Læsetid: 4 min.

Sødmefyldt vellyd

Wong Kar-Wai åbnede onsdag filmfestivalen i Cannes med sin første engelsksprogede film, den charmerende og lidt banale 'My Blueberry Nights', mens jurymedlem og forfatter Orhan Pamuk fortalte, hvorfor hans bøger ikke bliver filmatiseret
18. maj 2007

CANNES - Som skuespiller er Norah Jones ligesom sin musik: Sødmefyldt vellyd uden kanter eller overraskelser. Nogle vil sige kedelig, men så langt vil jeg trods alt ikke gå efter at have set den amerikanske sangerindes debut som skuespiller, kinesiske Wong Kar-Wais engelsksprogede My Blueberry Nights, der onsdag åbnede filmfestivalen i Cannes.

Det er ikke nogen stor film, men det er heller ikke en af den slags forfærdelige filmflop, som kan skyde festivalen i gang på den helt forkerte måde. Kar-Wai, der er en af sin generations mest respekterede filmskabere, har været i Cannes adskillige gange, og i 2006 var han formand for konkurrencejuryen.

I år deltager han så selv i konkurrencen med My Blueberry Nights, der følger en ung kvinde, Elizabeth (Norah Jones), på en tur på tværs af USA og tilbage igen - fra New York til Las Vegas. Lizzie eller Beth, som hun også kalder sig, lider af et knust hjerte, og selv om hun i New York bliver venner - og måske mere - med den sympatiske barejer Jeremy (Jude Law), tager hun alligevel 'flugten' og rejser fra by til by, mens hun forsøger at finde sig selv.

Charmerende og banal

Undervejs møder Elizabeth en række mennesker, der er om muligt endnu mere ulykkelige og i vildrede end hun selv og får således sat sin egen eksistens i relief. Der er den fordrukne politimand Arnie (formidabelt spillet af David Strathairn), som er så ulykkelig over, at hans kone (Rachel Weisz) har forladt ham, at han ikke længere kan finde ud af at fungere i ædru tilstand. Og der er en barsk pokertøs (dejlige og dygtige Natalie Portman) med et mere problematisk forhold til sin gambler-far, end hun lader omgivelserne vide.

Norah Jones' Elizabeth er groft sagt filmens mindst interessante karakter, og det er en pointe, at Wong Kar-Wai lader hende spejle de skårede eksistenser, hun møder på sin tur, og som alle lærer hende et og andet om livet og kærligheden. Det er især scenerne med Strathairn og Portman, som giver My Blueberry Nights noget af den nerve og det liv, instruktørens tidligere film om ensomhed og den svære kærlighed har, ikke mindst mesterværket In the Mood for Love.

Wong Kar-Wai er en gudbenådet stilist, der sammen med sin nye fotograf, Darius Khondji, har skabt en smuk og poetisk visuel fortælling, der er fuld af slowmotion, mættede farver og kornede billeder, synes at ånde og bevæge sig i samme rytme som musikken og personerne og det amerikanske landskab. Indimellem føler man sig næsten hensat til David Lynch-land - bare uden de foruroligende undertoner.

My Blueberry Nights, som Kar-Wai har skrevet sammen med den amerikanske krimiforfatter Lawrence Block - det fornemmer man især i Strathairn-afsnittet - er en charmerende film, men den har også nogle problemer. Især den banale voice over af både Jones og Law, hvor der tales i hovedsætninger og konkluderes unødvendigt på det, man ser, ødelægger mere, end den gavner. Måske har det at gøre med, at Kar-Wai denne gang arbejder på et andet sprog, end han er vant til - banaliteter lyder i hvert fald mere eksotiske og dybe på kinesisk end på et sprog, man kender godt, f.eks. dansk eller engelsk.

Frears og Pamuk

Onsdag var også dagen for det obligatoriske jurypressemøde, der sjældent er særlig interessant, men som alligevel kan være en sjov oplevelse, hvis ellers de enkelte jurymedlemmer er veloplagte. Og juryformanden, den engelske filminstruktør Stephen Frears (The Queen), der er kendt for sin tilbagelænede, uimponerede fremtoning og sine ofte korte, halvironiske svar, var en af dem, som i glimt leverede varen.

Adspurgt, om han sagde ja med det samme, da han blev spurgt om at være juryformand, eller om han tøvede, fordi han ikke var tryg ved at skulle bedømme film og præstationer, svarede han med et skævt smil: "Jeg tøvede. Men så talte jeg med min ekskone."

Det fik de tilstedeværende journalister til at grine, og min sidekvinde, en midaldrende, britisk kvinde, lænede sig over og mumlede, "det er en hel film i sig selv."

Lidt senere blev Frears spurgt, om ikke det vil kræve en vis generøsitet af ham at uddele Den Gyldne Palme, når nu han selv har deltaget i konkurrencen så mange gange uden at vinde: "Det havde jeg ikke tænkt på. Det har du nok ret i. Måske vil vi lade være med at uddele priserne. Vi vil nægte at bedømme filmene, eller også vil vi være meget jaloux - jeg vil i hvert fald."

Ellers var det juryens litterære indslag, den Nobelpris-vindende, tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, der sagde de mest mindeværdige ting, f.eks. om udsigten til at få sine egne bøger filmatiseret: "Selvfølgelig vil alle forfattere gerne have deres bøger forvandlet til film. Men så melder tvivlen sig: Bliver det en god film? Jeg er berygtet for ikke at ville give min tilladelse, og jeg har nok efterhånden knust så mange hjerter, at ingen længere banker på min dør. Jeg vil da gerne se mine bøger blive lavet til gode film, men det kræver så megen opmærksomhed og energi. Ernest Hemingway sagde engang, at det er et forhold, man ikke kan kontrollere. Hollywood giver dig pengene, og du giver dem bogen, og så skal du glemme alt om det. Det kan jeg ikke. Jeg er bekymret og stiller spørgsmål, og derfor bliver der ikke lavet film baseret på mine romaner."

Mere Cannes på dagens filmsider og på nettet, www.information.dk/cannes og luftskibet.information.dk/forsidesensationen

www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her