Læsetid: 5 min.

Soldater for fred

En israelsk-palæstinensisk gruppe, som besøger Danmark, har lagt våbnene for at tale sammen
27. november 2006

JERUSALEM – Karrieresoldater er nogle bangebukse. Kujoner. De skjuler sig i det militære systems velordnede tryghed og behøver ikke konfrontere livets store spørgsmål. Det er en nem tilværelse med gode pensionsordninger, og det kommer der ikke altid de bedste resultater ud af.
»Nogle af officererne er idioter,« kommer det ligeud fra Orr Tomer, der er fremtrædende medlem af en relativt nystiftet israelsk-palæstinensisk fredsgruppe ved navn Kombattanter for Fred.
Han er på vej til Danmark, hvor han sammen med en partner fra organisationen, palæstinenseren Suleiman al Hamri, deltage i en stribe offentlige møder. Som alle de israelske medlemmer af Kombattanter for Fred har den 26-årige Orr Tomer aftjent sin værnepligt og har under tjenesten indset, at dialog med palæstinenserne er en nødvendighed. En af de faktorer, som fik ham til at indse dette, var netop hans oplevelse af de almindelige soldater over for officererne.

Socialismens romantik

»Når velbegavede soldater møder officerer, der i mange tilfælde ikke forstår deres eget arbejde og træffer forkerte beslutninger på stribe, sker der nogle ting,« siger han. »Jeg mener selv, jeg var en god soldat. Jeg ønskede at yde mit bedste i alt, hvad jeg foretog mig, og jeg tjente halvandet år mere end værnepligtstidens normale tre år, fordi jeg gerne ville lave noget meningsfuldt.«
Orr Tomer tjente i en særlig efterretningsenhed, hvis funktioner og arbejdsopgaver han af gode grunde ikke ønsker at komme ind på. Men hans pointe ved at fortælle dette er, at stort set alle israelske medlemmer af Kombattanter for Fred har aftjent deres værnepligt i eliteenheder. Det er unge mænd, der har været gode elever i skolen og efterfølgende går ind i militærtjeneste med et ønske om at tjene deres land.
»Jeg var optimist. Jeg havde lyst til at yde et bidrag til fred og sikkerhed, men resultatet blev det modsatte,« fortæller han. »Navnlig da den anden palæstinensiske intifada brød ud (september 2000, red.) indså jeg, at mit arbejde i hæren kun tjente idioterne.«
Selv om han således ikke var kampsoldat, følte han sig tæt nok på konflikten med palæstinenserne til, at et voksende ubehag satte noget i gang. Fra sine jævnaldrende kammerater, der var i aktiv kamptjeneste på de besatte områder, hørte han om, hvad der foregik, mens han oplevede, at de kom traumatiserede hjem på orlov.
»Ok, jeg har altid været til venstre,« smiler han. »Min far har i årevis været aktiv i Arbejderpartiet, og jeg har siden jeg var helt lille interesseret mig for politik. Jeg husker tydeligt valget i 1988, selv om jeg kun var otte år gammel. Som ung flirtede jeg med socialismen, læste lidt Marx og sådan noget. Jeg blev nok lidt ekstrem, men på sådan en lidt romantisk måde. Jeg ved, at det er en fase, masser af unge gennemgår. Da ministerpræsident Rabin blev myrdet i 1994 mistede jeg nogle af mine illusioner om Israel og landets nationale sammenhold, og dette blev endnu mere forstærket, mens jeg var i hæren.«

Blev apatisk

Allerede mens han var i uniform, snakkede han om misforholdet mellem de ordrer, som bliver givet, men de andre værnepligtige i enheden viste hverken forståelse eller interesse. Orr mener selv, at de fandt ham lidt underlig og indrømmer, at det ikke er nemt at bryde med normerne i et fastskruet samfund som det israelske.
Han afsluttede militærtjenesten i 2003 og var således i uniform, mens Al Aqsa-intifadaen var mest voldsom. Han beskriver tiden umiddelbart efter som total apati. Han rejste til Sydamrika, som så mange andre unge israelere gør det som en pause, inden det civile liv går videre. Men da han kom tilbage og begyndte at læse neurobiologi på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, følte han den samme tomhed. Indtil han en dag mødte en af sine venner, der fortalte om Kombattanter for Fred.
Gruppen er ikke mere end godt et år gammel, og har taget afsæt i andre dele af israelsk fredsbevægelse og venstrefløj. Vennens bror – på hvis cafe vi møder Orr i Jerusalem – er således medunderskriver af det såkaldte pilotbrev, der for et par år siden blev skrevet af en stribe militære jagerfly- og helikopterpiloter, der nægtede at gøre reservetjeneste for at bombe palæstinensiske mål. Kombattanter for Fred er ikke nødvendigvis militærnægtere, men bruger dialog med palæstinensere, der typisk har taget aktiv del i en væbnet gruppe med tilknytning til Fatah.
»De palæstinensiske deltagere i dialogen kommer mest fra moderate bevægelser som Fatah. Der er ingen fra Hamas, men når dette er sagt, vil jeg også fortælle, at jeg blev overrasket over, at det palæstinensiske samfund faktisk er langt mere åbent over for denne type initiativer end det israelske,« forklarer Orr. »Abu Mazen (præsident Mahmoud Abbas, red.) har givet dem sin velsignelse, og ingen af dem bliver betragtet som kollaboratører, fordi de snakker med os, mens vi tit bliver betragtet som forrædere.«
Han fortæller om det første møde, han deltog i. Sammen med en lille gruppe tog han til Beit Hanina, som er en palæstinensisk by umiddelbart nord for Jerusalem og i alt praktisk en del af storbyen.
»Vi blev modtaget af smil, og de gav os hånden,« siger han og smiler selv. »Det var første gang, jeg nogensinde var rigtigt inde i en palæstinensisk by, og det var noget af et chok. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg som tidligere soldat jo var deres fjende, og de smilede bare til mig. Da indså jeg for alvor, hvor snæversynede de fleste israelere er. De er hjernevaskede af nyhedsstrømmen, hvor de bliver ved med at høre, at der ikke er nogen fredspartner, at palæstinenserne er dumme, og at Abu Mazen er en svag leder.«

Ingen fra Gaza

Siden er Kombattanter for Fred blevet en fast del af Orr Tomers dagligdag og på mange måder en ny mening med livet.
»Det er en smuk bevægelse,« siger han. »Jeg havde ikke lyst til at lægge mine kræfter i en bevægelse som Fred Nu, for den er gået i stå. Dens ledelse er midaldrende mennesker, som er blevet en del af systemet. Jeg fandt det oprørende, at Fred Nu var totalt tavse under Libanon-krigen i sommer. Jeg indrømmer, at det er en svaghed, at der findes så mange små grupper i stedet for én stor bevægelse, men det er nok venstrefløjens klassiske problem, og desuden er det jo bare et tegn på, at nye kræfter også vil til.«
Kombattanter for fred er en løst organiseret bevægelse, men han anslår, at den har omkring 150 medlemmer på hver side af konflikten. Tallet er i stigning, men det går langsomt.
»Vi tager ud og laver dagligstuemøder, og det skaber opmærksomhed,« forklarer han. »Men vi har endnu ikke fundet den rigtige vej til folks hjerter. På vores side er tallet så lavt, fordi israelere holder afstand til os, og hos palæstinenserne fordi de militære lukninger på Vestbredden, gør det meget vanskeligt at deltage. Næsten alle palæstinenserne kommer derfor fra Jerusalems umiddelbare omegn, og der er eksempelvis ikke en eneste fra Gaza. Men det arbejder vi på, og jeg er sikker på at tiden er med os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu