Læsetid: 2 min.

Sød musik opstår

Bered dig på at forlade biografen nynnende, hvis du går ind og ser 'Et sikkert hit', en romantisk komedie om at finde melodien og bryde ud af fortidens fængsel
20. april 2007

1980'erne må være den fantasiforladte komedieforfatters foretrukne årti, men til instruktør og manuskriptforfatter Marc Lawrences forsvar skal siges, at han i Et sikkert hit kun scorer få nemme point på pastelfarver og fjollede frisurer.

Da 80'er-bandet PoP gik i opløsning, led Alex Fletcher (Hugh Grant) samme skæbne som Wham's Andrew Ridgeley; et mere talentfuldt bandmedlem løb med al opmærksomheden, og snart kunne ingen huske hans navn. Nu tjener Alex til livets ophold ved at ryste sin midaldrende røv på markeder og i forlystelsesparker.

Men det store comeback synes inden for rækkevidde, da han en dag kontaktes af superstjernen Cora Corman, hvis sceneoptræden kombinerer buddhisme med et kropssprog så kinky, at det kunne få Christina Aguilera til at slå blikket ned. For hende repræsenterer Alex en fjern og eksotisk fortid, og hun vil gerne synge en duet med ham, så kan han ikke lige skrive en sang, som skal være Cora i hænde om et par dage? Der er bare det ved det, at Alex aldrig har kunnet hitte ud af at skrive tekster.

Belejligt nok viser Sophie (Drew Barrymore), den charmerende særling af en kvinde, som er ansat til at vande Alex' planter (!), sig at være et naturtalent ud i tekstforfatning. Med møje får Alex overtalt hende til at hjælpe, og så tager Amor så småt sigte.

Lettere brugt sexsymbol

Faktisk leverer Et sikkert hit jo et dobbelt skud nostalgi, da Grants storhedstid som forfjamsket og meget britisk sexsymbol var 1990'erne. Det gør dog kun afdankede Alex - som stadig kan bringe jævnaldrende kvinder i ekstase med sætninger som: "Vær ærlige tøser; er mine bukser for stramme?" - mere troværdig og morsom.

Planterne symboliserer evnen til videreudvikling, og begge hovedpersoner har da også behov for at slippe fri af fortiden; Alex fra sit stadigt mere ydmygende 80'er-image, og Sophie fra et traume, som forhindrer hende i at folde sit talent fuldt ud. Derudover er det dog småt med konflikterne, og man kunne have ønsket et bump eller to mere på vejen, som fører til den grandiose og lykkelige finale, genren foreskriver.

Det tynde plot er hængt op på en række lidet sandsynlige hændelser og sammentræf, men det mere end opvejes af filmens raske tempo og livlige dialog samt en stærk kemi mellem Grant og Barrymore, som holder Sophie-figuren på afstand af det sukkersøde.

Populærmusikindustrien får et par skud for boven, men Et sikkert hit udtrykker også en oprigtig begejstring for den gode ørehænger - ikke mindst fordi de melodier, som indgår i handlingen, faktisk er fængende.

Music and Lyrics. Instruktion og manuskript: Marc Lawrence. Amerikansk (Palads, Metropol, Falkoner, CinemaxX og Empire i København samt 33 biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her