Læsetid: 2 min.

Søvndyssende Synnøve

En stakkels hane kan ikke, ene mand, redde Synnøve Søes nye skibbrudne roman. Eneste morsomme feature er de indfødte tjenestefolk, der synes affødt af en antikveret racetænkning
14. september 2006

Stella har ondt i sjælen. Hjemme i det kolde og kyniske Danmark har hun som barn været offer for sine forældres skilsmisse og efterfølgende ligegyldighed over for deres fælles afkom. Det er ganske vist længe siden, men hendes selvtillid er uigenkaldeligt gået fløjten og ligeledes evnen til at knytte bånd til andre mennesker.

På flugt fra sine indre dæmoner er Stella havnet på en lille ø ud for Kenyas kyst. Her installerer hun sig med hunden Margrethe og et par indfødte tjenestefolk i en lejet bo-bedre-smart strandvilla for at skrive en roman og glemme fortiden. Men ak, nissen flytter jo som bekendt med. Stella slås videre med sin fortid på trods af de nye eksotiske omgivelser.

Klynkeprosa

Indlejret i Synnøves fortælling om Stellas liv i Afrika gengives uddrag fra den plagede forfatterindes skriverier. Men Stellas handlingsløse, selvcentrerede klynkeprosa er nogenlunde lige så interessant som Amagercentret på en søndag. Hvor ondt man end kan have af den stakkels kvinde, skal man være mere end almindelig generøs for at anerkende hendes evner som forfatter.

Det samme kunne man i et ondskabsfuldt øjeblik fristes til at sige om Synnøve selv. Når den blå hane galer er nemlig i sin helhed en absolut dilettantisk roman, der med banal lommepsykologi og katastrofal mangel på plot konstant truer med at dysse sin læser i søvn. En blå hane implementeres ganske vist for at holde læseren vågen, for om denne hane, der spankulerer frit rundt på øen, siger de lokale nemlig, at når den en sjælden gang galer, så er det et varsel om, at noget frygteligt vil ske. Men den stakkels hane kan ikke, ene mand, redde den skibbrudne roman.

Stereotypisk persongalleri

Persongalleriet i romanen kaldes i forlagsskrivelsen fra Lindhardt & Ringhof "broget". Man kunne også kalde det stereotypt. Den ældre britiske læge med distingverede manerer og verdenskloge råd i ærmet, den unge og rige italienske boheme med excentriske vaner samt de ejegode indfødte tjenestefolk har vi alle sammen mødt før.

Men alligevel er netop de indfødte tjenestefolk romanens eneste morsomme feature. Dem er vi nemlig ikke vant til at møde i nutidige romaner. Som var de stadig børn, er de følsomme, umiddelbare og gode, som dagen er lang, men også bundnaive og totalt afintellektualiserede. De er med andre ord affødt af en antikveret racetænkning, hvor den eksotiske neger betragtes venligt, men nedladende. Og fordi Synnøve Søes eurocentrisme er så uskyldig i al sin lysende naivitet, er den da egentlig - ganske vist ufrivilligt - ret sjov.

Karen Blixen, som hele romanen jo på en vis måde refererer til, havde samme syn på kenyanerne. Men i modsætning til Synnøve Søe kunne Karen Blixen skrive gode bøger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu