Læsetid: 2 min.

Sørens til sammenhæng

25. maj 2005

Der er noget forførende over Søren Krarup, når han den 17. maj betror os, at han ikke er nogen digter. For selvom han overbeviser om, at musen ikke har besjælet ham, da han for 30 år siden skrev det digt, han alligevel finder lejlighed til at præsentere os for, er hans kronik et fordækt stykke poesi.

Her får vi den store forfaldshistorie om et Danmark, der engang hang sammen, men blev forrådt af en elite, der pantsatte nationen til EU-bureaukrater og solgte dens sjæl til Peter Plys-pædagoger.

Jeg indrømmer gerne Krarup, at meget kunne være bedre i Dannevang, men hans diagnose af nationens Heimatlosigkeit skal der vitterligt en større digter til at overbevise mig om.

Det kunne f.eks. være Shakespeare, der allerede for fire århundreder siden - altså længe før verden ifølge Krarup gik af lave - afslørede, at "something is rotten in the state of Denmark".

Som bekendt lod han Hamlet - som en proto-Krarup - begræde sin skæbne, at netop han måtte råde bod på denne misere:

"The time is out of joint: -

O cursed spite,

That ever I was born to set it

right!"

Krarup har vistnok ikke mødt sin fars spøgelse, men alligevel er han som Hamlet blevet overbevist om, at den naturlige orden er brudt.

Besynderligt nok mener han, at det er en vis elite, der har undergravet den nationale sammenhæng - besynderligt, fordi den 'nationale sammenhæng' for halvandet århundrede siden netop var et elitært projekt, som hverken by- eller landalmue interesserede sig stort for, før det lykkedes bemeldte elite, at overbevise dem om, at de var truet.

Gentænk borgerskabet

Jeg nægter ikke, at et samfund for at kunne bestå må forudsætte et elementært interessefællesskab blandt sine borgere.

Men jeg nægter, at denne interesse pár tôut må være nationen forstået som en historisk eller endog overhistorisk substans.

Mere oplagt finder jeg det at gentænke det borgerskab, som snarere end den nationale sammenhængskraft er eroderet de sidste par årtier. En sådan opgave er ikke patriotisk, men politisk, og dens element ikke nationen, men demokratiet.

I den sammenhæng skylder Krarup at oplyse, om hans egen interesse i demokratiet er politisk eller rent national, dvs. om demokratiet skal generere politiske løsninger på politiske problemer, eller om demokratiet blot skal tjene som det medium, ved hvilket nationen kommer til bevidsthed om sig selv.

Ikke et nyt fænomen

Den manglende sammenhængskraft er ikke et eksklusivt moderne fænomen, som først er dukket op i kølvandet på ungdomsoprør og national suverænitetsafgivelse.

Lige så lidt er den et entydigt symptom på, at en kulturel homogenitet er brudt samen under presset fra indvandring og globalisering.

Således har amerikanske kommunitarister længe søgt at råde bod på den manglende sammenhængskraft ved netop at gentænke borgerskabet som en social forpligtelse for hver enkelt uafhængig af dennes nationale herkomst og patriotiske sindelag.

Et eksempel er Christopher Lasch, som i sit forsøg på at gentænke borgerskabet tog udgangspunkt i en afdød digters ord om den brudte sammenhæng, nemlig W.B. Yeats i The Second Coming (1919).

Thi sammenhæng har der såmænd aldrig været, men masser af poesi:

"Things fall apart; the

centre cannot hold;

Mere anarchy is loosed

upon the world."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu