Læsetid: 4 min.

En solid bastion

16. juni 1999

Hvis der er et land i Europa, hvor venstrefløjen i dag hævder sig som stabil og regeringsduelig, er det Frankrig. Popularitet hos vælgerne efter to år ved magten er et særsyn, i politikeres liv en drøm. Men siden juni 1997 er Frankrig blevet regeret af en lyserød-rød-grøn koalition under ledelse af socialisten Lionel Jospin, og den har som den eneste af de mange venstreregeringer i Europa modtaget et tillidsvotum fra vælgerne ved EU-valget.
Det franske Socialistparti - socialdemokratisk, selv om denne betegnelse er tysk og nordisk, og selv om Frankrig har sine egne nuancer - har etableret sig som Frankrigs største parti med den naturlige rolle at lede og organisere samarbejdet til venstre. Det skyldes ikke mindst Jospins talent, hans systematiske metode og hans sobre, u-demagogiske facon. Han gennemfører beskedne reformer, markerer sig til venstre med moderation, og han praktiserer en vanskelig balancegang. Uden at kaste sig ud i letkøbte social-liberale fantasier som kollegerne Tony Blair og Gerhard Schröder, der nærmer sig karikaturen i deres anstrengelser for at bryde med socialdemokratiske traditioner. I Frankrig glemmer man i øvrigt ikke, at Jospin er protestant, og det er altså blevet hans rolle at forvalte de gode seriøse, protestantiske (man er lige ved at sige germanske) traditioner i det socialdemokratiske Europa...

Det er risikabelt at tale om langsigtet stabilitet, sikker kurs og holdbar strategi, så hvad man i dag lader sig friste til at sige om Jospin og den franske venstrekoalition, ønsker man måske ikke at blive citeret for til næste år. De politiske konjunkturer er ustabile, kun risikoen for uforudsete kriser er konstant. For få år siden var det franske Socialistparti kørt i sænk af Mitterrand, decimeret ved et valgnederlag, og Jospin blev erklæret for politisk død. Så meget mere imponerende er hans comeback og hans opvisning i politisk sportsmanship. I dag er det det franske højre, der ligger i ruiner - takket være Jacques Chiracs mislykkede lederskab og hans selvmorderiske manøvrer, både før og efter den mest fatale, opløsningen af Nationalforsamlingen i 1997, der forvandlede et overvældende højreflertal til mindretal.
Bag Chiracs uduelighed som leder og samler af den franske højrefløj - hans fiasko har været et af venstrefløjens store aktiver og forklarer delvis Jospins succes - øjner man en krise for gaullismen, som er en af de centrale franske ideologier i sidste halvdel af det 20. århundrede. Dens indhold er centreret om den nationale suverænitet, centralisme, en stærk stat - også med en økonomisk rolle - en socialt orienteret politik og en folkelig appel. Denne ideologi har dybe rødder i Frankrig, og når den ofte forbindes med fænomener som colbertisme, jacobinisme og bonapartisme, viser det, at den har referencer tilbage til Solkongen, Revolutionen og Napoleon. Men de Gaulle gjorde den til et effektivt redskab for en modernisering af Frankrig og en hævdelse af Frankrigs suverænitet og internationale prestige.
Det er muligt, at gaullismen har udspillet sin rolle, men Chiracs indsats er, at han praktisk talt har tømt den for indhold. Efter at han har afsvoret sin euroskepticisme, der havde en gaullistisk klang, og bekendt sig til Maastricht-linjen, har hans neogaullistiske parti RPR mistet en del af sin identitet, og gradvis er partiet rykket over i en banal liberalisme, der intet har med gaullismen at gøre. I mellemtiden har veteranen Charles Pasqua - der var medstifter af RPR i 1976 - overtaget det gaullistiske arvegods og ført en aggressiv suverænistisk og euroskeptisk kampagne - der den 13. juni skaffede ham flere stemmer end Chiracs parti. Derefter har Pasqua lanceret nyt (gammel)gaullistisk parti, RPF (opkaldt efter det første gaullistiske parti i 1940'rne). Det er en dramatisk udvikling, opsummeret på forsiden af et af de vigtigste parisiske dagblade i overskriften "RPR's død".
Det er en regerende præsident, der ser sit eget parti gå under, hvilket er uden fortilfælde. Men det kan også betragtes som et nederlag for den neoliberalistiske klassepolitik, som den sidste RPR-leder (den tredie i løbet af to år), Nicolas Sarkosy, førte EU-valgkampagne på i partiets navn og i parløb med lederen af det nu ultraliberale parti Liberalt Demokrati, Alain Madelain. Han gjorde sig navnlig bemærket ved at prædike skattelettelser - for de rige.

Til forskel fra tendensen i Tyskland og England synes det franske valgresultat at udmærke sig ved en afstandtagen fra liberalismen og en tillidserklæring til venstrekoalitionen. De andre markante signaler er tilslutning til de klare standpunkter - med succes for Pasquas euroskeptiske linje og for de to små partier på den modsatte fløj i EU-debatten, der bekender sig til den europæiske føderalisme og integration - de Grønne med Daniel Cohn-Bendit som spidskandidat og centrum-højrepartiet UDF (der samtidig markerede sin løsrivelse fra det Chirac-ledede højre).
Endelig er de Grønnes succes med næsten 10 procent af stemmerne en påmindelse til Jospin om, at han ikke kan hvile på sine laurbær - at venstrekoalitionen må følge med tiden. Regeringschefen har hidtil med sikker fingerspidsfornemmelse ledet et "plurielt venstre" (Jospins varemærke), hvor han især har taget hensyn til den traditionelle kommunistiske partner. Selv om søndagens valg ikke ændrer regeringens parlamentariske grundlag, har de Grønne nu i opinionen erobret pladsen som næststørste koalitionspartner fra kommunisterne. Det bør få følger, og det bør indgå i overvejelserne om regeringens orientering i de kommende tre år. De Grønne er den nye og dynamiske faktor i den franske venstrefløj, og det vil klæde regeringen Jospin at slå ind på en mere resolut miljøpolitik og en mindre atombaseret energipolitik. De Grønne vil presse på, og selv om bastionen måske er solid, er husfreden ikke garanteret i huset Jospin. B.V.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her