Læsetid: 3 min.

Solana-doktrinen

25. juni 2003

EU SKAL ikke længere bare nøjes med at være en ’blød’ civil stormagt, der overlader alle hårde militære opgaver til USA’s imperiale overmagt. Den Europæiske Union skal aktivt – i partnerskab med USA – påtage sig et ansvar for at sikre sikkerheden nær som fjern. EU-landene skal investere flere penge i militæret, og om nødvendigt skal EU som en global aktør lave ’forebyggende’ aktioner – kaldet ’robuste interventioner’ – hvis fallerede stater eller terrorister får fat i masseødelæggelsesvåben.
Dette er kernen i den nye sikkerhedsdoktrin for EU – Et sikkert Europa i en bedre verden – som unionens udenrigspolitiske chef, Javier Solana, fik opbakning til på EU-topmødet i Thessaloniki. Der har ikke været en bred opmærksomhed og en intens offentlig diskussion om doktrinen, som der burde.
Men når EU og USA i dag holder topmøde, vil værterne i Washington næppe være utilfredse med den nye doktrin fra det gamle europæiske kontinent. For Solana-doktrinen bringer EU tættere på den sikkerhedsdoktrin med ’forebyggende’ førsteslagsangreb, som USA’s præsident George W. Bush har fået så meget kritik for i Europa.

SOLANA-doktrinen er heldigvis frigjort fra den manikæisme – den skarpe opdeling mellem lysets og mørkets kræfter, mellem godt og ondt – som Bush-doktrinen forfalder til i al selvgodhed. Og Solana udpeger heller ikke en ondskabens akse eller nedvurderer lande til at være slyngelstater – banditter, der inviterer en omnipotent sherif til at trække skyderen. Men han beskriver nøgternt og realistisk, at ’fallerede’ stater udgør en sikkerhedstrussel, når de bryder sammen internt, og terrorister står på spring.
Solana fastslår, at Nordkoreas atomvåben-’aktiviteter’, atomrisikoen i Sydasien og et truende atomkapløb i Mellemøsten – sammen med (masseødelæggelses-) terrorismen er strategiske sikkerhedsrisici, som Europa skal forholde sig til. Helst før end senere. Helst hurtigt med en forebyggende indsats og ’effektiv multilateralisme’.

SOLANA-doktrinen lægger stor vægt på, at FN og ’den regelbaserede internationale orden’ skal styrkes. Og i modsætning til Bush-doktrinen vil den støtte den nye internationale straffedomstol i Haag – som Bush helst vil frigøres fra og forsøger at true til irrelevans.
Men hvor det europæiske fællesskab før gjorde en dyd ud af at fremme multilateralismen i al fredsommelighed, har der nu sneget sig et lille ord ind i doktrinen, som gør en forskel. Den skal også være ’effektiv’.
Det ord fortolkes sikkert forskelligt i de enkelte nationalstater, men hvis et falleret land viser manglende samarbejdsvilje, sætter sig uden for det internationale samfund og ikke tillader våbeninspektioner eller laver systematiske overgreb på menneskerettighederne, ’skal de betale en pris’. I sidste instans åbner Solana-doktrinen op for en ’robust intervention’ udefra, der rummer både civile og militære styrker.
»Hvis vi ønsker, at de internationale institutioner, regimer og traktater skal være effektive til at imødegå trusler mod den internationale fred og sikkerhed, må vi være parate til at handle, når reglerne brydes,« fastslår Solana.
Det nærmer sig den herskende amerikanske tænkning. Men EU-landene har ikke afklaret endnu, hvordan, hvornår og under hvilke betingelser det forebyggende diplomati kan afløses af mere robust militærmagt? Det er en åben debat værd.

ET FIKSPUNKT, som EU-doktrinen klogt holder fast i, er forsvaret for den internationale retsorden. Hvor Bush-doktrinen forsøger at globalisere USA’s nationale sikkerhedsinteresse, ønsker EU stadig at globalisere sikkerheden og retssamfundet. Og det er essentielt.
Der er fine hensigter i Solana-papiret: at gøre noget ved de globale uligheder, klimaforandringen, illegal våbeneksport, korruption og magtmisbrug.
EU skal også støtte og opmuntre udbredelsen af demokratiet worldwide:
»Den bedste beskyttelse af vores sikkerhed er en verden af velstyrede demokratiske stater«.
Det er der sikkert reaktionære ayatollaher og totalitære kræfter, som ikke bryder sig om, og de vil føre verden tilbage til en pre-politisk æra, hvor demokrati og menneskerettigheder er fremmedord. Derfor er det godt, at Solana ikke vakler på dette punkt.
Svagheden i den nye doktrin er, at EU og medlemslandenes 45.000 diplomater bestandigt vil være truet af handlingslammelse. Nationalstaterne klamrer sig til vetoretten og forhindrer flertalsafgørelser i udenrigspolitikken og i forhold til fredsskabende aktioner.
Så længe EU-landene optræder splittet og uforenet, vil Solana-papirets ambition om at gøre Europa til en global aktør på niveau med USA være lige så effektiv som lavmælt hvisken i et heftigt stormvejr.
Det er de triste realiteter, så længe EU selv ikke er et fungerende europæisk demokrati.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her