Læsetid: 5 min.

Den søde kløe og den nyopgravede ungdom

Kolonisering af fjerne stilarter i dansegulvets tjeneste. Dunkelt seksuelle tekster i familievenlig disco-sovs. Og returbillet til den tabte ungdom. Strategierne er mange, når blodet skal rulle - om man så kalder sig Elton John, Scissor Sisters eller Basement Jaxx
16. september 2006

Der er mange måder at have det sjovt på. Her er to: 1) Genoplive og -leve sin barn- eller ungdom. 2) Kolonisere kulturer fra fjerne egne. Lyder det ikke som din idé om en festlig lørdag aften, så tager du fejl, kære læser. For især første strategi er jo stort set det, vi alle kommer til at opleve, når vi er i selskab med gamle venner og stereoanlægget får lov at arbejde for føden fra stikkontakten. For min årgang er det f.eks. 80'erne, der er i tung - alt for tung - rotation på dansegulvet og også på hitlisterne, hvilket vidner om, at vi må have fået distance nok til årtiet til at genopleve det.

Har man ikke mave til det (i både den ene og anden forstand), og vil man hellere opsøge en form for nu, ja, så må man i disse dage søge hjælp hos de musikere, som mimer globaliseringen i deres samp-lerdeliske musik. Altså dem, der betjener sig af morskabsmetode 2. Og til det formål er Basement Jaxx stadig strålende.

Efter det let skuffende, nærmest febrilske Kish Kash fra 2003 er de tilbage i rillen med det fjerde album Crazy Itch Radio, hvor den britiske duo genoptager kærlighedsaffæren med den vokale house-musik, som de udstyrer med nyt vedhæng fra verdenshjørnerne. Uden at ryste på hånden koloniserer Felix Buxton og Simon Ratcliffe under nærværende skudsalve brankede blæsere fra Balkans mest kuldsejlede bryllupper, baile funk fra Rio de Janeiros favelaer og gutter-beats fra de fugtigste klubber i Baltimore, USA. Med mere. Så dette er lyden af en globaliseret modernitet, og ikke mindst lyden af de musikere, som har råd til at nyde godt af den og f.eks. optage 30 børn fra et afrikansk børnehjem til et track.

Basement Jaxx har denne gang langt bedre fat om de smukt svungne melodier og brusende harmonier, som oprindelig førte dem frem som en sjælden blanding af stærke producere og ferme sangskrivere; som nogle af de vigtigste fornyere, da house fik sin anden genkomst i midten og slutningen af 90'erne. De er for længst blevet indhentet af tiden, og de når ikke på niveau med deres perle Rooty - ikke mindst på grund af nye, mere lounget langsomme tracks. Men få kan fremtrylle en så strittende biodiversitet og samtidig så retningsbestemt en fest som Basement Jaxx. Uden skam i livet. Så Crazy Itch Radio er en overordentlig sød kløe, hvis du spørger mig.

Falsetten vibrerer

Før de føromtalte 80'ere kom 70'erne, hvor jeg var barn og vild med ABBA og Stevie Wonder, og det gælder vist også medlemmerne af Scissor Sisters. Men at dømme ud fra deres musik var de endnu vildere med tidlig Elton John og med disco-bølgen fra deres hjemby.

Bee Gees-falsetten vibrerer, hvor den skal på Scissor Sisters' andet album, Ta-Dah, trommerne dikterer dansen høfligt og forudsigeligt, og bassen serverer et elastisk og virilt sikkerhedsnet. Alt er, som det skal være. Ingen ubehagelige overraskelser, kun behagelige, såsom at idolet Elton John figurerer som medkomponist.

Ta-Dah er professionelt spillet, velsmurt velkomponeret vellyd, som også kan få mor, måske endda bedstemor, op af stolen. Så længe de ikke lytter til de dunkleste af teksterne. Nu er det selvfølgelig ikke for ingenting, at newyorkerkvintetten trækker på en genre, der voksede sig stor på flamboyante klubber i New York City fortrinsvis frekventeret af homoseksuelle afro-amerikanere. Og det er ikke for ingenting, at de har opkaldt sig efter en lesbisk gensidigt klitoris-gnubbende stilling. Disco er low down dirty sexmusik, og det har disco altid været. Men den var oprindeligt pakket mere eufemistisk ind end her, ligesom genren også i mellemtiden er blevet ren mainstream og offer for festorkestre landet over. Så det er svært underholdende og skarpt oplivende at høre Scissor Sisters lægge familievenligt swing til ord som "I ain-t got nothing but your seed on my face/You put them babies to waste" eller "I love it when she chokes me/In the backseat of a riverboat/Cause she's my man".

Scissor Sisters skammer sig ikke, og hvorfor skulle de også det, når de har så sikkert et håndværk og smider så komfortabel en fest? Jo, fordi de desværre af og til forfalder til automatpilot, som under et par ørkenstræk (med højst uvelkomne guitarsoli) gør dem til noget nær et ordinært boogierockband med rytmeboks. Og det er en skam, når de kan være så høflige at hælde barberblade i nostalgisuppen, -stegen og -isen, så blodet ikke kun ruller fornøjet i erindringens kramper, men også sprøjter.

På visit i storhedstiden

Erindringen får også blodet i sving i Sir Elton Johns hårdt prøvede korpus. Forskellen er selvfølgelig, at han var der. Og nu er han der igen og med samme udgivelsesdato som Scissor Sisters. The Captain and The Kid er således opfølgeren til nøglealbummet Captain Fantastic and The Brown-Dirt Cowboy fra 1975. To albummer, hvis titler refererer til hovedpersonen og hans mangeårige tekstforfatter, Bernie Taupin. En aldrende popstjerne og hans tro følgesvend på visit i egen storhedstid, i årtiet, som med held søges genoplivet, ja, albummet klinger ikke bare af årtiet, men parafraserer også akkorder og figurer og skalaer og harmonier og fraseringer fra Eltons bedste plader og sange, endda op i 80'erne til hittet 'I'm Still Standing' - på sangen 'And The House Fell Down', som ville medføre sagsanlæg fra Elton John for omkvædet, hvis altså ikke han selv havde komponeret den. Men her er også grum bluesrock, uudholdelig i al sin onanistiske professionalisme, og for mange sovsede ballader.

Til gengæld bølger klavertangenterne frejdigt under hans kyndige, men i mange år så sentimentale hænder. Det er heldigvis trængt i baggrunden. Og hans stemme smælder ikke ungdommeligt, men i hvert fald livsaligt gennem vers om året 1967, slanger og andet godtfolk i showbusiness, dage på kokain, vin og lidt græs, venner faldet for AIDS' spredehagl og to knøse på benovet besøg i USA og naivt fanget i Richard Nixons mediestunts.

Det er ikke Sir Eltons bedste plade, slet ikke, og det er ikke en af årets plader overhovedet, not even close, baby - medmindre man har svært ved at give slip på manden og er for døv til at høre kvaliteter i nutidig musik. Men det er dog et sympatisk livstegn fra en mand, som har været i langvarig dvale i stjernetilværelsens kuvøse.

nBasement Jaxx: Crazy Itch Radio (XL/Playground)

nScissor Sisters: Ta-Dah (Polydor/Universal). Udkommer mandag

nElton John: The Captain and The Kid (Mercury/Universal). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu