Læsetid: 3 min.

Var der ikke noget med nogle søfolk?

Mere end 6.000 danske søfolk kæmpede i britisk og amerikansk tjeneste og bidrog til de allieredes sejr i Anden Verdenskrig. Siden blev søfolkene glemt
4. maj 2005

Overskriftens ord skal være udtalt eller råbt af kaptajn H.C. Røder på Rådhuspladsen i København en 4. maj lige efter Befrielsen. Han havde hørt på tale efter tale om Modstandsbevægelsen, om sabotage og våbennedkastninger og illegale blade. Men ikke et ord om de mere end 6.000 danske søfolk i britisk og amerikansk tjeneste, som havde givet det første og største bidrag til de allieredes sejr.

Og sådan har det været fra år til år, fra befrielsesjubilæum til befrielsesjubilæum. De søfarende bliver glemt.

Kaptajn Røder sejlede i britisk tjeneste, hans skib blev torpederet i slutningen af 1942. Under og efter krigen gjorde han meget for, at danske søfolks indsats og ofre i årene 1939-1945 skulle blive kendt.

Da filmen Støt staar den danske Sømand blev udsendt i 1948, viste han den ofte i forbindelse med sine foredrag på skoler og andre steder. I 1957 udsendte han bogen De sejlede bare . . . . Men lige meget hjalp det.

Igen og igen overså man søfolkene, når Danmarks forhold under krigen blev behandlet og drøftet.

De søfarende sejlede bare

I år, 60-året efter Befrielsen, kan man læse artikel efter artikel, bog efter bog, anmeldelse efter anmeldelse, som fortæller om situationen i Danmark under den tyske besættelse. Om regeringens handlemåde og handlemuligheder, landbrugets, fiskeriets, industriens og hele befolkningens holdninger. Hvordan og hvor sent, der voksede en modstand frem. De søfarende? De sejlede bare.

Men hen imod halvdelen af udeflådens folk sejlede allerede i sommeren 1940 under britisk flag, og det var i de måneder, hvor Storbritannien stod alene og kæmpede for livet, truet af luftbombardementer og tysk invasion. Mange sejlede i de dødsensfarlige kystkonvojer, som var med til at holde det britiske samfund i gang.

De omkring 6.500 danske søfolk, som befandt sig i allierede og neutrale områder den 9. april 1940 var et udsnit af den danske befolkning. Sikkert ikke et helt repræsentativt udsnit, for søfolk havde mere føling med den store verden end de fleste danskere, vidste mere om USA's enorme ressourcer, som jo allerede i 1940 var ved at blive stillet til det Britiske Riges rådighed. Og om englændernes sejhed og beslutsomhed.

De hørte til i et internationalt broderskab og følte solidaritet med deres kammerater i andre lande, især med dem, som nu kæmpede mod nazisme og fascisme. Mange af dem havde støttet denne kamp allerede i 30'erne - i den Spanske Borgerkrig, med hjælp til undertrykte og flygtende fra Tyskland, Italien og Spanien.

De udgjorde et udsnit af den danske befolkning. Danske var de.

I løbet af 1941 og 1942 kom næsten alle de, som bemandede udeflåden, i allieret tjeneste. De troede på en allieret sejr. De kæmpede for deres lands befrielse og for at rette op på Danmarks blakkede omdømme ude i verden. De bidrog til, at Danmark blev anerkendt som allieret nation.

Det havde Storbritannien og USA, som netop kendte søfolkenes indsats, ønsket allerede før den 5. maj 1945, men på grund af Sovjetunionens modstand skete det først kort efter.

Gik i glemmebogen

Forklaringen på, at krigssejlerne stadig glemmes - og det gælder også de hjemlige - kan være, at de ikke har gjort opmærksom på sig selv, bortset fra kaptajn H.C. Røder og nogle ganske få andre.

Udeflådens folk kom ikke hjem til parader og festtaler. De kom i større og mindre grupper eller enkeltvis over lang tid. De havde godt nok været omtalt i den illegale presse under krigen, og mange blev interviewet til aviserne, især lokalt, i de første måneder efter befrielsen, men det gik hurtigt i glemmebogen.

I de første år efter 5. maj var danskerne optaget af de hjemlige forhold: Modstandsbevægelsen, stikkerne, retsopgøret, spørgsmål om, hvem der havde været de største frihedskæmpere. For ikke at tale om rationeringerne, bolignøden og alle de andre problemer, og siden er kapitlet om dansk søfart under krigen gledet ud af den almindelige bevidsthed.

I den sidste tid har en række historikere og journalister bragt flere nuancer og bedre balance i billedet af Danmark i årene 1940-1945 ved at beskæftige sin med det samarbejde med tyskerne, som foregik dengang, og der er flere undersøgelser på bedding.

Men de mangler en anden balance. Deres arbejde burde ikke være afhængigt af, at skibsfarten og de søfarende ikke har interesseret folk i særlig grad. De bør se på alt, hvad der betød noget i de fem - eller på havene seks - forbandede år. Det gjorde søfolkene også.

Christian Tortzen er pensioneret lektor fra RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her