Læsetid: 8 min.

En sølle forfatning - Irak som offer for Vestens tunnelsyn

Da USA vippede Saddam Hussein, tippede man samtidig magtbalancen mellem sunnier og shiiter i den muslimske verden. Derfor stopper den irakiske konflikt ikke med folkeafstemningen på lørdag - den vil tværtimod sprede sig til hele regionen
13. oktober 2005

Det rummer sin egen skæbnesvangre ironi, at USA's militære omstyrtelse af Saddam Husseins regime med det formål at give irakerne frihed og demokrati nu er på vej til at islamisere Irak og give afgørende indflydelse til undertrykkende religiøse præsteskaber, herunder forstærket regional magt til det Iran, der af præsident Bush er udnævnt til medlem af 'ondskabens akse'.

Det er imidlertid kun det mest åbenlyse udtryk for, hvordan regeringen i Washington og dens allierede har ageret på basis af en forenklet, ahistorisk forståelse af såvel den irakiske nation som balancerne i hele den muslimske verden. Vestens ledere har gjort sig til ofre for et politisk tunnelsyn, der ikke alene risikerer at føre til Iraks opløsning, men til en omkalfatring af magtforhold i hele den muslimske verden og i forholdet mellem islam og Vesten.

Det mener folk som Stanley Weiss, formand for den amerikanske erhvervslederorganisation Business Executives for National Security, der for nylig udtrykte sig sådan i International Herald Tribune:

"Mere end to år inde i Irak-krigen risikerer Washingtons manglende evne til at begribe det sande omfang af denne religiøse kamp at undergrave dets strategiske mål i hele regionen."

Eller folk som professor i mellemøstpolitik ved det amerikanske militærs Naval Postgraduate School i Californien, Vali Nasr, der til Information siger:

"USA balancerer på en tynd line i sin håndtering af de sekteriske dimensioner af sin besættelse af Irak. Man har ikke gjort sig klart, at dette er en konflikt, der rækker langt hinsides irakisk politik."

Vali Nasr mener, at magtfulde lande som Iran og Saudi-Arabien inden for de seneste måneder har gjort sig til aktører på hver sin side i den irakiske strid og dermed har startet en proces, der kan sætte hele regionen i brand.

Befri de undertrykte

Det lød ellers så enkelt: I Irak havde et mindretal af sunnimuslimer i 70 år regeret over det store flertal af shiiter samt kurdere og andre etniske og religiøse minoriteter. I de seneste godt 20 år skete det under den blodige ledelse af Saddam Hussein og hans Baath-parti, som skånselsløst undertrykte, forfulgte og myrdede regimets kritikere, alt mens sunnimindretallet nød økonomiske og andre privilegier. Hvad kunne være mere rigtigt og humant end at standse barbariet, vælte diktatoren og give de undertrykte i Irak frihed, nu da Saddam Hussein oven i købet hævdedes at true den internationale sikkerhed med masseødelæggelsesvåben? Præsident Bush solgte dette budskab, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen var blandt dem, der købte det.

Men det var ikke så enkelt.

I dag oplever mange af Iraks sunnimuslimer sig som paria. Som en befolkningsgruppe kastet fra storhed til fattigdom, arbejdsløshed og politisk marginalisering under et nyt system behersket af det shiamuslimske flertal med magtfulde religiøse skikkelser i afgørende nøglepositioner. Og for sunnimuslimer er det, med Stanley Weiss ord, "et psykologisk chok", der rækker langt ud over Iraks grænser. For nok udgør shiiterne med ca. 60 pct. befolkningsflertallet i Irak, men i den samlede muslimske verden er shiamuslimerne en minoritet på bare 10 procent.

Af denne verdens 1,3 milliarder muslimer er 89 procent sunnier. Hos Iraks nabo Jordan er 98 procent af befolkningen sunnier, i Syrien 82 procent, i Kuwait 60 procent, i Saudi-Arabien antagelig op mod 80 procent. Det lille Bahrain er eneste andet arabiske land med shiamuslimsk befolkningsflertal, men med sunnimuslimske magthavere. Og uden for den arabiske del af den muslimske verden er det kun Iran, der har shiamuslimsk befolkningsflertal og politisk-religiøs ledelse.

Første gang i 1.000 år

Med shiamuslimernes reelle, USA-befordrede magtovertagelse i Irak er det således første gang i mere end tusind år, at shiiter får kontrollen over et arabisk land. Retfærdigt eller ej, det er en rystelse som får og har konsekvenser i hele den muslimske og arabiske verden - blandt sunnier såvel som shiiter.

Siden deres veje skiltes i det syvende århundrede, har de to muslimske retninger ligget i indbyrdes konkurrence om magt og indflydelse, jævnligt via voldelige konfrontationer.

I 1960'erne og '70'erne søgte de undertrykte shiamuslimer i Mellemøsten at bygge bro ved at nedtone det religiøse aspekt og tilstræbe medindflydelse ved at vægte sekularisering, typisk i form af panarabiske eller socialistiske dagsordener. Det ændrede sig imidlertid med den iranske revolution i 1979, der bragte den ortodokse ayatollah Khomeini til magten og shiamuslimsk selvbevidsthed tilbage på dagsordenen i og uden for Mellemøsten. Resultatet blev nye skærpede modsætninger, der i lande som Pakistan, Bahrain, Kuwait og Saudi-Arabien førte til væbnede sammenstød mellem sunnier og shiiter, men også til forstærket undertrykkelse af de shiitiske mindretal fra de sunnimuslimske magthaveres side. I Irak førte den genfundne shiitiske selvbevidsthed f.eks. til Saddam Husseins slagtning af omkring 30.000 shiamuslimer alene i 1991.

Så alt imens ayatollah Khomeini i Vesten fremmanede et billede af shiamuslimer som truende, antivestlige og fundamentalistiske kræfter, mislykkedes det reelt for Iran at rokke ved den interne balance og sunnidominans i den muslimske og arabiske verden.

"Til sidst opgav man forsøget. Ved udgangen af 1980'erne var samtlige Iran-støttede shiamuslimske forsøg på at vinde politisk magt i Golfen, Afghanistan og Pakistan - med Hizbollah i Libanon som undtagelse - løbet ud i sandet. Irans militære forsøg på at omstyrte Saddam Husseins regime var også endt i nederlag," fortæller professor Vali Nasr, ekspert i politisk islam ved afdelingen for nationale sikkerhedsspørgsmål på den amerikanske flådes Naval Postgraduate School i Monterey, Californien.

Til gengæld bidrog shiaernes udfordring til at stimulere de mere militante, dogmatiske og religiøst selvbevidste strømninger inden for sunni-islam. De fundamentalistiske wahhabister - fra 1970'erne støttet finansielt af de saudiarabiske magthavere - vandt f.eks. terræn i Afghanistan, Pakistan og Kashmir. Det var ikke noget, der på det tidspunkt bekymrede Vesten særligt, fordi det formørkede præstestyre i Iran ansås for den største trussel mod vestlige interesser.

Det oprindelige angrebspunkt for disse sunnimuslimske wahhabister, der i Afghanistan blev kendt som talebaner, var den sovjetiske besættelsesmagt i landet. Siden har deres kamp- og trosfæller i al-Qaeda især været forbundet med terrorkrigen mod USA og Vesten. Men hele tiden har hadet til shiamuslimerne været et helt afgørende - blot af Vesten overset - ledemotiv. Når Osama bin Laden taler om "de ondeste skabninger under himlene," så er det ikke amerikanerne, han sigter til, men de "frafaldne" muslimer, der bekender sig til shia-islam.

USA tippede balancen

Det er i denne samtidshistoriske kontekst, at den amerikanskledede koalition i 2003 ryddede det sunnimuslimske styre af vejen i Irak, banede vej for shiamuslimers reelle magtovertagelse og dermed forstyrrede balancen og konkurrencen om magt og indflydelse i den muslimske og arabiske verden.

"Magtbalancen er tippet til shiiternes fordel," siger Vali Nasr.

"Efter to årtiers undertrykkelse fra sunnimuslimske regimers side er shiiters selvfølelse blevet stimuleret. De kræver på ny større rettigheder og deres retmæssige plads på den politiske arena i Mellemøsten."

Vali Nasr påpeger, hvordan shiamuslimske grupper i Saudi-Arabien har vundet politisk terræn og er blevet mere offensive i deres krav til landets magthavere, og hvordan båndene mellem shiiter i Iran og Libanon er blevet forstærket efter Saddam-styrets fald i Irak. Jordans sunnimuslimske kong Abdullah II advarede sidste år om udsigten til en shiamuslimsk 'halvmåne', strækkende sig fra Iran via Irak og Syrien til Libanon.

"I militante sunnimuslimske kredse udlægges shiiternes genkomst som bevis på en USA-ledet sammensværgelse med det mål at svække og underlægge sig de ægte troende, sunnierne. For disse kredse har Washington stjålet Irak ud af hænderne på 'det sande' islam og foræret det til de frafaldne."

"Disse (shiitiske) kættere udgør en fare for regionen, der ikke er mindre end faren fra jøderne og de kristne," lyder svovlprædikenen fra wahhabi-præster i Saudi-Arabien. Og i Irak har den sunnimuslimske al-Qaeda-leder Abu Musab al-Zarqawi for nylig erklæret "total krig mod shiamuslimer overalt", hvor de findes.

Der er forskel på al-Qaeda og de sunnimuslimske oprørere med rødder i Baath-partiet, men de er i dag forenede i en fælles, tostrenget kamp for at fortrænge USA fra Mellemøsten og genindsætte sunnierne i deres rette, dominerende position på shiiternes bekostning, anfører Vali Nasr.

"Samtidig med at shia-islam får voksende betydning i Irak såvel som i det samlede Mellemøsten, vokser også det militante sunni-islam med al-Qaeda, den irakiske modstandsbevægelse, Hamas og resterne af Taleban som spydspidser. Og det har potentiale til at forvandles til en endnu stærkere kraft, hvis oppositionen af wahhabister i Saudi-Arabien får held til at ændre landets politiske landskab."

"I en simultan krig mod USA og mod shiiterne vil de militante sunnimuslimer vikle regionen ind i sekterisk vold i bestræbelsen på at forhindre såvel den amerikanske dagsorden som de forandringer, øget shia-indflydelse vil indebære," lyder Vali Nasrs dystre prognose.

Han påpeger, at to af regionens store spillere - Iran og Saudi-Arabien - inden for de seneste måneder har involveret sig i konflikten på hver sin side.

"Da den saudiske udenrigsminister, prins Saud al-Faisal, for en måned siden besøgte Washington og åbent sagde, at Irak er ved at falde i hænderne på shiiterne, var det saudiernes officielle indtræden i konflikten. I de kommende år vil vi se en stærk sunnimuslimsk indsats i regionen for at skrue udviklin-gen tilbage og genvinde den indflydelse, man nu har mistet i Irak. Og shiiterne vil omvendt arbejde ihærdigt på at fastholde den nyvundne magt."

Efter afstemningen

Når irakerne på lørdag stemmer om en ny forfatning, så vil det - uanset udfaldet - ikke kunne ændre konfliktens retning, mener Nasr.

"Folkeafstemningen vil afføde en masse problemer. Hvis forfatningen godkendes, vil sunnierne kun kunne se én vej til at få forhandlinger om den genåbnet: Ved optrappet vold. Hvis forfatningen forkastes, er det sandsynligt, at shiiterne beslutter ikke længere at spille bold med amerikanerne, fordi de kan se, at de er ved at miste det, de hidtil har opnået. Shiiterne har hidtil holdt sig nogenlunde i ro, fordi de har haft fordele af udviklingen. Men der er en enorm opsparet vrede blandt shiamuslimerne, og roen vil ikke fortsætte, hvis udviklingen går dem imod."

"Nogle siger, at der er så mange tætte relationer mellem shiiter og sunnier - f.eks. ægteskaber og andre familiebånd - at de aldrig vil begynde at bekrige hinanden. Det sagde man også om befolkningen i Sarajevo - de endte med at slå hinanden ihjel," siger Vali Nasr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu