Læsetid: 5 min.

Somaliere i det hvide midtvest

3.500 somaliske krigs-flygtninge har efter 10 års ophold i flygtninge-lejre i Afrika og Sydasien samt en mellemstation i et sort ghettokvarter i Atlanta endelig fundet et hjem i en lille by i landbrugsstaten Maine
17. juli 2006

LEWISTON, MAINE - Abdi Sheikh har al mulig grund til at være tilfreds. I 2000 blev han lemmet ind i USA som flygtning fra borgerkrigen i Somalia.

I de syv foregående år havde han boet i en flygtningelejr i Pakistan, hvor han imod alle odds tog en bachelorgrad og begyndte studier til en master i bogholderi.

Men vigtigst af alt lærte Abdi, der i dag er 23 år, at tale flydende engelsk.

"Det er nøglen til at klare sig i USA," fortæller han.

Abdis første destination i USA var San Diego i sydlige Californien. Men det gik ikke.

"Jeg kendte ikke nogen. Jeg følte mig fortabt i en så stor by. Jeg måtte have tre job for at klare dagen og vejen."

I 2001 ringede en ven fra Portland i den nordøstlige delstat Maine. Det blev flyttedag igen. En uge efter sin ankomst til Portland havde Abdi fundet et arbejde.

Men byen var stadig for stor. Han hørte om somaliere, der var begyndt at migrere fra et sort ghettokvarter i Atlanta til Lewiston - en provinsby i Maine med 36.000 indbyggere omgivet af tykke skove og talrige søer.

For tre år siden fandt Abdi endelig det sted, han havde ledt efter gennem 10 år.

"Et sted, jeg kan kalde mit hjem," som han siger.

I dag er han gift med en somalisk kvinde. Begge har job. De bor i en lejlighed og har en somalisk og amerikansk vennekreds.

Men sådan er det ikke gået for alle de 3.500 somaliske flygtninge, der har slået sig ned i Lewiston siden 2001.

"Det er en lang og drøj proces at integrere folk, der kommer fra en så forskelligartet baggrund. Næsten ingen kan tale engelsk. De færreste har en folkeskoleuddannelse. Vi har en ledighed på 50 procent. 500 voksne uden arbejde. Mange forstår ikke amerikansk kultur og bliver frustrerede," fortæller viceborgmester Phil Nadeau, der har været den hovedansvarlige i kommunen for at integrere den somaliske indvandrergruppe.

Men der er også positive ting at berette om.

Egen gravpslads

I flygtningelejrene var uddannelsen nødtørftig. I dag går 500 sorte, muslimske børn i folkeskole og gymnasie.

På hovedgaden Lisbon Street finder man to restauranter - den ene hedder Cleopatra, den anden Red Sea. Tre butikker med somalisk gevandter og proviant er åbnet.

Siden 2002 har en tre-etagesbygning midt på hovedgaden tjent som moské. Men de to øverste etager - der var tilsidesat til kvinder og børn - blev i vinters lukket af brandvæsenet.

Nu leder moskéens bestyrelse efter en ny og større bygning, som kan huse en menighed på op til 800 mennesker under højtiderne Eid og Ramadan.

For nylig har det somaliske samfund endda fået sin egen muslimske gravplads. Selve jorden blev doneret af en privat mindepark. De kommunale myndigheder formidlede handlen.

"Vi har kun skullet yde 10.000 dollar til forberedelse af 320 grave og indhegning," fortæller Abdi Sheikh, der i sin fritid står for det administrative arbejde i moskéen.

"Vi sparede 40.000 dollar på, at mindeparken gav os pladsen gratis. Det er en stor lettelse at have vores egen gravplads. I Portland (største by i Maine, red.) ligger den muslimske gravplads på en kirkegård. Derfor har vi måttet tage hele vejen til den muslimske gravplads i Boston (350 km. sydpå, red.) med de døde. Udgiften til begravelse dernede er tre gange højere (6.000 dollar, red.) end på vores egen gravplads her i Lewiston."

Somalierne er gode til at bygge netværk og holde sammen.

"I vores kultur er der en tradition for at sende ekspeditioner ud og lede efter et bedre sted at bo. Det er den måde, at vi fandt Lewiston på," fortæller skolelærer Said Mohamud, der er uddannet kemisk ingenør i Italien.

"Det vigtige for os var at vælge en by. Hvis man etablerer sig i en storby eller spreder sig ud over hele USA, mister man muligheden for at bistå hinanden. I en lille by som Lewiston kan man desuden tale med én røst. Man får mere indflydelse," forklarer Mohamud.

Selv har han taget initiativ til at danne foreningen African Immigrants Association, hvis fornemmeste opgave er at bygge bro mellem de somaliske flygtninge og den overvejende hvide, fransk-amerikanske befolkning i Lewiston og omegn. Foreningen arrangerede sit første store initiativ lørdag 1. juli, Somalias uafhængighedsdag.

USA's uafhængighedsdag fra det britiske kolonistyre fejres 4. juli. Begge dage blev markeret på Africana Festival: A Multi-Cultural African Event.

Begivenheden blev afviklet i et indendørscenter i byen med østafrikansk dans og musik. 1.000 besøgende blev bespist med somaliske delikatesser. Bystyret i Lewiston og i nabobyen Auburn medfinansierede festivalen.

Den private rascime

Ledighed blandt voksne og tilpasningsvanskeligheder for teenagere i skolen er det tema, som optager de somaliske flygtninge i Lewiston mest. Racisme og diskriminering på baggrund af hudfarve og religion synes ikke at veje tungt. Ingen nævner det i hvert fald.

"Folk her i byen identificerer ikke somalierne som muslimer. Religion er på en måde en fredet ting i USA. Det handler mere om hudfarve," siger viceborgmester Nadeau.

Somalierne føler sig desuden trygge. I Atlanta blev de af og til antastet af hvide. Det sker yderst sjældent i Lewiston. Vendepunktet kom i 2003, da over 4.000 hvide deltog i en solidaritetsmanifestation med den somaliske befolkning. Foranledningen var en demonstration arrangeret af et racistisk forbund fra Chicago, som forlangte flygtningene sendt hjem til Afrika. Kun 45 racister mødte op.

Alligevel mener Kate Brennan fra støttegruppen Maine People's Alliance, at racismen og diskrimineringen trives i den private sfære.

"Især den lavere sociale klasse i byen går rundt og snakker om, at somalierne får al mulig hjælp fra det offentlige, mens de angiveligt ikke selv får noget," siger hun.

Den logiske løsning på disse sociale spændinger mellem somalierne og den hvide underklasse er utvivlsomt øget beskæftigelse. Problemet er, at Lewistons økonomi i de sidste par årtier har undergået en forvandling fra industriøkonomi til servicefag og teknologi, som kræver en bedre uddannet arbejdsstyrke.

"De fleste somaliske voksne kan ikke godt engelsk. De går på aftenskole, men de er i virkeligheden kun kvalificeret til at tage ufaglærte jobs, og dem har vi næsten ingen af," siger viceborgmester Nadeau:

"Det er meget frustrerende. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi løser det problem. Vi har anmodet delstaten om hjælp."

For de voksne somaliske indvandrere er prioriteten deres børn. Mange familier har 6-8 børn. De yngste er hurtigt faldet til og sakker ikke synderligt bagud i forhold til deres aldersklasse i skolerne.

"Den store hovedpine er de 14-15 årige. Byen og staten har ikke ydet ekstra ressourcer til hjælpelærere og disse børn er langt, langt bagefter deres jævnaldrende," siger Said Mohamud, lærer i en privat skole.

Mohamuds største ønske er derfor at finde midler til starte en efterskole for disse unge.

"Vi er en gruppe veluddannede somaliere fra Mogadishu - nogle af os har en ph.d fra Italien - og der er ikke noget, vi hellere gør, end at bruge vores fritid på at undervise vore børn," siger han.

Men hidtil er det ikke lykkedes at samle penge ind.

"I USA er det meget svært at rejse midler til organisationer, hvis formål er at hjælpe en specifik gruppe mennesker. Man skal helst have et generelt formål," konstaterer Phil Nadeau.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her