Læsetid: 3 min.

Soldater vil klædes bedre på til den nye diplomat-rolle

Danske soldater er ikke klædt godt nok på til at optræde som diplomat den ene dag og kriger den næste i lande som Irak og Afghanistan, lyder det fra landets menige soldater. De efterlyser mere under-visning i kulturforståelse
6. juli 2006

Tendensen er klar: De tider, hvor den danske soldat gik i felten med geværløbet forrest for derefter at tage en puster, når stafetten skulle gives videre til næste soldat i frontlinien, er ovre.

Den moderne menige soldat i lande som Irak og Afghanistan skal kunne mægle og hjælpe lokale borgere den ene dag og agere som traditionelle krigere, der bekæmper militsfolk, den næste.

"For hvis selv de menige soldater er i stand til at agere som konfliktmæglere og samtidig sørger for, at civilbefolkningen får trygge rammer samt vand- og madforsyninger, så bliver terrorister og militslederes rekrutteringsgrundlag også mindreþ" siger Peter Kragh Nielsen, der er næstkommanderende i 2. Brigade under Hærens Operative Kommando, som står for uddannelsen af de udsendte.

Den nye soldats dobbelt-rolle som både mægler og kriger stiller imidlertid helt nye krav til de menige soldaters viden om skik og brug, religion, kultur og sociale normer i de områder, hvor de er udstationeret, forklarer Peter Kragh Nielsen.

Problemet er blot, at de menige soldater ikke er tilstrækkeligt rustede til at håndtere den nye dobbeltrolle, fordi deres uddannelse simpelhen ikke fokuserer nok på kulturforståelse og diplomatiske evner. Sådan lyder kritikken fra flere af de foreninger, der repræsenterer soldaterne.

"Hvis det stod til os, skulle soldaterne have meget mere undervisning i kulturforståelse og i, hvordan de skal håndtere den nye diplomat-rolle. Det er nærmest alfa og omega for at kunne få respekt i et lokalområde," siger formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening, Flemming Nielsen.

Siden koalitionens tanks i 2003 kørte ind i Bagdad, er det danske forsvar blevet stadig mere opmærksom på, at også menige soldater skal have undervisning i forståelse for religion, kultur og særlige skikke, når de udstationeres.

For lidt undervisning

Der er stadig mest fokus på den specialiserede undervisning af officererne, men de menige soldater bliver nu også sat længere tid på skolebænken for at blive belært om kulturforståelse.

De to gange 50 minutters teoretisk undervisning i kulturmøder er imidlertid langt fra nok, mener Flemming Nielsen. "De tider, hvor officeren egenrådigt ledte tropperne, og de menige soldater bare agerede som krigere, der følger deres leder i marken, er forbi. I dag skal soldaterne i lande som Irak og Afghanistan i højere og højere grad også kunne mægle og hjælpe lokalbefolkningen med for eksempel at skaffe vandþ" siger formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening.

Alle skal være diplomater

Også den største faglige organisation i forsvaret kritiserer uddannelsen af de menige soldater for ikke at være tilstrækkeligt gearet til forholdene i Irak og Afghanistan.

"Vi får hele tiden tilbagemeldinger fra soldater, der ikke har følt sig godt nok klædt på, fordi de ikke havde nok viden om, hvordan de skulle håndtere den nye rolle som pædagoger og ambassadører. Det er en temmelig udbredt og klar holdning, at der skal undervises mere i kulturmøder," siger formanden for Centralforeningen af Stampersonel, Finn Busse Jensen.

Også landets officerer mener, at de menige soldater skal forberedes bedre, når de får stukket en udsendelsesbillet til Irak i hånden.

"Det er ikke længere kun officererne, der skal kunne agere som en slags diplomater i krige. I dag færdes menige soldater jo også rundt i lokalområderne uden selskab af en officer, og der er kulturforståelse og forhandlingsevner nogle meget vigtige egenskaber at være i besiddelse afþ" siger formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark Bent Fabricius.

I 2. Brigade, der står for den otte måneder lange forberedende træning forud for en udsendelse til Irak, er man opmærksom på problematikken.

" Vi bliver i højere og højere grad klar over, at nøglen til at vinde en krig er at få civilbefolkningen over på ens side - det bliver stadig mere tydeligt. Derfor skal vi selvfølgelig også blive bedre til at forberede vores soldater, så vi har redskaberne til at vinde de lokales sympati," siger næstkommanderende i 2. Brigade Peter Kragh Nielsen.

Han henviser imidlertid til, at forsvaret til stadighed udvikler træningen forud for en udsendelse, og at man har en antropolog ansat, der løbende reviderer undervisningen i kulturmøder.

"Vi begyndte for alvor at orientere de menige om udstationeringslandets historie, religion og omgangsformer i lokalbefolkningen, og det er en undervisning, som vi fortsat er i gang med at udvikle," siger Peter Kragh Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her