Læsetid: 5 min.

Sodavands-shitdisco

Det er på en måde uretfærdigt. Erfarne The Raveonettes som trækplaster for en række mere eller mindre interessante upcoming bands på Vega. Det blev en lang aften med smerter og træthed som eneste blivende minde
15. januar 2007

Lad os sige det med det samme. Coca Cola var den store sponsor bag lørdagens arrangement i Vega. Så er det på plads. Storkapitalen og det multinationale vil støtte kulturen. En sund skepsis var derfor, hvad der fulgte med, da man trådte ind ad døren. Men der var heldigvis ingen bannere. Ingen coke-kæk konferencier. Ingen storbarmede blondiner bag colabaren. Der var nærmest ingenting, der afslørede aftenens sande natur. Der var ganske vidst en række unge mennesker, der gik rundt med smagsprøver på en ny cola. Men ellers var denne mærkelige hybrid af et sodavandsdiskotek, promotion-stunt, koncertarrangement ganske lav nøgle. En rigtig prioritering fra sponsorenes side. Hvis folk var blevet overfaldet med brochurer, badges, keychains og cola fra start til slut var der nok ikke mange, der havde holdt ud de seks timer. Men det var der nu ikke mange, der gjorde alligevel. Fem bands, seks timer. Det er mange indtryk at procesere på én aften. To danske bands, to britiske og ét The Raveonettes. Kriterierne bag udvælgelsen af de bands, der spillede var en smule tågede. Men umiddelbart lød det første band Port Largo som noget, der kunne få kommerciel succes. Men det er jo som regel også ensbetydende med, at det er noget vi har hørt før.

En mellemting mellem Mew og Spleen United er måske mest rammende for Port Largo. Men de mangler den nerve og kompromisløshed, som er grunden til at vi accepterer, at både Mew og Spleen United giver fanden i publikum-pleasing og går i trance over en 10 minutter lang monoton rytme.

Fra USA og Manchester

Nerve var der til gengæld masser af hos Kill The Young, der fulgte. Alle tre bandmedlemmer er briter, men umiddelbart lød det som om, at guitarist og bassist havde fået deres musikalske skoling på et college i USA.

Kun trommeslageren og hans hi-hat virkede som om, de var vokset op sammen i Manchester. Han spillede partyrock som Franz Ferdinand og Arctic Monkies. Og det gjorde han ualmindeligt tight. Han var det interessante ved Kill the Young, som spiller en melodiøs form for punk, men nogle gange lød som både old school-rock'n'roll og denne frygtlige nye emo-genre fra USA, der egentlig bare betyder rock, der ikke kan fornærme nogen, fordi produktionen har skruet så tilpas ned for alle instrumenter, at man ikke kan skelne dem fra hinanden.

Lidt li'som historien om hvorfor McDonalds' Big Mac er så populær. Men bandets næste plade kunne godt blive spændende - hvis de lader trommeslageren tage styringen. Kill the Young formåede at gribe fat i det støt stigende antal publikum. For folk kom dangderende. Sådan er det, når man har ét band, der skal lokke folk til. Man ved godt, at de højst sandsynligt går sidst på. Derfor går mange også efter at komme sidst. Og hvis du, kære læser, udelukkende er begyndt på denne artikel, fordi der stod The Raveonettes i manchetten, så føl fri og spring videre til slutningen af artiklen. Ingen dømmer dig.

Da Snake and Jets Amazing Bullet Band gik på, var modtagelsen noget blandet. Folk anede ikke, hvordan de skulle reagere i begyndelsen. To tosser bag tangenter og trommer. Men gang i den var der. Og det var vist festen, der var formålet. Energien og beatet mindede allermest om Junior Senior, men helt op på det niveau kom de nu ikke. Snake and Jets Amazing Bullet Band har fanget opmærksomheden før.

De inviterede en række kunstnere til at optage billeder til deres musik. Det er der kommet en dvd ud af. Som pladeselskab henviser de til zine-shoppen Telefon Til Chefen på Vesterbro. Så man havde forventet, at musikken var artsy.

Det mindede mere om en optræden end en koncert, men når de begav sig ud i de instrumentale numre på orgel og trommer, lød det sgu meget godt. Det gjorde det britiske Shitdisco til gengæld ikke. Tre sangere, der ikke kunne synge, råbte henover en række beats. Hjemme i Storbritannien kalder man genren New Rave, og landsmændene Klaxons forsøger sig også ud i den nye lyd. For lyd er det mere end noget andet. Og skulle man lyde så gammel som at sige, at det nærmere var larm? Ja, det skal man. For der var absolut ingen melodi i det, der vidst skulle være en art elektrorock. Det var råb og musik uden sammenhæng. Efter den hårde prøvelse var publikum ved at være godt matte i sokkerne. Fem timer på det hårde gulv. Og nu har man jo efterhånden nået den alder, hvor man hellere minder sig selv om, at voksne mennesker ikke sætter sig på gulvet, end man giver efter for smerten.

Trækplaster

The Raveonettes spiller ikke ofte i København, derfor blev folk alligevel hængende, og nogle heldige ankom først lige, da Sune Wagner og Sharin Foo gik på. Trækplasteret løste opgaven. De virkede veloplagte, og det er ofte svært at bedømme med netop denne perfektionerede gruppe. Musikken lyder, som den gør på pladen. Og de to frontfigurer ser ud, som de gør på coveret. Der ingen afvigelser. Ingen fodfejl. Måske få tekniske problemer. But that's it. Det, Sune Wagner selv har haft indflydelse på, er renset for inperfektioner. Det eneste overraskende er måske Sune Wagners frisure. Oh No Ono-sygen er åbenbart blevet luftbåren, og permanent-krølle-smitten er kommet til New York. Det kunne gå hen og blive kedeligt. Men det bliver det aldrig. Smukt og simpelt og ørehængende er sangene. Og så fik publikum lækkerier fra både de to forrige udspil Whip It On og Chain Gang Of Love, der er holdt rent i henholdsvis mol og dur. Numrene fra de plader understregede støj-kvaliteterne i bandet, der er gået mere tyggegummi-vejen på den seneste plade Pretty in Black. The Raveonettes spillede et par nye numre fra den kommende plade, som Sharin Foo selv regner med, kommer engang i sensommeren i år. Numrene gav forhåbning om, at Raveonettes bevæger sig tilbage mod støjen. Og det er glædeligt. Og selv når den klassiske tyggegummipop kommer gennem Sune Wagner-centrifugen, så får den også tilpas meget ass kick og støjguitar til, at den kan fange et moderne publikum. Buddy Holly-klassikeren Everyday var en lille sukkersød treat til det stakkels publikum, der virkelig forsøgte at mønstre begejstring og engagement, da The Raveonettes endelig endelig gik på. But frankly, så havde de bare ikke flere kræfter. Seks timer er meget lang tid, når der ikke er høj sol og billige fadøl med i prisen.

*Take Off Vega. Port Largo, Kill The Young, The Raveonettes m.fl. Vega, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her