Læsetid: 4 min.

Something rotten

8. august 2002

Hvem slog Hamlets far ihjel? Hvem eliminerede grundsoklen i den stræbsomme prins’ liv, hvad er i det hele taget skin, og hvad er sandhed? Shakespeares stykker spilles som aldrig før i disse år, rigdommen i teksterne udfordrer og appellerer også til unge instruktører, der kan demonstrere deres verdenssyn og kunnen via måden, hvorpå de håndterer de i teatertraditionen sakrosankte tekster. Deres nyfortolkninger af klassikerne er samtidig en opdatering omkring spørgsmålet: Hvad skal vi med dem i dag. Teatret viser hermed sit engagement i verden, idet kunstarten flytter sig, om ikke i takt, så i dirrende spil med verden. Det handler om tolkninger, om at bruge den kendte historie på nye måder, der viser tidens tilstand. Eller provokerer den.

Men den aktuelle Hamlet-forestilling, som også er gefundenes fressen for agurkemætte og dramahungrende nyhedsmagere- og brugere, rummer et drama i sig selv, der demonstrerer, afslører og provokerer, så den tilbage-til-Schweiz-rejste instruktør vel næppe kunne ønske sig det bedre. Ikke kun danske aviser er optaget af dramaet, men også tyske og
schweiziske medier har øjnet sagen. Og har han ikke lige præcis med et hug afsløret for den ganske verden, at dansk teater groft sagt består af bondeangrende skuespillere med øjne stift rettet mod samtiden, men med jordforbindelsen i en kunstnerisk tidslomme, der ligger sådan cirka hundrede år væk fra i dag? Sådan forekommer det i det mindste. Tag bare Henning Jensens udtalelser til Politiken onsdag: »Det gode skal sejre på teatret hver gang. Mennesket kommer for at blive bekræftet i sin egen anstændighed, og i det øjeblik, vi åbner for grænseløsheden, så åbner vi også for det onde« – Hvabehar! Hvornår har kunsten handlet om opbyggelighed? Det godes sejr – er det sådan verden ser ud i dag? Lyder det ikke som noget, oldefar i et sentimentalt øjeblik kunne dristes til at sige i en konfirmationstale, så langt fra de unge mennesker, som ikke mindst Det Kongelige Teater stræber efter at få tag i, og så langt fra de øvrige kunstarters indsigter, som tænkes kan.

At den danske skuespillerstand har alvorlige problemer med at slippe den naturalisme f.eks. som litteraturen smed way ago, er tydeligt for enhver, ikke mindst kongelig teatergænger og bekræftes af instruktøren Rolf Heim og Jens Albinus på side 6 i dagens avis. Argumenterne fra Jensen om, hvorfor han ikke vil deltage i Stefan Bachmanns Hamlet-forestilling er ligeledes sigende: Han taler om »den menneskelige værdighed«; han taler om, at pigen med Downs syndrom blev behandlet forkert. Sådan forestiller han sig i hvert fald, at hun oplevede det under prøverne og ville gøre det fremover under de 40 opførelser af stykket for publikum.
Men pigens forældre, der sad med under prøverne, samt pigen selv, har ikke oplevet noget overgreb. For Jensen, der selv ellers er en glimrende skuespiller, vælter læsset qua hans formodninger, ikke mindst om at mongoler ikke kan opleve en leg. Omkring samme diskussion udtalte Bachmann klogeligt til Tagesspiegel onsdag: »Diskussionen hørte retteligt hjemme blandt dem, som havde set stykket. Og for at publikum kunne have taget diskussionen, krævede det, at de havde set stykket.«
Naturligvis kan enhver føle sig etisk berettiget til at handle efter sin overbevisning – og sige nej. Naturligvis er det med rette, at lyn og torden rammer teaterledelsen for den slow-motion-snublen, de præsterer ved et langt og for alle parter uklart forløb, hvor en lem i gulvet hele tiden har kunnet åbnes: Hvorfor har skuespillerne ikke været bedre informeret om instruktørens hensigter tidligere, hvorfor går der en måned fra skuespillerne siger fra og til krisen erkendes. Mens Jens Albinus og Bachmann forsøgte at redde forestillingen og skrive de tre roller ud, må sirenerne da have lydt i skuespilchef Klaus Hoffmeyers og teaterchef Michael Christiansens hoveder! Hvorfor er det først nu, de taler om, at de ikke har en plan B? Michael Christiansen udtalte i går til tv, at »hvis vi kunne forudsige tingene, var vi her slet ikke«, flotte ord, men i virkeligheden er det kun ledelsesmæssigt, at Det Kongelige Teater i længden er uforudsigeligt.
I
nstruktører ligger i disse år for had af den konservative kritiker-og teaterverden, de må ikke lave om på de klassikere, vi kender. Selvfølgelig må de det, hvorfor skulle de ellers tolke dem påny? Vi vil ikke sidde bænket i kedsomheden og opleve den samme slags teater, der udtrykker ’det gode i mennesket’ aften efter aften, sæson efter sæson. Det er vi alle da enige om er en køn drøm. Vi vil se noget, vi ikke kender til, alt dét, vi i verden oplever, som vi ikke kender, skal da tolkes i scenekunsten!
Når cremen af dansk skuespilskunst om føje tid ifølge planerne skal overhældes i et flere millioner dyrt skuespilshus, bliver den hulhed, man aner, rungende. Mon den vil tiltrække flere ’udenlandske teaterstjerner’? Hvornår vågner dansk teater?

cl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu