Ribe Kunstmuseum har til huse i en prægtig villa opført i 1864 som et helt lille renæssanceslot midt i de smalle brolagte købstadsgader. I 1891 blev bygningen indviet som kunstmuseum, først med en beskeden fremvisning af gipsafstøbninger. Siden har samlingen vokset sig prægtig, bl.a. takket være Ribe Kunstforenings arbejde og tildelinger fra Ny Carlsbergfondet.
Så snart man træder inden for i museets statelige rum, mødes man af sværvægtere inden for dansk kunsthistorie: Jens Juel, Nicolai Abildgaard, Christen Købke. Og det er bare udpluk fra den første sal. Hvert rum åbenbarer malerier af formidabel kvalitet fra perioden 1750-1940, og de fleste betydelige danske kunstnere er repræsenteret med superbe værker. Samlingen tæller bl.a. værker af Hammershøi, Anna og Michael Ancher, L.A. Ring, Willumsen, Giersing, Lundstrøm, Rude, Scharff, Weie samt fynbomalerne.
Udover kunsten kan man - hvis man kan løsrive sig - beundre de smukke interiør-detaljer i gulve, gelændre, dørhåndtag og udskårne dørkarme. For ikke at tale om de mange bedårende vindues-kig ud mod den tilhørende have. Ribe Kunstmuseum barsler i øjeblikket med en totalrenovering og modernisering af såvel hus som have for at forbedre publikumsfaciliteterne og udnytte det indlysende potentiale i haveområdet. At dømme efter museets nuværende standard skal renoveringen nok blive udført med al mulig elegance og respekt for stedets ånd.
I sommerperioden trakteres børnefamilier med en sjov interaktiv udstilling, Hvad med en god historie?, der inviterer til kreativ udfoldelse og basal æstetisk sansning i børnehøjde.
Grupper som speciale
Efter lystvandringen gennem dansk kunsthistorie i Ribe udvides det geografiske perspektiv i Tønder. Sønderjyllands Kunstmuseum varetager samlingsområdet nord-europæisk kunst fra det 20. og 21. århundrede og råder des-uden over en samling af dansk surrealisme fra 1930-40'erne. Derudover præsenteres for tiden en særudstilling med den finske fotograf Tuomo Manninen.
Manninens særkende er gruppeportrættet. Ved at betone sprækkerne i repræsentationen opdaterer han genren, der havde sin blomstring i 1600-tallets maleri. Motiverne består af mennesker, der er bundet sammen af arbejds- og foreningsfællesskaber. Geografisk fører Manninen os vidt omkring, fra Kathmandu og Lissabon til Riga, Helsinki, Skt. Petersborg og Tønder. Så forskelligartede disse steder end forekommer, fortæller Manninens fotografier, at mennesker overalt på kloden indgår i fællesskaber, der på en gang er banalt basale og dybt eksotiske. Særligt Helsinki synes at brillere med det forunderligste foreningsliv: for eksempel Helsinkis Organisation for Svagtseendes Bowlinghold, Helsinki Arbejdsløshedskasses Yogagruppe og Helsinki Trafikselskabs Accordeonband. Men også helt profane avisbude samt butiks- og kontormedarbejdere fanger Manninens interesse for menneskelig adfærd i gruppesammenhæng.
I en unik kombination af iscenesættelse og snapshot indfanger Manninen de små forskydninger der sker, når folk poserer sammen foran et kamera. Det virker, som om personerne har stået opstillet meget længe. Først bevidste om at blive registreret og foreviget i en sammenhæng, hvor det ikke kun er den enkeltes identitet, men også gruppens der er på spil. Men langsomt falder paraderne, folk slapper af, ansigter falder ud af de rette folder. Det er disse øjeblikke - og Manninens sikre sans for at fange dem - der gør fotografierne til universelt interessante billeder på det sociale dyr mennesket.
Sønderjyllands Kunstmuseum har bygningsfællesskab med Tønder Museum, der med stor skønhedssans udstiller lokalhistoriske sager som kakler, kniplinger, sølv og bysbarnet Hans J. Wegners stole. Og så må man ikke snyde sig selv for et ophold i kunstmuseets koboltblå rotunde, hvis smukke akustik bør afprøves, hvis ikke man er for genert.
Noldes selvportrætter
Emil Nolde blev født i 1867 i landsbyen Nolde nær Tønder. Området var godt nok tysk i den periode, men ikke desto mindre ynder man i Danmark at opfatte Nolde som halvt dansk maler. Forståeligt nok, for Nolde var blandt de bedste ekspressionister, rent ud sagt genial til at sætte farver sammen i uventede chokbølger.
Ikke kun som maler tænkte Nolde originalt. I 1927 slog han sig ned i flækken Seebüll umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse. Midt ude i det nordslesvigske marskland, omgivet af bondegårde og kvæg, byggede han en modernistisk kube af en bolig og flankerede den med en frodig blomsterhave. Siden 1957 har hus og have været åben for publikum og dannet rammen om et særdeles populært udflugtsmål for kunstinteresserede fra nær og fjern.
I år mindes 50-året for Noldes død med en særophængning af hans selvportrætter, en disciplin han kun sjældent gav sig i kast med. Man fornemmer da også, at det var forbundet med weltschmerz for Nolde at se ind i sig selv og udtrykke, hvad han så. Selvportrætterne er virtuost dystre og danner en interessant kontrast til de "umalede billeder", som Nolde er mest kendt for. Efter at være blevet rubriceret som "degeneret" og have fåetmaleforbud af nazisterne i 1937 fortsatte Nolde i det skjulte med at male små akvareller. Denne praksis kunne lettere holdes hemmelig end arbejdet med oliefarverne og de store formater. Ligegyldigt hvor mange gange, man har set de umalede billeder, fremstår de ved hvert gensyn søvngængeragtigt sikre og strålende friske, som var de malet i formiddags.
Det er imidlertid oliemalerierne, der bærer den kunstneriske tyngde i Noldes værk. Det er her, han for alvor spiller med musklerne og udfolder sin vanvittige vision som kunstner. Sjældent har man set noget lignende. Hvor akvarellerne går rent ind på nethinden, skal man i højere grad vænne sig til det karske udtryk i de store lærreder. Men når man først har fået indstillet blikket, kan man ikke blive færdig med hans umiskendeligt nordiske kraftkamp med farvens eksistens og eksistensens farver.
Ribe Kunstmuseum. Tirs-søn 11-17
Sønderjyllands Kunstmuseum: Tuomo Manninen, fotografi. Indtil 26. august. Dagl. 10-17.
Nolde Stiftung Seebüll. Dagl. 10-18 Alle åbningstider gælder sommerperioden
