Læsetid 4 min.

Soldatens hjemkomst

Kulturens barbari i Herman Melvilles fabulerende vildskab
28. april 2006

Herman Melville (1819-91) var en gudsforgående fortæller, hvad man godt véd fra bl.a. den store roman Moby Dick, selv om Martin A. Hansen i et berømt forord klemte det vilde liv ud af den, og som man i 2004 fik det bekræftet med Flemming Chr. Nielsens oversættelse af hans sidst skrevne roman, Bondefangeren (1857), en titel der demonstrerer et nærmest generelt syn på menneskeheden.

Og bedre står det ikke til med den to år yngre Israel Potter, som samme oversætter nu fortjenstfuldt har beriget læserverdenen med og forsynet med en heftig præsentation og de noter, som skal til. For en mærkelig historie er det.

Egentlig er den et remake af en eksisterende selvbiografi af manden med det påfaldende og symbolske navn, som gennemlevede den amerikanske uafhængighedskrig på de ydmygest tænkelige vilkår. En mikroskopisk biperson i et storpolitisk og militært stormvejr til lands og til søs. En kastebold med pludselig stor betydning og pludselig total glemsel. En tid vedhæng til den officielle grundlægger af den amerikanske flåde, John Paul Jones, en barsk lejesoldat, pirat, skotte, men tilsluttet de amerikanske koloniers kamp for selvstændighed. En kobling, som Melville dog har foretaget i sin fantastiske gendigtning af Israel Potters liv fra de grønne år i Massachusetts skønne natur gennem krig og fangenskab, evigt fattig, til slut 40 års slumtilværelse i London inden den korte hjemkomst til Boston, den 4. juli 1826 under fejringen af det berømte slag ved Bunker Hill 1775, som Israel med sin skovl var med til at befæste. Den officielle historieskrivning undermineres af den lille fortrængte virkelighed.

Barbari

Det er strålende og koloristisk underholdning med dybe klange af kulturens barbariske stormklokker og uhyggeligt nok ikke uden aktualitet. Soldatens hjemkomst er et ældgammelt tema i kunst og virkelighed. Forfærdende i al almindelighed, når man ikke lige er en Odysseus. Ellers er det magtens løgne, som er sandheden. Melville anslår store temaer og gennemfører dem med fine symbolklange, antydede eller tydelige som her tidligt i beretningen om denne gennemtærskede antihelt: "For femten shilling om måneden blev han ansat til at bære landmålerkæder, og uden anelse om, at skønt han nu slæbte på dem som skovenes frie vandringsmand, skulle han en dag rasle med kongens kæder i et fangehul."

Modellen er skælmeromanen, picaresken, selv om det her snarere er den ræsonnerende fortæller, som er skælmen, der fører sin figur gennem en lang, lang kæde af hændelser, og således har skiftet første person ud med tredje person. Israel stikker af hjemmefra for at gøre sig fortjent til at få den pige, som faderen ikke vil vide af. Der er således kvinder bag alt, selv i denne bogs decideret grove mandfolkeverden, hvor en anden også får hende. Han tages til fange af englænderne efter det mislykkede slag ved Bunker Hill, transporteres til England, men den uforfærdede og rådsnare knægt med de gule krøller stikker af, på flugt ind i en dyster fremtid. Nogle indflydelsrige konspiratorer sender ham i hemmelig mission til Paris, hvor han skal kontakte selveste Benjamin Franklin, af hvem der leveres et komisk, satirisk portræt. Desuden den nævnte barske Paul Jones i en uimodståelig natlig scene, hvor de deler sovekammer. Et yndlingsemne hos de gamle fortællere, også Melville.

Tilbage i England bliver han glemt i et hemmeligt tårnkammer til stimulans af læserens klaustrofobi. Men han indfanges af den engelske marine. Mirakuløst skifter han flere gange skib, havner hos Paul Jones med hans sørøveri og ædle massakrer , kulminerende i den drabelige fægtning med orlogsskibe. Da Israel omsider er heldig at komme med Paul Jones' skib bound for Amerika, havner han efter en træfning alligevel på et engelsk skib, himmelfalden blandt fremmede.

Det er frygtelig morsomt fortalt, ikke gjort bedre i modernismen. Naturaliseret i londonsk tåge og kloaklignende underverden prøver den gennemhæderlige fyr, der har en Candide-agtig tiltro til skæbnen, som imidlertid kun vil ham ondt, at kradse skillinger sammen til en hjemrejse. Men en bagerjomfru kommer imellem med ægteskab og avl af 11 børn, hvoraf de 10 dør og derefter hun selv. Det bliver som sagt til 40 års ørkenvandring.

Melville hører til de rige fortælleres veltalendes selskab. Han er uudtømmelig i stærkt sansede landskabsbeskrivelser, i personportrætter, der detaljeres i lange analytiske variationsophobninger.

Kalk som billede

De er vittige, naturalistiske og med den særlige symbolik, som kombinationsevnen forårsager. Som nu beskrivelsen af Franklin, der reduceres til en snu lommefilosof: "Værelset i sig selv rummede tydelige tegn på ælde. En del af den groft pudsede mur var sørgeligt revnet og så beskidt, at den så grå og skummel ud, hvorimod den aldrende beboer, der var akkurat lige så rynket, virkede rask og rørig. Væggen og vismanden var bygget af samme materiale, af kalk og støv; de var begge gamle, men i modsætning til den tarvelige vægskorpe, der ikke havde en glansfuld maling smurt hen over sin afrakkethed og sine pletter og derfor ikke kunne bevare et sundt udseende trods den svækkede og smuldrende kerne, var vismandens levende kalk og støv prydet af hans sjæls blomsterflor."

Stilen fortæller, at verden hænger sammen, at betydning kan aflæses, men at misbrugets kaos er magtinstansernes foretrukne hjælpemiddel til at fortælle den store historie. Melvilles sidste romaner før den lange tavshed blev kun afbrudt af lyriske digte, som ingen gad læse. Han blev i stedet toldinspektør. Symbolikken er uendelig.

Herman Melville: Israel Potter. Oversat af Flemming Chr. Nielsen. 240 s. 249 Kr. Forlaget Bindslev. ISBN 87-91299-20-9. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu