HVOrdan ville reaktionen være i Danmark, hvis et markant medlem af den tyske Forbundsdag fremlagde forslag om, at den nuværende grænse ved Kruså skulle rykkes nordpå til den gamle ved Kongeåen? Svaret er indlysende. Der ville løfte sig et ramaskrig her til lands.
Men ingen tysk parlamentariker har udvist en sådan mangel på almindelig fornuft. Det er der derimod et dansk folketingsmedlem, der har gjort. Han ønsker selvfølgelig ikke grænsen rykket mod nord, men mod syd. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti mener, at det statslige tilskud til det danske mindretal syd for grænsen må kædes sammen med en bestræbelse på at få trukket den dansk-tyske grænse ved det vandløb, hvor den naturligt lå i 1864.
Dér kunne den faktisk stadig have ligget, hvis den danske regering efter første fase af krigen i 1864 havde modtaget tilbuddet fra kansler Bismarck. Han ønskede ikke at indlemme danskere i Det Tyske Rige. Men da de nationalliberale og nationalromantiske politiske ledere ufortrødent dekreterede ny krig, slap jernkanslerens tålmodighed op. Hans tropper rykkede op til Kongeåen, og på den måde kom en stor gruppe danskere under tysk herredømme.
Nu mener Søren Krarup åbenbart, at det modsatte skal ske. En grænse ved Ejderen vil i vore dage betyde, at hundredetusinder af tyskere blev borgere i den danske stat. Og med mindre der blev iværksat noget så absurd som en hårdhændet etnisk udrensningsproces, ville de givetvis fortsætte med at føle sig som tyske.
Alene af den grund er Krarups idé absurd. Men det er den også af flere andre grunde. Han har næppe haft til hensigt at gøre livet vanskeligt for det velfungerende danske mindretal i Sydslesvig. Det ville dette liv imidlertid blive, hvis Krarups forslag blev officiel dansk politik. Så måtte tyske myndigheder pludselig se disse fredelige borgere af dansk sindelag som potentielle agenter for en ekspansiv dansk territorialpolitik. Derfor har mindretallets talsmænd selvfølgelig også omgående taget afstand fra hans udspil.
Men også i forhold til hans og hans partis egen linie er Krarups forslag om ikke absurd, så i hvert fald paradoksalt. Ingen lægger vel stærkere vægt end han gør - med Jesper Langballe som en mulig konkurrent - på at skelne mellem indfødsret og statsborgerskab. De tyskere, han nu ønsker at indlemme i Danmark, kan selvfølgelig godt gøres til danske statsborgere, men mon ikke de selv vil mene, at deres indfødsret egentlig er knyttet til Tyskland?
Søren Krarups forslag er kort sagt uansvarligt over for det danske mindretal og et ynkeligt forsøg på at omsætte Dansk Folkepartis interne nationalistiske politik til et ekspansivt projekt. Han har forsøgt at trække lidt i land ved at fremstille det som hans personlige mening. Men en sådan havde Venstres statsminister Knud Kristensen også om præcis den samme sag kort efter befrielsen i 1945. Det kostede ham med god grund hans politiske liv.
