Læsetid: 4 min.

Something rotten

4. maj 2000

Det er ikke sigtelsen mod Jean-Claude Trichet - chef for den franske nationalbank og uofficielt udpeget til chef for den Europæiske Centralbank fra 2002 - der har fået euroen til at vakle. Euroens kurs var allerede faldet gennem længere tid, og nyheden fra Paris har kun skubbet lidt til den hældende vogn.
Årsagerne til euroens svaghed er allerede blevet analyseret på kryds og tværs, men tilfældet Trichet bør måske betragtes som symptom på nogle svagheder, der indirekte får den europæiske valuta - i flere henseender en kolos på lerfødder - til at vakle.
Trichet er sigtet for medansvar for forfalskede regnskaber i forbindelse med et bankkrak, der har tilføjet den franske stat (skatteyderne) tab på over 100 milliarder francs. Sigtelsen skyldes, at Trichet var direktør for statsfinanserne og repræsentant for den franske stat i tilsynet med den i 1992-93 krakkede statslige bank Crédit Lyonnais, Frankrigs største bank.
I 1998 satte Frankrig alle sejl til for at få Trichet udpeget til chef for den Europæiske Centralbank for den otte-årige periode, i hvis begyndelse den fælleseuropæiske valuta skulle lanceres. Stillet over for modstand fra det store flertal af EU-landene veg Chirac og Jospin ikke tilbage for at fremkalde en krise i EU på dette spørgsmål og fik gennemtrumfet et uofficielt (i virkeligheden ikke-lovmedholdeligt) forlig, hvorefter Trichet skulle afløse Wim Duisenberg i 2002, altså beklæde posten i sidste halvdel af embedsperioden.
At Trichet nu står sigtet - og sandsynligvis af denne grund må droppes som fremtidig europæisk centralbankchef - er et tragikomisk efterspil til denne episode. Men hele forløbet forekommer utroligt i betragtning af, at muligheden for en sigtelse mod Trichet i Crédit Lyonnais-skandalen var kendt i 1998. Af den samme grund antydede Duisenberg ved flere lejligheder, at han ikke tog aftalen om vagtskiftet i 2002 særlig højtideligt...

Frankrig kan naturligvis insistere på, at Duisenberg til den tid skal træde tilbage til fordel for en franskmand, men man har svært ved at finde en kandidat med den nødvendige vægt.
Nu kan man ironisere over, at Frankrig i denne sektor har et talent for at udpege chefer, der glider i en eller anden bananskal. Den første chef for EBRD (udviklingsbanken for Østeuropa), Jacques Attali, måtte forlade posten på grund af sløsen med millioner i en udvendig opvisning af storhedsvanvid, der desværre er udbredt hos franske topchefer. Den mægtige økonomi- og finansminister Dominique Strauss-Kahn trådte tilbage i december 1999 på grund af en sigtelse for fiktivt arbejde, en form for korruption.
Men problemerne i Euroland er ikke bare franske. I 1998 skred hele EU-kommissionen på grund af korruptionsanklager mod nogle af medlemmerne. Der er også andre problemer end korruption, nepotisme osv. i forbindelse med udnævnelserne på dette plan. Da Europa i fjor skulle udpege en ny kandidat til posten som chef for den Internationale Valutafond (IMF), var det Tysklands tur til at foreslå en af sine egne, og det skete på en så fumlende måde, at det førte til et halvt års usikkerhed ledsaget af diplomatiske forviklinger. Efter lang tøven foreslog den tyske regering en kandidat, som ingen andre lande havde tillid til, og først i sidste øjeblik fandt man den brugelige kandidat, Horst Köhler. Med splittelse og haltende diplomati efterlod Europa det indtryk, at USA i den sidste ende havde det afgørende ord.

NÅR DET yderligere huskes, at forbundskansler Gerhard Schröder efter en både dybtgående og højrøstet konflikt måtte sige farvel til sin første finansminister, Oskar Lafontaine, får man et billede af et Europa, der er foruroligende ustabilt med hensyn til organisation, ledelse og centrale personvalg. EU-Kommissionen fyret. Dramatisk finansministerskifte i både Tyskland og Frankrig inden for få måneder. En EU-kommissionsformand, Romano Prodi, der har travlt med at forsvare sig mod kritik fra alle sider og ikke møder mange tegn på tillid. En europæisk centralbankchef, Wim Duisenberg, der har svært ved at hævde sig - han er faktisk lidet overbevisende som EUs svar på USA's Alan Greenspan.
De gentagne kriser omkring kommissær-, minister- og chefposter afspejler uden tvivl en dybere svaghed i dagens EU. Nogle taler med nostalgi om de gode gamle dage - det vil sige for få år siden - da Frankrig og Tyskland havde en klar rolle som førerpar, og da Kommissionen havde en person af format som Jacques Delors i spidsen. I dag er det Tony Blair, der fremtræder som den ideologisk dominerende leder i et Europa, hvor den økonomiske liberalisme vinder frem, men uden central politisk modvægt som i USA. Når euroen trods den økonomiske opblomstring i EU-landene og trods gentagne renteforhøjelser fortsætter sit fald, ikke blot i forhold til dollar og yen, men også sterling, er der noget galt. Europa er blevet et frihandelsområde med en valuta omgivet af et politisk vakuum.B.V.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her