HEBRON - På en ganske almindelig hverdag er der mennesketomt på gaderne i det indre Hebron. Det er den del, som er kontrolleret af Israel, og det ligner en spøgelsesby. Den palæstinensiske befolkning har, navnlig gennem de seneste års intifada, lidt efter lidt forladt bydelen, og i kølvandet på den israelske rømning af Gazastribens bosættelser har konfrontationerne mellem bosættere og den lokale befolkning allerede taget til i et sådant omfang, at man frygter, at affolkningen kan tage tilsvarende fart.
"Dette er Sodoma," siger det israelske Knesset-medlem Ran Cohen fra venstrefløjspartiet Meretz, og henviser til den bibelske by, som gud dømte til undergang, fordi dens borgere tilsidesatte enhver form for ret og moral.
Han er taget til Hebron for at studere forholdene og udtrykker sin vrede.
"Bosætterne har alt for længe regeret her i byen, og hvis det står til mig, skal vi ikke bare skride ind, men også rømme bosættelserne så hurtigt som muligt. Ja, Hebron er den næsten i rækken."
Netanyahus aftale
Hans parlamentariske kollega, arbejderpartiets Yuli Tamir har stillet sig i spidsen for en ny parlamentarisk lobby, der skal gøre opmærksom på besættelsens menneskelige omkostninger, og som mener, at dette er stedet, hvor indsatsen skal startes. Her bor bosætterne midt i byen og tæt op af den palæstinensiske befolkning.
"Jeg ved ikke om Hebron står for tur til rømning, men den står i hvert tilfælde øverst på min liste over steder, som har brug for offentlighedens opmærksomhed," siger hun lidt mere forsigtigt.
"Dette er det værste tilfælde af overtrædelse af basale menneskerettigheder."
Hebron er en delt by. I 1997 bøjede Israels daværende ministerpræsident, Benyamin Netanyahu, sig for internationalt pres, indgik den såkaldte Hebron-aftale og fjernede besættelsesstyrkerne fra hovedparten af byen. Herved kom hovedparten af Hebrons 155.000 palæstinensere til at bo i zone H1, mens 35.000 forblev under israelsk kontrol i zone H2 - den indre by, hvor der også ligger fire små enklaver med i alt 500 bosættere.
Mennesker i bur
"Denne deling er gennem årene blevet skærpet voldsomt ved vejspærringer og hegn gennem byen, så den palæstinensiske bevægelsesfrihed i dag er ringere end nogensinde," siger Hillel Cohen fra den nystartede organisation Abrahams Sønner (Bnei Avraham), der trods sit religiøst klingende navn arbejder for sekulær sameksistens mellem folkene.
Vi går gennem Shuhadagaden. Alle de palæstinensiske butikker, der tidligere gjorde denne del af byen til et levende handelscentrum, er skoddet til, og de forretningsdrivende er borte. Oppe fra førstesalen stirrer en kvinde og en flok børn ned på os - gennem et gitter, som er sat for deres vindue.
"Se, dette er mennesker i bur," siger Hillel Cohen. "De, som ikke er flyttet fra bydelen, lukker sig inde i deres hjem af frygt for, hvad der nu kan komme."
Hillel Cohen anslår, at næsten halvdelen af palæstinenserne i H2 har forladt bydelen, og her i markedsgaderne er der under 1.000 tilbage af en førhen stor befolkning.
Han fortæller, at palæstinenserne har tre hovedproblemer. Den manglende bevægelsesfrihed gør livet i bydelen særdeles vanskeligt. Dette fjerner underlaget for butikkerne, der derved lukker og underminerer befolkningens økonomiske fundament, og endelig er volden fra bosættere et alvorligt problem, der forstærker de to øvrige.
Børn er problemet
"Vi er klar over, at vold fra børn og mindreårige på begge sider af konflikten er en stor del af sagens kerne," siger Yuli Tamir.
Hillel Cohen er helt enig og identificerer bosætterbørn, der kaster sten mod palæstinensere, som en daglig forteelse, og dette har han set gribe om sig i den seneste tid.
"Mange af de unge, der stillede sig voldeligt i vejen for rømningen af Gush Katif, kom herfra og er nu tilbage. Deres personlige skuffelse koger over i ny vold," forklarer han.
Men omvendt har den israelske ledelse og offentlighed netop med Gush Katif også indset, at det kan lade sig gøre at rømme bosættelser. Og navnlig har man høstet mange nyttige erfaringer gennem socialarbejderes vellykkede indsats over for de helt unge ballademagere.
"Vi har en masse god viden fra Gush Katif, og jorden er i høj grad gødet for, at noget mere kan ske," siger han optimistisk.
Et spinkelt håb
Men oppe omkring Tel Rumeida, bosætterenklaven, der ligger lidt hævet over resten af byen og går for at være den mest radikale, ser billedet nogenlunde uændret ud.
"Intet har rykket sig," siger den radikale bosætterleder Baruch Marzel, som vi møder.
"Tværtimod vokser Tel Rumeida, og vi ved, at hverken Sharon eller andre forrædere vil få held til at flytte os. Vi ønsker at leve her, tæt på patriarkernes grave og vore jødiske rødder, og det er ikke vores skyld, at araberne flytter herfra."
Tel Rumeida har i mange år været et af byens kontroversielle brændpunkter og vil sandsynligvis være det i endnu højere grad nu. Fem nye familier flyttede til stedet i sidste uge. Den lille vej til enklaven fører videre op til en lille gruppe palæstinensiske hjem, der i lange perioder har været under stærkt pres fra bosætterne for at flytte ud.
"Jeg er blevet tilbudt 10 millioner dollar for mit hus, og når jeg siger nej, lukker de vejen og forhindrer mig i at komme ud," siger Hashem Azzi, der bor ovenfor Tel Rumeida.
Han peger over mod nabohuset, hvor der for nylig boede en ældre palæstinenser, der gav op og flyttede. Kort efter rykkede bosætterne ind, og de siger nu, at de har købt huset, selv om Hashem Azzi er overbevist om, at skødet er forfalsket.
"De prøver af alle kræfter at få os ud, og det bliver slemt nu," siger han.
"Men på den anden side tror jeg nok, den israelske regering har lært noget af Gush Katif, for jeg har allerede mærket en holdningsændring blandt soldaterne i byen. De lader ikke længere bosætterne gøre hvad som helst, så jeg ser et spinkelt håb."
