Læsetid: 3 min.

'Min søn får nok større chancer end jeg'

Somalieren Mahamod brugte år på at lære dansk og få sig en god uddannelse. Alligevel er han rendt ind i lutter lukkede døre
12. september 2005

"Verden står åben for mig."
Sådan tænkte Mahamod Jama Farah, da han i 2002 sad på sit værelse i Gladsaxe vest for København. Han havde lige afsluttet sin uddannelse til stærkstrøms-ingeniør på de normerede tre og et halvt år. Afgangsprojektet havde han lavet hos Grundfos i Bjerringbro, og han fik både ros og karakteren ni for projektet. Ud over at tale et letforståeligt dansk behersker Mahamod arabisk og engelsk, så han nemt kan udstationeres i mange lande.

Dengang som nu var der bud efter folk med hans kvalifikationer. Ingeniørhøjskolen i København skriver således på sin hjemmeside, at "færdiguddannede stærkstrømsingeniører har mere end let ved at finde beskæftigelse."

Mahamod dimitterede samtidig med otte andre elever. De var alle hvide danskere og hurtigt fik job, selv om nogle af dem havde fået dårlige karakterer. Jobsøgningen gik helt anderledes for Mahamod:

"Jeg sad alene på mit værelse ved computeren og skrev den ene ansøgning efter den anden. Det blev til over 100. Hver gang fik jeg et standardbrev tilbage med besked om, at 'stillingen er besat til anden side.' Jeg blev ikke indkaldt til en eneste samtale," fortæller Mahamod.

Hans eneste forklaring på de mange afslag er hans udenlandske navn.

"Hvis bare jeg vidste, hvorfor de afviste mig uden en jobsamtale, kunne jeg forholde mig til det. Manglen på forklaringer har forvirret mig."

Jeg er gratis

De mange afslag "var ved at gøre mig syg," erindrer Mahamod og kigger ned i bordet.

Han gav dog ikke op. Han ringede og tilbød virksomheder at arbejde gratis for dem, mod at de gav ham chancen.

"Ingen steder fik jeg at vide, at mine kundskaber f.eks. til at tale dansk var for dårlige. Kun at arbejdsgiveren 'ikke lige havde en ledig arbejdsplads', eller at 'det kan ikke lige lade sig gøre nu'."

I 2003 kom Mahamod i jobtræning hos vandforsyningen i Gladsaxe Kommune, men der var ikke penge til at ansætte ham efterfølgende.

Så prøvede han en ny strategi: "Jeg begyndte at søge job som elektriker og som butiksassistent. Men her fik jeg så at vide, at jeg var overkvalificeret. Jeg blev fuldstændig slået ud, for ingen af mine drømme så ud til at blive til noget."

I 2004 havde Mahamod fået nok af dagpenge og bristede illusioner.

"Nu må det være nok, tænkte jeg, og så tog jeg et job som taxachauffør om natten. Det giver meget godt, men det var jo ikke derfor, at jeg læste i tre og et halvt år."

Mens den nu 32-årige Mahamod gik på Ingeniørhøjskolen i København, kom han en del gange ud i somaliske indvandrerklubber.

"Mange somaliere har en idé om, at de ikke har en chance her i Danmark, og at 'sådan er det bare.' Jeg gik ud og fortalte, at de unge skulle se at komme ud af ghettoen og tage sig en uddannelse. Når jeg nu kommer forbi nogle af dem, jeg talte til, kigger jeg væk."

Mahamod ærgrer sig ikke bare på egne vegne.

"Jeg er meget, meget ked af, at samfundet har brugt så mange ressourcer på at lære mig dansk og give mig en uddannelse for så ikke at bruge mine evner. Desværre er jeg langt fra den eneste somalier med det problem."

Personligt kender han fire somaliere, der er rendt ind i en mur på det danske jobmarked.

"To af dem er dataloger. De gav op her i Danmark og har nu fået arbejde i London. De to andre er ingeniører. De kunne ikke få arbejde og er derfor ved at læse videre til civilingeniører. Men hvorfor gøre det, hvis det ikke giver flere chancer for job?"

Haarder inddraget

I stedet for at brænde inde med alle sine frustrationer har Mahamod fortalt sin historie til blandt andre borgmesteren i Gladsaxe og selv Bertel Haarder, da han var integrationsminister.

"Politikerne er fulde af løgn, når de påstår, at de gør en masse for at få indvandrere i arbejde. De gør ikke noget," mener Mahamod.

Han sparer op til at kunne emigrere til Storbritannien eller Canada, hvor han håber, at han langt om længe kan komme til bruge sin uddannelse. Den endelige beslutning er dog ikke truffet endu.

Når han sidder i kollegielejligheden i Gladsaxe sammen med sin syriske kone og sønnen på halvandet år, drømmer han om en bedre fremtid for sønnen.

"Min søn får nok større chancer end jeg. De børn af dansk oprindelse, han går i vuggestue med, de bliver fra barnsben vænnet til, at danskere ser meget forskellige ud, og at hverken hudfarve eller navn er det afgørende."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her