio-økonomiske rettigheder fravrister staten magten, idet staterne forpligter sig til at iværksætte en række foranstaltninger. Begge typer af rettigheder forudsætter magt, men opstiller grænser for og krav til udøvelsen af denne. Afgrænsningen mellem de to typer af rettigheder er uklar, og det giver god mening at tale om, at menneskerettighederne er udelelige, indbyrdes forbundne og indbyrdes afhængige.

Det bygger derfor på en fejlvurdering, når JM vil afskaffe socio-økonomiske rettigheder ud fra en antagelse om, at de udgør en hindring for beskyttelsen af disse rettigheder.

Det er snarere sådan, at f.eks. retten til uddannelse, retten til en bolig og retten til en vis levefod er afgørende forudsætninger for, at individet kan udøve sine borgerlige og politiske rettigheder på en meningsfuld måde.

Ida Elisabeth Koch er cand.jur., ph.d. og seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu