Denne bog er blevet uretfærdigt behandlet, fordi min læsning af den hele tiden blev afbrudt af verdenslitterære navne, der dumpede ind ad brevsprækken og krævede deres førsteret: Javier Cercas, Elfriede Jelinek, Imre Kertész. Og det er egentlig synd for Annelies Verbeke (f.1976), som er debuteret med en fin lille roman, der er blevet et hit i hjemlandet Belgien og solgt til udgivelse i en række andre lande.
Sov! hedder debuten og handler naturligvis om ikke at kunne sove. Det er der i bogen to personer, der ikke kan: den unge kvinde Maya og den midaldrende mand Benoit, begge bosiddende (eller snarere rastløst nattevandrende eller pivvågent sengeliggende) i en ikke nærmere defineret belgisk by. Tilfældigt ringer den søvnløse Maya en nat på den søvnløse Benoits dørtelefon, og der udvikler sig en sporadisk relation mellem dem. De skiftes kapitelvis til at fortælle, og da de begge fortæller i første person, er der ofte en overlapningsstund, hvor man ikke er helt sikker på, hvilken bevidsthed man er inde i, ind til et kønsmærke melder sig og afskaffer tvivlen. Efterhånden lærer man også at kende forskel på dem ud fra andre mærker. Benoit er en nærmest klichéagtig psykokonstruktion: søn af en luder (i bogstavelig forstand) og isprængt erindringsglimt fra den lykkelige, kostskoleafbrudte barndom med moderen, som han stadig længes efter.
Helt vulgærfreudiansk bliver det, da han mod bogens slutning stikker hovedet ind i et kaskelotgab (sic!) og selv er i stand til at tolke denne handling som udtryk for livmoderlængsel. Maya er ingen sådan psykokonstruktion, snarere en tilstand.
$SUBT_ON$Tilfælde møder tilstand
I Benoits tilfælde gives søvnløsheden altså en psykohistorisk forklaring; det venter man forgæves på i tilfældet Maya. Et øjeblik, i et af de kapitler hvor Benoit fortæller, tror vi ganske vist, at nu skal også Maya forsynes med en psykohistorie: Hun begynder at fortælle Benoit om sin onkel Hugo, men læseren får ikke lov at lytte med: "Så fortalte hun mig en historie, som slet ikke passede til den lykkelige barndom, som jeg i mellemtiden var begyndt at ønske for hende, at hun havde haft".
Her kan læseren jo så fantasere om hvad som helst - måske var onkel Hugo pædofil? Eller måske er 'onkel Hugo' snarere Hugo Clauss, den store belgiske forfatter, som vel er enhver yngre belgisk forfatters 'onkel', og hvis kostskoleskildring i Belgiens sorg man fornemmer reminiscenser af i Benoits historie.
Summa summarum bliver, at Benoit og Maya er to forskellige personkonstrukter: Benoit er brygget efter den psykoanalytiske dramaturgis foreskrifter, hvor søvnløsheden forklares med en traumatisk barndom, mens Maya er søvnløsheden som tilstand, som søgende rastløshed og desperat åbenhed.
Mødet mellem dem bliver altså ikke alene mødet mellem to forskellige køn og to forskellige aldre, men også mellem to forskellige måder at konstruere litterære personer på. Det, der bringer dem sammen, er søvnløshedens tilstand, den konstant arbejdende bevidsthed, som romanen også praktiserer i sin form, i sine konstant kværnende jeg-stemmer.
$SUBT_ON$Madansigt
Verbeke komponerer fint for to stemmer og har en egen evne til at fremskrive scener og billeder af en sørgmunter visuel kraft. Billedet af Benoit med hovedet i kaskelottens gab er måske lige lovlig muntert og lige lovlig kraftfuldt, men ellers: Benoits erindring om det madansigt, hans mor anrettede til ham på barndommens morgenmadstallerken, og som får sit kontrapunkt, da han en trist nat med Maya åbner køleskabet: "To æg faldt ud af holderen i døren og knustes mod gulvet, hvor de blev til et par forskrækkede øjne, der græd gule tårer".
Benoits natsværmer, som han forelsker sig i, da han arbejder som natportier: "dens mærkelige vinger, der mindede om det savtakkede smulder, der bliver tilbage, når man spidser en blyant, med lidt rødt imellem, som stammer fra spidsen."
Benoits sentimentale og Mayas galgenhumoristiske stemme supplerer hinanden fint, og begges beretninger er krydret med billeder, som bliver hængende på læserens nethinde. Plottet er ikke Verbekes stærkeste side; nogle af bogens historier virker lidt anstrengte, som om de mest er med for den sjove histories skyld. Et lesbisk sidespring. Benoits affære på psykiatrisk afdeling med en tvangstællende kvinde. Men den tostemmige komposition og de billeder, den hvirvler med sig, gør den lille roman til en læsværdig affære.
Annelies Verbeke: Sov! På dansk ved Naja Møllmann-Ibsen. 180 sider, 229 kr. Forlaget Ries ISBN: 87-91318-21-1
