Læsetid: 5 min.

Solbadning på Ring 3

Ny dans er en underlig størrelse: Den er i vild vækst, men den gør alt, hvad den kan, for at skræmme publikum væk. Den ny dans vil nemlig helst være elitær. Alligevel kalder Anders Christiansen sin kvindeforestilling for 'Respekt'
11. april 2006

Et lillebitte øjeblik sidder de fire afklædte kvinder helt skævt på deres stole. De hænger skråt hen over stolene - stivnede, så deres bare lår stritter, og deres hoveder stikker op fra halsene. De ligner giner fra deres egne liv. Eller rekvisitter i et mandeliv. Dér er de så strandet, mystificerende og pirrende. For hvad er det lige, der sker?

Der sker ikke så meget, desværre. 'Respekt' er snarere en kropsinstallation end en danseforestilling, for koreografen Anders Christiansen har så travlt med at fremvise kvinderne i skulpturelle positioner, at det kniber med at få skubbet dem i bevægelse. Bevares, kvinderne ser op mod deres løftede hænder, og de lægger sig ned på siden. Men 'dans' er nok et overmodigt ord i denne sammenhæng.

Intentionen med 'Respekt' er øjensynligt at fremvise kvinders eksistens: Kvinders væren, kvinders drømme, kvinders længsel. Alligevel kniber det for undertegnede at finde øjeblikke med egentlig identifikation. Kan jeg se mig selv som kvinde i en danser, der langsomt løfter en stol og flytter den hen et andet sted i rummet? Tja, jo. Det kunne jeg måske, hvis jeg tog mig lidt mere tid til at lave ingenting. Tid til at tage solbad, for eksempel, sådan som den næste danser gør det - tid til at ligge under hatten og vente på, at der er gået en halv time med faktor 20, så man omsider kan vende sig om på ryggen. Gab, nå nej, ikke mig, sagde hunhunden...

Vandrør - hvis du tør

Ny dans er en underlig størrelse. Det er en kunstart i vild vækst i Danmark, men den gør alt, hvad den kan, for at skræmme publikum væk. Ethvert tilløb til dramaturgisk forståelighed bliver hånligt afvist som 'mainstream'. I Danmark vil den nye dans helst være elitær.

Nogle koreografer klarer skærene, jovist. Mest Tim Rushton og Dansk Danseteater, der netop satser på det folkeligt tilgængelige i en stil, der mixer klassisk ballet med ny dans, senest med 'Silent Steps' på turné. Og så Thomas Eisenhardt og Aaben Dans, der i 'Blue Print' lod Marilyn Mazur og Peter Bastian gøre dansen tilgængelig gennem musikken. Måske også Camilla Stage, der sidst inddrog Shakespeares 'Romeo og Julie' for at fange tilskuere ind til 'I wish I were Your Bird'.

Og så selvfølgelig det yngste dansepublikums idoler: Mute Comp, der mixer hip-hop med ny dans og krimihistorier - om et par uger i forestillingen 'Propaganda' - så dansen bliver en nordisk pendant til Steen Koerners afro-brasilianske street dans og capoeira i Nøddeknækker-variationerne for Aveny-T. Her er der action og fysisk originalitet: Kan du lave håndstand på et lodret vandrør, så hop op og gør det. Nu!

En ener som Kitt Johnson har dog for længst hævet sig over betegnelserne mainstream eller avantgarde. Hun har skabt sit eget publikum, men det har også krævet mere end 10 års solostædighed, international anerkendelse - og en Reumert. Sidst var forestillingstitlen den kryptiske 'Palimpsest', og dog kom der publikum. Men den slags succeshistorie er hun temmelig alene om.

I selve dansebevægelserne er der en tendens til at foretrække det poserende frem for det energiske - og til at vælge den dagligdagsbevægelsen frem for den atletiske bevægelse. Måske vil dansen ikke være sig sin egen (gammeldags) teknik bekendt. Måske føler koreograferne, at et performanceudtryk med kvinder slentrende i undertøj er mere tilgængeligt end en dans med kostumeklædte kvinder i klassiske balletpiruetter eller moderne gulvrul. Måske opsøger koreograferne hellere dansens grænsezone til installationskunsten end til teaterkunsten. Og måske ønsker de at løsrive dansen fra scenekunstens krav om roller og dramaturgisk spændingsopbygning, netop fordi de ikke vil skabe dans med udvikling, men derimod ønsker at dvæle ved en fysisk tilstand. Men mens de mange fine ord hopper svanespjæt om den ny dans - 'pappostmodernistisk', 'nyfatalistisk' eller 'tilstandspuristisk' - så er det triste faktum, at dansen ofte dysser tilskueren i søvn.

Mandetur i hundebur

I Anders Christiansens tilfælde har det snorkekedelige dén paradoksale krølle, at han selv som performer har en sublim dobbeltudstråling. På scenen er han både mand og hund, kvindesind og machomuskler, filosof og handicappet - hans 'Sticks & Fur' fra 2003 bød f.eks. både på benprotesestylter og mand i hundebur. Den mand skaber billeder med kød på - og han lokker tilskueren med på de særeste aftenture, når han selv lægger hud til. Problemet er så tydeligvis, at hans forestillinger ikke bliver nær så spændende eller morsomme, når han får andre til at danse sine billeder. Ikke engang når hans dansere er fire erfarne danserinder med power i overarmene.

For vender vi blikket tilbage mod kvinderne på Dansescenen i lørdags, så kneb det gevaldigt. Efter en serie Madonna-poseringer tvang Anders Christiansen pludselig sine kvinder ud i sexpositioner, som var de ludere på overarbejde og forkerte piller. Louise Hyun Dahl med den sensuelle energi og de lokkende kindben rykkede om på alle fire, og tvangskyssede jorden med spidse læber. Derefter dunkede hun panden i gulvet, og så var der ellers sexshake på abonnement. Hun rystede hovedet fra den ene side til den anden og lod hestehalen svirpe, mens hendes bryster gungrede med i udskæringen. Alligevel blev det ikke til nogen forløsning. Al kropsligheden endte bare som pligt og smålukkede øjne. Og så tog Jakob Brandt-Pedersens elektronmusik over igen - som en charmerende hybrid mellem lyden af regnvejr på Ring 3 og gulvafhøvling hos overboen.

Pandehår på mandelår

Her bryder selveste ORDET dog ind i billedet. Anders Christiansen skubber en bagstræbertekst fra en præpositionsoversigt ind i højttalerinfernoet: 'Ovenover', 'nedenunder', 'foran', 'bagved', lyder det, mens den øjensmilende Amia Miang fortroligt ånder ordene ind i en nærtagende mikrofon, mens lyrikelskerne blandt tilskuerne slår blikket ned. Der er forfærdelig langt hen til 'rundtom' og til Mette Molich med de lige ben. Imens går Anne-Claire Theissen med de stærke lægge på line langs en stribe gaffatape og gemmer sin dans bag underfundige øjenlåg.

Og så frem med harmonikaen igen, søster! Den finske akkordeonspiller Minna Weurlander er en androgyn størrelse med mørkeblå militærfrakke og høje sko. Hos hende rimer pandehår på mandelår - og hun er ikke bange for det requiemstunge. Nogen har givet hende en mikrofon, der kan få det stakkels instrument til at lyde som motorvejsviadukten efter Bispeengbuen. Og hun klasker henrykt hånden mod de små sort-hvide knapper, så tilskuernes trommehinder forvandles til papyrus. Og jeg, der ellers elsker den klaprende spillemandslyd af svedig harmonika...

'Respekt' hedder forestillingen som sagt. Så hvad mere kan jeg bede om? Jo, nu har jeg det:

Kære Gud. Lad ikke Adrian Hughes invitere Smagsdommerne ind at se 'Respekt'...

Respekt. Koreografi: Anders Christiansen. Musik: Jakob Brandt-Pedersen m.fl. Kostumer: Lise Klitten. Lys: Michael Breiner. Kompagniet Stillleben på Dansescenen, Øster Fælled Torv. 1 t 20 min. Til 22. apr.

www.anderschristiansen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her