Læsetid: 6 min.

Solsorten er en fugl

Nu vil man på Århus Universitet også forske i noget, man allerede ved. Dermed er uvidenheden - (eller forsøget på at skrabe forskningsmidler til sig med et sideblik på folkestemningen) - ved at tangere det pinlige. Svarende til, i hvert faldt hvad et af hovedemnerne angår, at biologer så også skulle forske i, om solsorten er en fugl- Missionspolitisk imperialisme?
6. juli 2005

På Århus Universitet skal en gruppe teologiske forskere de kommende år stå for et kæmpeprojekt, bl.a. i islam, men det er kendetegnet af såvel inkompetence som en missionspolitisk agenda. Skal staten virkelig poste millioner af kroner i dét?

Ifølge de århusianske universitetsblade Campus nr. 9, 2005, og Augustus nr. 2, 2005, er det hensigten, at Det Teologiske Fakultet på Århus Universitet - på kontrakt med Videnskabsministeriet - skal stå for et nyt, statsfinansieret fokusområde, Religion som normsætter. Ifølge bladene skal fokusområdet rumme tre overordnede temaer: "Bibeltekster, salmer og litteratur", "Jøder, kristne og hedninge i Antikken - kritik og apologetik" samt "Hellige tekster og retlige normer". Det lyder alt sammen meget videnskabeligt og universitært.

Læser man imidlertid de udtalelser, der kommer fra lederen for fokusområdet, professor, dr. theol. Kirsten Nielsen, er der noget, der skurrer slemt i ørerne:

"Vi er måske så afklarede om vores religiøse udgangspunkt, at vi glemmer, at de tre religioner (jødedom, kristendom og islam) har Det Gamle Testamente som fælles hellig tekst, og at muslimerne anerkender Det Nye Testamente - dog ikke, at Jesus er Guds søn. Det kan meget vel tænkes, at religionerne har nogle parallelle udviklinger, der kan åbne op for samtale. Derfor har vi f. eks. brug for nogle grundige studier af, hvilke potentialer der er i islam."

Dette lyder mere som en præstelig teolog, der selv har glemt verden uden for den teologiske præstegård, end som en kvalificeret religionsforsker. For enhver, der beskæftiger sig videnskabeligt med religioner, vil jødedommens, kristendommens og islams skriftmæssige grundlag i Den Hebraiske Bibel (i den kirkelige tradition kaldet Det Gamle Testamente) være et lige så grundlæggende som velkendt faktum, som at solsorten er en fugl for alle, der beskæftiger sig med biologi. At de tre bibelske religioner - som de jo ofte kaldes i videnskaben - har ganske meget tankegods til fælles, al den stund de er opstået af samme tradition, er nok en af religionshistoriens ældste nyheder.

Islam og demokrati

Værre bliver det, når der senere i artiklerne står, at formålet med temaet "Hellige tekster og retlige normer" bl.a. er at undersøge, "om den muslimske teologi og jura rummer elementer af en demokratisk tænkning, som kan bruges i et vesteuropæisk samfund, hvor islam er kommet for at blive. Spørgsmålet er, om den historiske udvikling, hvor kristendommen måtte lære at indordne sig under demokratiet, også kan komme til at gælde for islam."

Her er uvidenheden - eller forsøget på at skrabe forskningsmidler til sig med et sideblik på folkestemningen - ved at tangere det pinlige, i særdeleshed i en universitær sammenhæng. For det første har demokrati i nutidig forstand jo ikke eksisteret før Oplysningstiden. Hverken i kristendommen eller islam. Det betyder ikke, at der ikke i begge religioner kan findes isolerede elementer af en demokratisk tænkning, men om demokrati i moderne, vestlig forstand? Nej.

For det andet har muslimske teologer allerede fra 1800-tallet argumenteret for, at islam er kompatibel med europæiske, politiske og kulturelle modeller. Tænk blot på navne som f.eks. Djamâl ad-Dîn al-Afghânî, Sajjid Ahmad Khan eller Muhammad 'Abduh. Disse gik alle ind for en radikal nytænkning og nyfortolkning af islam i lyset af videnskabelig rationalisme og moderne samfundspolitiske teorier. Deres tanker, der blev publiceret med det samme, har haft stor indflydelse på de islamiske samfunds udvikling i løbet af de sidste to århundreder; bl.a. for fremkomsten af det moderne Tyrkiet, hvis grundsekulære linje under Atatürk ikke ville have været muligt uden nytænkningen i Mellemøsten i 1800-tallet. Det er med andre ord igen gamle nyheder, som folkene på Det Teologiske Fakultet skal til at udforske.

Endelig smager hele tilgangen i de pågældende udtalelser af en kirkelig bedreviden, for ikke at sige en blanding af kristen mission og vestlig imperialisme. Nu skal man til at undersøge "potentialerne" i islam, og om religionen kan tilpasses et moderne, demokratisk samfund. Formuleringerne er uhyre problematiske - eller afslørende, om man vil - da de implicit formidler det indtryk, at islam er en homogen, religiøs og autoritær klump, der fra ende til anden modsætter sig demokrati og forandringer.

Pinlig orientalisme

Rent bortset fra, at det er usandt, hvad er det egentlig for et udgangspunkt for en "samtale"? Newspeak? Derved kommer hensigten med betydelige dele af "Religion som normsætter" unægtelig til at ligne en pæn, velpoleret udgave af Dansk Folkepartis udlændingeprogram eller den amerikanske præsidents udenrigspolitik. Oplægget for "Hellige tekster og retlige normer" er ganske enkelt baseret på faglig uvidenhed og pinlig orientalisme.

Alternativt har man formuleret sig meget uheldigt eller er blevet fejlciteret - men de nævnte udsagn går igen i begge artikler. Sagen er jo, at enhver religionsstuderende i islam ville kunne have præsenteret en langt mere kvalificeret, nuanceret og afvejet hensigtserklæring, også selv om pladsen er begrænset. Så nogle spørgsmål står unægteligt tilbage:

Skal staten finansiere et stort fokusområde, der ud fra universitetsbladene at dømme på væsentlige punkter excellerer i faglig inkompetence, gammelkendt stof og en slet skjult missionspolitisk dagsorden? Er det et velovervejet valg at sætte kristne teologer, der formentlig repræsenterer den historisk set mest intolerante religion nogensinde, til at lede et i dag så kontroversielt forskningsfelt som islam? Det er trods alt en religion, som den kristne kirke i århundreder har været en arg hovedmodstander af. Med andre ord: Hvis man skal garantere en så høj grad af kompetence og objektivitet som muligt, ville det så ikke være mere naturligt, for nu at sige det urbant, at sætte religionshistorikere og sprogfolk til at lede en så vigtig post?

I modsat fald fristes man til at spørge: Ligger der en særlig dagsorden bag fra Videnskabsministeriets side, når den tillader universitetsteologer og ikke - det fagligt indlysende valg - religionshistorikere og sprogfolk at stå i spidsen for et fokusområde af denne art? At universitetsteologer kan have andre interesser og andre hensyn at tage end de videnskabelige, er bl.a. den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 et veldokumenteret bevis på.

Under alle omstændigheder er valget af teologer symptomatisk. Således er der herhjemme ca. 20 professorer på teologi til at varetage forskellige sider af én religion, kristendommen, men kun ca. seks professorer på religionsvidenskab til at varetage principielt alle religioner i verden til sammen. Endelig er der fra 1. september i år kun én professor tilbage i semitisk filologi (København). Der er fagligt og magtmæssigt med andre ord tale om en kolossal ulighed på religionsstudiernes område i Danmark. Seks professorer til én religion (da det nu er den største) og 20 professorer til alle verdens religioner kunne måske gå, men omvendt?

Dermed kan det heller ikke overraske, at det er en teolog, der er leder for det officielle fokusområde "Religion som normsætter" på Århus Universitet og for det officielle satsningsområde "Religion i det 21. århundrede" på Københavns Universitet (lektor, cand.theol. Hans Raun Iversen), og at det er en teolog, ikke en religionshistoriker, der er medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd (professor, dr. theol. Viggo Mortensen).

Alt dette er der mange, der er utilfredse med - selv om de fleste af gode grunde ikke siger det højt - men man skal næppe forvente, at den nødvendige reform kommer fra teologisk side. Tværtimod, naturligvis.

I ovenstående tilfælde er fokusområdet ikke blot ledet af en teolog, men dets tre temaer er også ledet af teologer. Som professor Kirsten Nielsen tankevækkende udtaler i Campus, vil fokusområdet i sig selv kunne blive normsættende. Hvis det imidlertid betyder, at universitetet skal forvandles til en platform for slet skjult missionspolitisk imperialisme - og sådan ser det ud - har det moderne samfunds videnskabsidealer spillet fallit. Så er vi på vej tilbage til kolonitid og middelalder.

Vi ville være taknemmelige, hvis de ansvarlige kunne melde ud, at universitetsbladene giver et meget forvrænget billede af, hvad der på flere områder er formålet med "Religion som normsætter". Og dermed gøre dele af denne kronik overflødig.

Ellers må man håbe, at der er andre, der vågner op. Som Ahmad Khan helt i Oplysningstidens ånd skrev i 1800-tallet:

"Indskrænkning af meninger resulterer i en krænkelse af alle menneskers rettigheder, og den skader alle, ikke blot den nuværende generation, men også de kommende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu