Læsetid: 5 min.

Sølvpapirhatte og komplotmagere

Indtil for få år siden var folk, der troede, at deres regering kunne transmitere informationer direkte ind i hjernen på dem, en lille marginaliseret gruppe tosser. I dag er det en af de populære konspirationsteorier, der blomstrer, og sammen med andre mulige teorier på verdens gang vinder udbredelse
26. juni 2007
Indtil for få år siden var det en marginaliseret grupper, der troede, at deres regering kunne transmitere informationer direkte ind i hjernen på dem.

'Sølvpapirhatte' (tin foil hats) kaldes de foragteligt - den voksende skare af mennesker, der jævnligt ifører sig hjemmelavede huer af aluminiumfolie for at beskytte deres hjerne mod elektromagnetiske felter og navnlig mod de fremmede magter, som bruger disse felter til at udøve bevidsthedskontrol.

Det sker ved hjælp af såkaldt psykotroniske våben, der på subtil vis bearbejder den menneskelige psyke og kan påvirke og styre tanker, følelser, reaktioner og adfærd over afstand.

Denne 'krigsførelse' foregår særligt med henblik på at afrette individerne til at være konforme samfundsborgere og forbrugere, der ikke anfægter den bestående orden.

Indtil for få år siden var folk, der tror på, at deres regering er i stand til at transmittere stemmer direkte ind i deres hoved, blot enlige, marginale individer, man med god ret kunne mistænke for at være modne til en psykiatrisk diagnose. Men efterhånden har teorien om psykotroniske våben fået tusinder af tilhængere over store dele af verden. Websider om 'elektromagnetisk chikane' er skudt frem i Indien, Kina, Japan, Sydkorea, Rusland og andre lande, og også i Danmark har teorien visse tilhængere, som den dansksprogede del af internettets usenet-nyhedsgrupper vidner om.

Hjernevask

De angivelige ofre for psykotroniske våben holder konferencer i storbyer som Washington, hvor de udveksler tips om, hvordan man bedst kan beskytte sig mod fjerndistance-hjernevask og drøfter, hvilke retslige skridt de kan tage imod disse former for overgreb.

Efter ihærdigt lobbyarbejde lykkedes det faktisk i 2001, at få det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Dennis Kucinich, til at fremsætte et lovforslag om forbud mod 'psykotroniske våben'. Efterfølgende latterliggørelse i medierne fik ham dog til at tage det af bordet.

Forestillingen om de psykotroniske våben er et eksempel på en moderne konspirationsteori og bygger som alle konspirationsteorier på en påstand om, at en fordækt alliance af magtfulde personer i sidste ende kontrollerer de aktuelle magtforhold og den gældende verdensorden, samtidig med at disse konspiratorer drevent forstår at skjule dette for masserne og offentligheden.

Den hemmelige gruppe er en eller anden sekterisk minoritet - jøder, frimurere, arabiske terrorister osv. - eller en elite af magthavere, som kan gribe til en bred skala af manipulative midler - finansielle, teknologiske, politiske, militære, psykologiske - for at nå deres mål: at udøve dominans.

Syndebuksmyte

I den forstand tjener konspirationsteorier samme sociale formål som de urgamle syndebuksmyter.

De udhænger og dæmoniserer bestemte fjendegrupper som ophav til et nedrigt og omfattende anslag mod samfundets fælles bedste, idet de samtidig heroiserer dem, som gennemskuer komplottet og udpeger dets bagmænd.

Den franske historiker Raoul Girardet ser (i bogen Mythes et mythologies politiques) ligefrem konspirationsteorier som den moderne tidsalders modstykke til tidligere tiders myter: Enhver konspirationsteori begynder som en vilje til at ville forklare et eller andet magtfuldt og gådefuldt fænomen, hvad enten det så er de rådende magtforhold eller voldsomme historiske begivenheder, f. eks. drab på ikonagtige skikkelser som John F. Kennedy eller Lady Di.

Konspirationsteorierne tilbyder en simpel, ikke videnskabelig fortolkningsramme, der på én gang bygger på fordomme og 'sund fornuft' efter devisen 'der går aldrig røg af en brand, uden at der er ild i den. Og som tilfældet er for myten, er deres oprindelse ofte diffus og så vanskelig at spore som vandrehistorier og folkesagn - de fødes spontant i folkedybet.

At det kan være velbegrundet at mistænke magthavere for det værste, er historien ganske vist rig på vidnesbyrd på - politiske ledere, hvoraf Hitler, Stalin og Mao kun er de mest prominente, har unægteligt været ophav til enorme lidelser og massemord, og ganske ofte er dette også sket som led i konspiratorisk formulerede målsætninger.

Ganske ofte har de samme magthavere tilmed nået deres position ved at lancere egne konspirationsteorier om deres virkelige eller indbildte modstandere, såsom forestillingen om 'verdensjødedommens' projekt om global magt igennem ødelæggelse af racernes renhed.

Virkningshistorie

Men skønt konspirationer og konspirationsteorier således har en konkret politisk virkningshistorie, vil de fleste historikere afvise, at de hører til historiens 'primære bevægere'.

Som den amerikanske historieprofessor Bruce Cumings skriver i The Origins of the Korean War, her citeret fra Wikipedia:

"Skønt konspirationer findes, er det kun sjældent, at de udøver andet end marginale påvirkninger på historien, og som oftest får de uforudsete konsekvenser, der står helt uden for deres ophavsmænds kontrol. Historien skabes af dybere liggende kræfter og af den menneskelige kollektivitets bredere strukturer."

Psykologer pointerer, at konspirationsteoriernes udbredelse kan udspringe af en elementær menneskelig tilbøjelighed til at stille spørgsmålet cui bono? - hvem gavner dette her?

Dette blik for at øjne skjulte motiver hos andre mennesker synes at være et universelt fænomen. Når man ikke kender relevante kendsgerninger i en given sag, eller når strukturelle interesser snarere end personlige motiver står på spil, vil mange være tilbøjelige til at opdigte en falsk konspiratorisk redegørelse for en upersonlig begivenhed.

Modstykket til denne tilbøjelighed vil i førvidenskabelige kulturer være tendensen til at opleve verden igennem en animistisk prisme: Livløse genstande eller fænomener i omverdenen af betydning for mennesker bliver feticheret og antages for være bolig for velvillige eller ondsindede ånder.

Afmægtige grupper

Den engelske journalist og forfatter Christopher Hitchens betegner konspirationsteorier som "demokratiets uddunstninger," hvormed han mener det uundgåelige resultat af, at så enorme mængder af informationer nutildags cirkulerer blandt så stort et antal mennesker.

Andre peger dog på, at konspirationsteorier i lighed hyppigere forekommer inden for befolkningsgrupper, som oplever sig selv som ofre for social isolation eller politisk afmægtiggørelse.

Den amerikanske forfatter Noam Chomsky, der bedst kendes for sin konsekvente kritik af årtiers amerikansk stormagtspolitik, er ikke en ynder af konspirationsteorier. De dræner venstrefløjen for dens kritiske potentiale, betoner han og anbefaler i stedet: institutionsanalyse, som baserer sig på offentlige institutioners langsigtede adfærd som denne, findes nedtegnet i offentligt tilgængelige dokumenter og/eller beskrevet i medierne.

Men en anden prominent amerikansk venstreintellektuel, Michael Parenti, advarer mod at miskreditere konspirationsmistanker på forhånd. I værket Against Empire skriver han:

"'Konspirationsteori' er blevet en alt for letkøbt formular for afvisning af begrundede mistanker. De, som råber op om konspirationsteorier, tror altså ikke på, at politiske beslutningstagere kunne finde på at lyve eller have uudtalte agendaer, der tjener magtfulde interesser. De insisterer på, at de rige og magtfulde - i modsætning til alle os andre - ikke handler ud fra bevidste forsæt. Jeg husker en vittighedstegning af to køer på en eng. Denne er tydeligt ængstelig og siger: "Oh rædsel! Jeg har lige fundet ud af, hvordan de laver hamburgere," hvortil den anden svarer: "Åhr, I latterlige paranoide venstreorienterede med jeres evindelige vrøvl om konspirationsteorier".

Så medmindre vi alle ønsker at blive lavet om til hamburgere, ville vi nok gøre klogt i at oveveje, om de vilkår vi er underlagt, nu også bare er resultatet af ikke-tilsigtede og upersonlige begivenhedsforløb.

Om det nytter at iføre sig sølvpapirhat for at undgå at blive til en hamburger er til gengæld tvivlsomt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her