Læsetid: 3 min.

Sol over Blågårds Plads

28. april 2000

DRENGENE TRILLER fodbold. Gæsterne slikker solskin - og dyr café au lait - foran de smarte cafeer. De ekstraordinært mobiliserede politistyrker keder sig formålsløst i deres varme mandskabsvogne, men kan dog glæde sig over den afspadsering, de er i gang med at optjene. Et øjebliksbillede fra Blågårds Plads i København sent torsdag eftermiddag.
Nørrebro gik ikke amok i flammer og glasskår i nat, kan det allerede i skrivende stund (uden at natten er omme) slås fast. Højesteret bestemte torsdag, at en 24-årig tyrkisk statsborger fra Vollsmose i Odense ikke skal udvises, men løslades til et fortsat liv i Danmark, når han er færdig med at afsone sin fængselsdom på tre år.
Sagen om den 24-årige, der formentlig aldrig har sat sine ben på Blågårds Plads, er uløseligt knyttet til pladsen på Nørrebro efter de voldsomme ødelæggelser i kvarteret natten til den 8. november 1999. De skete angiveligt i protest mod udvisningen af den 24-årige.
Det er fremgået af dagspressen, at politiet torsdag - på dommens dag - var i særligt beredskab. Københavns Politi har som vanligt ikke villet oplyse, hvor store ressourcer der var sat af til at bekæmpe eventuelle uroligheder, men beboere omkring Blågårds Plads fortæller, at patruljeringen i de tilgitrede mandskabsvogne med otte kampklare politifolk i hver de seneste dage har virket særligt intensiv. Som om der sidder en skarp hjerne i politiledelsen og tænker, at det forebygger uro, hvis politiet viser massiv tilstedeværelse og ånder potentielle ballademagere i nakken. Folk med lidt kendskab til psykologien på Nørrebro ved, at det forholder sig omvendt.
Meget kan tale for at have et forhøjet beredskab at sætte ind efter en eventuel dom om udvisning. Men at intensivere patruljeringen inden dommen forekommer i bedste fald meningsløst - i værste fald direkte konfrontationssøgende.

DOMMEN FRA Højesteret er énstemmig og klar. Med den påtager Danmark sig - rimeligt nok - ansvaret for en ung mand, der i sit korte liv her i vores velfærdsstat har udviklet sig til narkoman og voldsforbryder. Men dommen er en konkret stillingtagen i en konkret sag. Ikke en sikkerhed for, at mennesker, som er født og opvokset i Danmark, ikke alligevel en dag risikerer at blive sendt til et land, hvor de ikke kender nogen og dårligt taler sproget.
Med hver eneste udvisningsdom over unge mænd, der er blevet voksne i Danmark, risikerer vi at mindske følelsen af at høre til - at være borgere med rettigheder og pligter - hos andre unge fra flygtninge- og indvandrerfamilier.
Med torsdagens gode og klare dom, der sætter en høj tærskel for, hvornår man kan udvise en udlænding, der er født og opvokset i Danmark, er der så meget desto mere grund til at undre sig over forløbet af en af de andre udvisningssager fra Vollsmose.

DEN 21-ÅRIGE Daoud Zaabalawi venter i Vestre Fængsel i København på, om det lykkes det danske politi at tørre ham af på Libanon - et land, hvor han ikke er statsborger, men hvor han tilbragte de første 13 år af sit liv i en palæstinensisk flygtningelejr.
Daoud Zaabalawi er ikke født i Danmark. Han har kun boet her siden 1992. Alligevel er dansk det sprog, han læser og taler bedst, mens forældrenes arabiske kun er noget, han behersker mundtligt. Hans netværk i Libanon er nogenlunde lige så ikke-eksisterende som det, den 24-årige ville have haft i Tyrkiet. Og så er den fængselsstraf, han er idømt, i øvrigt kun halvt så lang som den 24-åriges.
Alligevel fik han ikke sin dag i Højesteret. Retten i Odense ville ikke udvise ham og hans to medtiltalte. Da sagen nåede Østre Landsret i august 1999 - mens danskerne var udsat for et mediebombardement af indslag om de "rabiate og voldelige andengenerationsindvandrere i Vollsmose" (TV 2) - lød dommen på udvisning i 10 år.
Trods de to retsinstansers uenighed gav Procesbevillingsnævnet afslag på ansøgningen om en behandling i Højesteret. Af de tre, der blev dømt til udvisning i Zaabalawis sag, har den ene - på målstregen - sikret sig et dansk statsborgerskab, inden reglerne blev strammet i december. Den anden er på flugt fra politiet.
Tilbage sidder Daoud Zaabalawi i celle 318 og venter. Som et noget overset symbol på splittelsen i samfundet og de små marginaler mellem redning og afgrund. Og som en glød, der kunne sætte Nørrebros gader i brand igen.ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her