Læsetid: 4 min.

Solidaritet og selvstændighed

Man er ikke arbejdsløs, når man skriver bøger - også selv om man ingen penge får og i øvrigt er til rådighed for arbejds-markedet. Er det a-kassens definition af solidaritet?
1. juli 2006

Når det er sommer, og man holder ferie, kan man passende benytte lejligheden til at overveje forholdene på ens arbejdsplads.

Det er jo den, man holder ferie fra, og den, man om en, to eller tre uger skal tilbage til. Er man tilfreds med ledelsen og lønnen, med det daglige arbejde og udfordringerne, eller skal man måske til at se sig om efter et andet arbejde? Såre relevante overvejelser, hvis man vel at mærke har et fast arbejde.

Har man ikke det, kan man sætte sig i solen og glæde sig over, at a-kassen hjælper en gennem tiden som arbejdsløs. Ideen med a-kassen er jo den gensidige solidaritet, sådan at man betaler fuldt kontingent, mens man er i arbejde, og formedelst et mindre kontingent modtager dagpenge, når man er uden.

Så smuk er tanken med a-kassen, men hvis man mister sit arbejde og nu på egen hånd vil søge at kvalificere sig til et nyt job, så risikerer man at måtte revidere sin opfattelse af den formentlige solidaritet.

Da jeg selv i august i fjor sagde min daværende stilling op i protest mod ledelsesforholdene på min arbejdsplads, glædede jeg mig over gennem mange år at have betalt kontingent til Magistrenes A-kasse, så jeg nu med god samvittighed kunne lade mig brødføde af andre, indtil jeg fandt et nyt job. Først skulle jeg lige blive officielt arbejdsløs og udstå tre ugers karantæne, men så burde jeg også være berettiget til at modtage dagpenge. Troede jeg da. Da jeg under min første samtale med a-kassen kom jeg for skade at oplyse, at jeg havde skrevet kontrakt med et forlag om min næste bog, blev jeg belært om, at jeg så formentlig måtte betegnes som selvstændig.

Selvstændigt arbejde

Åbenbart var selvstændighed så belastende et forhold, at jeg risikerede at diskvalificere mig selv som dagpengemodtager. Jeg forklarede, at jeg ganske vist ved underskrivelsen af kontrakten flere måneder tidligere havde fået udbetalt halvdelen af mit garantihonorar, men i øvrigt ikke ville få flere indtægter for mit arbejde på bogen, før jeg efter planen afleverede manuskriptet trekvart år senere. Det var a-kassen imidlertid ligeglad med, for selvstændigt arbejde var så suspekt, at mit arbejde på bogen ville blive fratrukket mine dagpenge - ikke krone for krone, men time for time. I sagens natur blev jeg lidt nervøs for mit udkomme, men a-kassen beroligede mig med, at man jo først skulle hitte ud af, om jeg faktisk var selvstændig eller måske kunne klare frisag. Undersøgelsen kom til at vare adskillige måneder, mens jeg måtte svare på en byge af kafkaske spørgsmål om, hvem der havde kontakten til kunderne, hvornår denne fandt sted og ved hjælp af hvilke medier, hvor mange der var ansat i firmaet og så videre i en uendelighed. Mere ræson var der i diverse brochurer og informationsmøder, der syntes at have til hensigt at optimere mine muligheder for igen at komme i arbejde.

Digte til skuffen

Selv mente jeg ganske vist, at jeg ved at skrive en bog netop meriterede mig, så jeg lettere ville kunne skaffe mig et nyt job, men det ville a-kassen ikke høre tale om. Derimod måtte jeg gerne skrive digte til skrivebordsskuffen, når blot jeg ikke tænkte på at udgive dem, og lige så gerne skrive ansøgninger på jobs, jeg ikke gad have, og ingen kunne drømme om at give mig.

Spagfærdigt prøvede jeg at forklare, at arbejdet på manuskriptet ikke ville forhindre mig i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, da jeg til hver en tid kunne lægge det fra mig, hvis jeg fik et job. Tilmed kunne jeg arbejde om aftenen og i weekenden, ligesom jeg havde gjort, da jeg skrev en større bog, samtidig med at jeg passede min daværende fuldtidsstilling. Imidlertid var a-kassen komplet ligeglad med, hvornår jeg arbejdede, for når arbejdet var selvstændigt, så måtte selv nattetimer fratrækkes dagpengene.

Jeg kunne ikke drømme om at sidde med hænderne i skøddet, og jeg kunne ikke drømme om at lyve mig til dagpenge ved at bilde a-kassen ind, at jeg ikke brugte al min disponible tid på at skrive min bog færdig. I stedet måtte jeg se i øjnene, at a-kassen for det første har et meget eksklusivt begreb om solidaritet, der ikke tåler den mindste form for selvstændighed, og for det andet hæmmer enhver stræben ud over lønarbejdets snævre grænser.

Det, a-kassen ville give mig, svarede omtrent til udviklingshjælp til ulande med den udtrykkelige klausul, at pengene ikke måtte benyttes til industriel og teknologisk udvikling, men kun til brøndboringer og gødning, så resultatet ikke blev udvikling, men status quo.

Desværre tog det mig et halvt års tid at blive klar over, hvordan tingene var fat, og i al den tid modtog jeg ikke én krone i støtte, men fik til gengæld lov at betale mit kontingent.

Solidaritet?

Nu har jeg meldt mig ud af a-kassen, så derfor bruger jeg ikke sommeren på at holde ferie, men på at arbejde.

Som selvstændig uden for a-kassen må jeg godt, men selv om jeg er tilfreds med at kunne disponere min tid og mine ressourcer bedst muligt, er jeg ikke just lykkelig over at stå uden for det solidariske fællesskab. Jeg ville gerne være del af et sådant, men for mig har det vist sig ikke at findes i a-kassens regi. Så hvis jeg engang skulle finde mig et fast job og dermed få en bedre økonomi, melder jeg mig igen ind i CARE, Unicef, Folkekirkens Nødhjælp og alle de andre foreninger, der administrerer medlemskontingenterne i overensstemmelse med et klart begreb om solidaritet - og i hvert fald ikke bilder medlemmerne ind, at kontingenterne går til en gensidig forsikringsordning. Magistrenes A-kasse må derimod finde en anden end mig at stikke blår i øjnene på.

Etisk talt

Hver lørdag diskuterer Eva Holmegaard Larsen, Zubair Butt Hussain, Kit Louise Strand og Peter Tudvad på skift etiske spørgsmål og deres stigende betydning i den offentlige debat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu