Læsetid: 7 min.

Sokrates i Istanbul

I Istanbuls parallelle tidsverdener fremtræder civilisationen som en kamptilstand: en individuel indsigt om de værdier og muligheder, som findes i os selv
15. juni 2006

Legenden siger, at Akshemsheddin, sultan Mehmet II's åndelige overhoved, stak sin finger i et hul i en af søjlerne til Hagia Sofia, hvorefter hele den vældige katedral vred og vendte sig, så den nu pegede mod Mekka. Jeg er tilbøjelig til at tro på det, ligesom jeg er tilbøjelig til at tro på bedemåttesælgeren, som lader sin assistent kaste dynger af bedemåtter i retning mod mig, idet hans spærrer udgangen.

Som Brodskij føler jeg angst over for moskeernes imposante struktur, 'kæmpepadder' i sten med minareter, som ligner luftværnskanoner. Men der findes helligdomme, som efterlader en stum i Kabul. Byen er en gåde, som kræver tydning.

Inspirationen har at gøre med en stærk følelse af historisk tid. Og så den gruopvækkende viden om, at man kun har ét liv. Det er just den kunstneriske erkendelse af dette, som Brodskij sætter over for Østerlandets tidløse religiøsitet: Mennesket ejer "en selvstændig eksistens i verden".

Murat Belge, litteraturprofessor og borgerretsforkæmper, sætter fingeren på, hvorfor indlevelsen i Østerlandet og islamismen ikke må gå for vidt ved at påpege, at der findes en tyrkisk og sågar muslimsk uvane med at lade demokratiet forsvinde, så snart ting og sager bliver for komplicerede. Belge siger:

"Det er vigtigt at forstå, at demokrati ikke er et nirvana, hvor problemerne løses, men et redskab til at angribe problemerne."

Brodskijs flugt fra Byzans handlede netop om, at Sokrates i Athen kunne blive dømt ved en åben domstol, mens han i Bagdad ville være blevet spiddet på en pæl eller flået på stedet - og dermed var den sag så afgjort.

Når jeg står inde i Topkapi-paladsets harem, indser jeg, at kønsadskillelsen var det strengeste hierarki i den osmanniske kultur og grundlaget for den patriarkale struktur, som fortsat præger det tyrkiske samfund. Konkubinerne, yndlingshustruerne, konerne og de vogtende eunukker - ingen havde nogen som helst bevægelsesfrihed hverken inden eller uden for det intrikate fængsels mure.

'Sultanismen' - accepten af det berettigede i en form for herre-slaveforhold mennesker imellem - blev en del af den ladhedens velour-kultur, som lokkede østerlandsfarere som den svenske 1800-talskunstner Anders Zorn til at lade sig affotografere i pasha-stilling med sin unge hustu vellystigt liggende under sig på en kunstfærdig divan. Spor af dette ser man overalt i den tyrkiske hverdag.

Men en sådan 'sultanisme' danner også baggrund for, hvordan statsmænd som George W. Bush kan stille det vesterlandske, teknologiske højtudviklede jern- og stålsamfunds rettigheder og ekspansionsbehov så højt over den østerlandske refleksions- og fløjlskulturs muligheder for at hævde en egen, selvstændig status.

Det storslåede ved Brodskij var, at han aldrig kunne analysere de forgangne kulturer og dagens østerlandske verden uden at betragte dem med vor egen tids værste undertrykkelsessystem som linse.

Og det fascinerende ved dagens Istanbul er, at byen stiller spørgsmålet om 1800-tallets kosmopolitisme en gang til - på hvert et gadehjørne. I dagens verden bliver kravet om at udholde modsigelser den store anstødssten.

Hverdagslivet i Istanbul stiller spørgsmål til den rejsende, som handler om myter, selvforståelse, krav om sindsnærværelse og udholdenhed. .

Konfrontationen mellem kvinder med og uden slør, troende og ikke-troende, europæere og asiater viser sig at være sindbillede for sameksistensens muligheder på helt andre vilkår en den dvaske sultan og de smilende statsmænds.

I alle de kontraster, som møder den rejsende i Istanbul fremtræder gadelivet, sprogforvirringen og bazaren som det udfordrende civilisationsprojekt.

Og dette beror på, at det kosmopolitiske kalejdoskop af livsstile og trosretninger altid kan føres tilbage det grundlæggende spørgsmål, som præger selv Brodskijs skepticisme: Hvem er jeg?

Den, som fortrænger dette spørgsmål, bliver til undersåt eller slave i alle kulturer.

'I byen' eller 'inde i byen' - dette er, hvad Istanbul betyder. Men her findes intet fast punkt. Ligesom Bosporus deler det vestlige og østlige Istanbul, Europa og Asien, så kløver forskellen mellem den sekulariserede og den religiøse verden alting. Det er, som om Bosporus i al sin vældige, sortblå skønhed, siden umindelige tider har stået som symbolet på kløfter og kriser.

Jeg sidder på Hotel Londras terrasse og lytter til bønudråbernes metalliske stemmer, alt imens jeg i de tyrkiske aviser staver mig gennem kommentarerne til mordene i maj på dommer Mustafa Yücel Özbilgin i Ankara.

Hürriyet-kolumnisten Ertugrul Özkök skriver:

"Her myrdes intet menneske, fordi hun er fundamentalist. Her myrdes ateister og demokrater," og "det seneste attentat var rettet imod selve retssystemet".

Morderen Alparsan Arslan, nationalist og religiøs fanatiker, affyrede 17 skud, dræbte en dommer og sårede fire andre. Baggrunden var en dom, som blevet afsagt mod en kvindelig lærer, som blev nægtet ansættelse, hvis ikke hun overholdt den juridiske forordning, som forbyder lærere at bære slør.

Fire af dommerne havde stemt imod, at hun kunne gøre krav på ansættelse, en stemte imod. Dagbladet Vakit offentliggjorde derpå billeder af dommerne. Som Özkök skriver med eftertryk:

"Kan vi forblive upartiske? Kan vi undskylde udåden med, at 99 procent af befolkningen er muslimer?" Og hvilket ansvar må boulevardpressen bære, tænker jeg.

Istanbul og Tyrkiet fremstår som en gådefuld rebus, i hvis bloddryppende historie ordet 'ret' fremtræder i guldbogstaver. Hvor mange har ikke troet at have retten på sin side her? Dagens situation antyder, at ordet er blevet et paradoks, hvis det ikke forenes med den enkle visdom, som ligger i menneskerettighederne og en mistro over for selvretfærdighed.

Kun i den vægtskål kan stærkt troende og mere eller mindre religiøse mødes 'i byen' - Istanbul - som med et forunderligt myldrende folkeliv, oprigtige og falske smil, energi og charme antyder, at det er chatteringerne, som skaber Den Store Skønhed. Byen har altid repræsenteret modstæningen til ensrettet tænkning og voldsom uret.

Demonstrationerne imod mordet og kritikken af premierminister Recep Tayip Erdogans offentlige påtale af dommernes beslutning og regeringens politiske islamisme var trods alt tegn på, at Tyrkiet stadig er på rette vej.

Demokrati er fortsat et spørgsmål, som forhandles på gaden, i Sokrates eller Giordano Brunos ånd, netop fordi politiet holder automatvåben i hænderne og udstråler et militærdiktaturs retsopfattelse.

I Istanbuls nostalgiske 'månelyskultur' kan man som den navnkundige forfatter Orhan Pamuk i sin selvbiografi Istanbul. Erindringer om en by lade sin skæbne sive gennem byens filter og blive mindet om 'det menneskelige'.

Det er, som på korttegnernes og miniaturemalernes tid: Byen er noget, som passerer forbi betragterens blik - linsen er altid den samme. Pamuks kunststykke er, at det lykkes for ham at kontrastere byens kølige, historiske almengyldighed med sine egne, vigtigste personlige minder.

Med forunderlig sproglig konkretion erindrer han sig vinterafternes følelse af samhørighed, samværet på gaderne eller moderen, som lægger kabale uden rigtig at tage notits af kortene - i venten på den altid fraværende fader. Og over alt dette hvælver sig den mørke vinternat: Som et kæmpe silketæppe breder den sig ud over fodgængerne og deres legendariske fortid. Istanbul bliver en påmindelse om alt det, vi har til fælles med andre.

I århundreder tilbage har mødet med den byzantinske og osmanniske kultur været både inspirationskilde og spørgsmålstegn. Kan man til begrebet civilisation foruden fremskridt og teknik endog knytte eftertanke og værdighed?

Forfattere, kunstnere, religionskyndige og intellektuelle diskuterer temaet 'medborgere uden grænser': hjemløshed, sekularisme, social følsomhed, offentlighed, muligheder og mentale grænser inden og uden for EU.

Foraene veksler: foyeren på Hotel Londra med skrålende papegøjer og rød fløjlsindramning fra 1892, Denizati-cafeen i Kadiköy med udsigt over Marmara-havet, et galleri i Beyoglu med inspirerende citater på væggene og History Foundations potentielle bymuseum ved Topkapi-paladset,

Inspirationen fra byen er total og forbavselsesvækkende. Man spiser til aften på hustage og spadserer langs Bosporus. Den tæt befærdede Istiklal-boulevard holder hver aften en kollektiv ekstraforelæsning om medborgerånd og lystfyldt samvær. Havde det ikke været upassende, kunne man næsten erklære sin forståelse for Flauberts formulering i et brev:

"Jeg vil flytte til Istanbul og købe en slave."

Over arrangementet hviler overbevisningen om, at modsigelserne dog er de mest interessante, men deltagerne søger i Hannah Arendts ånd endog efter ligheder i forskellighederne. En afsluttende uenighed betragtes af alle som en sejr i sig selv og applauderes som et frisk vindpust fra Bosporus. Journalisten Emre Aköz skitserer med udgangspunkt i profeten Said Nursis liv en sekulær, religiøs livsindstilling. Teologen Jayne Svenungson bskriver fra svensk synsvinkel, hvordan sekularisering og religion ikke må stå i modsætning til hinanden.

Den svenske forfatter Ola Nilsson henter inspiration til kunstens praksis i Platons Symposion, mens hans diskussionspartner, den kvindelige fotokunstner Banu Cennetoglu, foreslår, at kunstneren træder tilbage og påtager sig den risiko at være almindelig og anonym.

Avismanden og verdensmedborgeren Arne Ruth beskriver kemalismen i forhold til skandinavisk politik og civil kultur, og til sidst tager litteraturprofessoren og medstifter af den internationale Helsingfors-komité, Murat Belge, os ud på en encyklopædisk odyssé over Tyrkiets politik historie, der udmunder i konklusionen:

"Det her er et samfund, hvor man ikke keder sig en eneste dag."

Mest interessant er dog den i Frankrig med rette så anmelderroste unge forfatterinde Asli Erdogan, som beretter om sin Rio de Janeiro-roman Byen med den røde kappe, en bog om storbyens udfordringer, samtidens vold og egoisme, men også en personlig beretning om kunstens helende kraft.

Erdogans tætte prosa skildrer en udsathed, som forener Rio de Janeiro og Istanbul. Fortælleren, den tyrkiske kvinde Özgür, beskytter sig mod volden og egoismen i den afsporerede by med sin røde kappe - sproget.

Det relief, som skaber det menneskelige perspektiv - og kunstens hengivenhed - er døden:

"I den virkelige verden findes der ingenting, som på dybderne kan give dig tilflugt for det, som du bærer inde i dig selv; og du, med dit liv, din død og alle dine drømme, er heller ikke mere end et ubetydeligt punkt i virkelighedens skræmmende uendelighed."

Det er, som om erkendelsen af dette kan flytte bjerge og måske en dag rette katedralerne imod det sandt menneskelige i stedet for mod geografiske pladser eller åndelige overhoveder.

Ulf Peter Hallberg er svensk forfatter

Asli Erdogan, Byen med den røde kappa, Gyldendal Norsk Forlag 2004.

Orhan Pamuk, Istanbul. Memories of a City, Faber and Faber 2005

Oversat af Niels Ivar Larsen

20060614-212946-pic-746942382.jpg20060614-212946-pic-991429912.jpg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her