Læsetid: 4 min.

Søsters kys og vildt væddeløb

18. juli 2005

Som at kysse sin søster, ville min far have sagt, hvis han havde siddet søndag eftermiddag og set feltet køre bjerg op og bjerg ned på Tourens forventet skrappeste etape, uden at noget som helst ophidsende skete. En stor gruppe på 14 var kørt tidligt og uantastet væk , og den var en blanding af fribyttere på jagt efter en etapesejr og folk sendt af sted for at kunne være deres kaptajner til hjælp, når de som forventet kom op til udbruddet inden sidste eller næstsidste bjerg. Jan Ullrich havde Oscar Sevilla med i udbruddet, Floyd Landis havde Oscar Peirero, Michael Rasmussen havde Michael Boogerd – og Lance Armstrong havde sin store og gamle ven George Hincapie liggende ude i terrænet som forsikring, hvis resten af hans hold skulle blive hægtet af, således som det var sket i lørdags.
Men Bjarne Riis havde ikke sendt nogen af sine med, og så måtte CSC bruge alle tropper på nær Ivan Basso til at køre ind på udbrydergruppen, da denne havde et forspring på hele atten minutter. Skønne og totalt spildte kræfter af Nicki Sørensen, Bobby Julich og Carlos Sastre, der kunne være brugt til mere konstruktive formål. Idéen var at trætte de nærmeste konkurrenter til Ivan Basso, nemlig Michael Rasmussen og Jan Ullrich – fortalte Nicki Sørensen efter etapen – men det var nok næppe CSC’s forcering forrest i feltet, der bevirkede, at de to senere tabte tid. Det ironiske var, at det var netop en forcering af Carlos Sastre, der satte Bobby Julich af, mens Armstrong og hans folk kunne tage sig en slapper under CSC’s preskørsel. For underholdningens skyld kunne man have håbet på angreb allerede på det tredjesidste bjerg, Peyresourde, hvis stigning er lang og endeløs, nøgen og frygtelig, men først på næstsidste stigning, Val Louron-Azet, blev søsterkysset afløst af noget meget mere hidsende, og etapen forvandledes fra frygtsomt forsvar af positioner til vildt og risikofyldt væddeløb. I seks år har det heddet, at ingen har turdet angribe Amstrong langt udefra – før sidste bjerg – af angst for at gå ned på det sidste og derved miste en måske allerede sikret anden- eller tredjeplads. Men Basso gjorde det i går. Kort oppe på næstsidste stigning udnyttede han en kortvarig, men splittende forcering af T-mobiles Vinokourov til at sætte et angreb ind med virkelig bund i. Han har ikke evnen til pludseligt temposkift, men hans kraftfulde opskruen af tempoet skaffede ham i en ruf et godt hul ned til Armstrong og Ullrich, samtidig med at Michael Rasmussen og rækken af næst-favoritter som Leipheimer, Landis og Mancebo måtte give slip efter CSC-italienerens forcering. Armstrong kørte sig op til Basso med svimlende lethed, mens Ullrich stred sig op, og løbets stærkeste trio var formeret inden nedkørslen og den sidste opstigning til Pla-d’Adet. Her angreb Basso igen ved roden af bjerget, og denne gang måtte Jan Ullrich give slip, så han længe kæmpede alene på mellemhånd og blev reddet af sin tidligt udsendte hjælper Sevilla, som lå midt på bjerget og ventede på, at han skulle komme op. Et mønstereksempel på værdien af at sende folk ud tidligt, så man kan have dem som støttepositioner senere, hvis man skulle få brug for det. Ullrich fik. Basso havde ikke nogen fremme, men klarede den selv – og Armstrongs fremskudte Hincapie kom til at spille en helt anden rolle end den tilsigtede.
Da det var en kendsgerning, at resterne af det tidlige 14-mandsudbrud ikke kunne indhentes, fik Hinacpie fri til at køre for etapesejren selv. Og den store alsidige mand fra New York, der både er en af hovedpersonerne i for-årets brostensklassikere og bjerghjælper for Armstrong i Touren, kvitterede for frisættelsen til at spurtbesejre Oscar Peirero og vinde etapen. Ikke en gestus af Lance Armstrong, der i sine seks vinderår aldrig har ladet sine hjælperyttere køre for en etapesejr, men en konsekvens af en taktisk snilde.
Basso og Armstrong krydsede stregen i uafgjort samdrægtighed, mens der bag-ude skete små sensationer. Michael Rasmussen lå efter en forsigtig nedkørsel sammen med de slagne næstbedste, men på sidste stigning kørte han fra Leipheimer, Vinokourov, Landis, Moreau og fangede Jan Ullrich kort før målstregen. Et fremragende forsvar af sin podieplacering, efter at han syntes afskrevet efter Bassos allerførste ryk.
Men immervæk et forsvar i stedet for de angreb, man havde ventet af den letbenede Rasmussen i denne Pyrenæer-weekend.
Lørdagens etape havde ikke seks afsæt for angreb som søndagens, men kun to. Og begge blev brugt til at skabe noget af det bedste, der er set i Tour de France i mange år. Næppe var et udtyndet felt begyndt at køre op ad Port de Pailhères, det første bjerg, før T-Mobile satte en offensiv ind med alle mand. Ikke for at sætte højere, kværnende tempo opad, men for at splitte alt ad i et alt-eller-intet angreb på Armstrongs tropper. Og det lykkedes. Det ellers så slidstærke Discovery-hold faldt øjeblikkeligt væk, chefen var isoleret, og efter tyskernes oprydning slog Basso kontra i et angreb, som et øjeblik så ud til at skulle sætte Armstrong af.
Et tilsyneladende svaghedstegn, som Rasmussen fejltolkede til også at ville køre væk fra amerikaneren, men denne smuttede ikke bare op til danskeren, han fortsatte op til Basso og Ullrich, og så måtte Rasmussen ellers bare koncentrere sig om at begrænse sit tidstab på en dag, hvor benene ikke ville som hans vilje og hoved.
Armstrong er på fuld fart mod podiets to øverste pladser, mens Rasmussen fortsat holder fast i en tredjeplads truet af en kuet men ikke knækket Jan Ullrich.
Der er en uge endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu