Læsetid: 8 min.

Sommer i Amsterdam

Ude i de smalle gader langs kanalerne, under de gamle takkede facader, er der en meget Rembrandtsk stemning. Jeg sidder med tegnekul og gråt indpakningspapir og drømmer om kunstens hellige haller, mens solen går ned
23. februar 2006

Om natten gik jeg rundt i en lille tysk landsby og ventede på at grænsestationen skulle have vagtskifte.

Der var kun få forretninger i byen, og mærkeligt nok var en af dem en dyrehandel. For at få tiden til at gå, studerede jeg de forskellige dyr i udstillingsvinduet, hvilket egentlig ikke var særligt underholdende, men jeg blev opmærksom på to skildpadder som, op imod ruden, var i gang med en parringsakt. Deres bevægelser var så langsomme, at det tog mig lang tid at blive klar over, hvad de havde gang i, for resten var det også kun den ene skildpadde som bevægede sig.

Aldrig før eller siden har jeg set skildpadder parre sig, men den langsomhed hvormed det foregik, smelter i min erindring sammen med den endeløse nat, hvor jeg småfrysende luntede rundt og ventede på at solen skulle stå op, og de sure grænsebetjente ved den tysk/hollandske grænse, skulle blive udskiftet med nogle andre, og forhåbentlig mere venligtsindede over for langhårede blaffere uden den store likvide kapital.

Turen var ellers gået godt, ja nærmest over al forventning; allerede nogle få kilometer syd for Køge var jeg blevet taget op af en tysk lastbil på vej hjem fra Finland. Noget af det første chaufføren sagde var, at han havde kørt lastbil i over 20 år, uden nogen sinde at være involveret i en ulykke, så bankede han tre gange på instrumentbrættet og grinede.

Jeg fortalte ham, at jeg var på vej til Amsterdam for at se på malerier af Rembrandt og van Gogh. Gut, gut, han ville tage mig med til en by kun 10 kilometer fra den hollandske grænse, hvor han boede med sin familie.

Sådan en tur var jo det rene blafferheld, der var næsten 1.000 kilometer til grænsen, så jeg kunne roligt læne mig tilbage i sædet og lytte til chaufførens fortællinger. Det viste sig at han havde været soldat under krigen, og kæmpet i den tyske hær som udstationeret i Finland.

Da vi efter mange timers kørsel ankom til hans hjemby, parkerede han lastbilen og insisterede på, at han ville køre mig de sidste kilometer i sin egen bil.

Auf wiedersehen

Det var blevet hen under aften da han satte mig af og sagde auf wiedersehen. Turen havde gjort mig klogere på den Anden Verdenskrig, og givet mig et indblik i den menige tyske soldats oplevelser. Desværre sagde grænsepolitiet også meget hurtigt auf wiedersehen, de syntes ikke, at sådan en langhåret hitchhiker uden ret mange penge (i deres øjne) skulle lukkes ind i deres pæne og rene land. Jeg fik et stempel i passet Toegang Verboten, og besked på at vende næsen den anden vej.

Hvis jeg ville ind i Holland, så havde jeg værsågod at ankomme pænt rejsende med flyvemaskine eller tog eller i egen bil, med en pæn kuffert, og med en pæn pengepung, så jeg ikke skulle behøve at overnatte i en snusket Sleep In, men have råd til at spise mig mæt på fine restauranter osv., osv.

Så der stod jeg altså, forsmædeligt afvist i den mørke nat og så på skildpaddernes elskovsleg, mens jeg planlagde, hvordan jeg ville fortælle de nye grænsebetjente min sørgelige historie; Nej, nej, jeg skulle på ingen måde belaste den hollandske stat, i Rotterdam ventede min gode veninde Marie, og jeg kunne bo på ubestemt tid i hendes lejlighed, mens jeg studerede de hollandske mestre ud i malerkunsten.

Endvidere kom jeg fra et land, som for kort tid siden havde mistet sin konge, kong Frederik den 9. Jeg havde personligt stået på fortovet, og set hans kiste blive trukket gennem de granbestrøede gader i Roskilde, på vej mod Domkirken, hvor han skulle stedes til hvile, det gode forhold mellem det danske og hollandske kongehus taget i betragtning osv., osv.

Nå, natten fik en ende - som alle nætter, solen stod op og inden jeg fik set mig om, havde de nye morgenfriske grænsevagter slået et stort grin op, slået mig på skulderen, og slået et stort kryds henover det famøse stempel med Toegang Verboten, og smækket det flotte officielle stempel ved siden af. De syntes godt nok, at jeg havde fortjent det efter at have gået og frosset hele natten

Som nævnt kørte jeg på stop, og mange stop senere - faktisk flere dage senere, fandt jeg mig selv i Rotterdam, hvor jeg gik og ledte efter Maries lejlighed. Hun havde ikke givet mig nogen særlig grundig beskrivelse af, hvordan jeg skulle finde den, men nogen lunde sikker på at have fundet det rigtige hus og den rigtige dør, ringede jeg på. Da døren blev åbnet, så jeg ind i et stort lyst lokale fyldt med nøgne kvinder. Det var en forkert dør. Maries dør var en etage længere nede, og som hun fortalte mig, så var de fleste beboere i opgangen fotografer. Det forklarede jo til en hvis grad drømmesynet.

Sleep In

Marie var ansat på et reklamebureau, men meget af arbejdet udførte hun hjemme. Hun sad ved sit arbejdsbord i en karnap med panelklædte vægge, og et stort vindue med udsigt til havnen. Over hendes arbejdsbord hang et stort bur med to hvide turtelduer. Hendes kæreste, som også var fotograf, havde lige udgivet en bog med fotografier fra et spedalskhedshospital i Indien. Jeg sad på gulvet og bladrede i bogen, mens hun koncentreret arbejdede med sine akvareller - dagene gik...

På et tidspunkt begyndte der at blive lidt overbefolket i Maries lejlighed. Phillip, en franskmand, var også dukket op sammen med en pige, han lige havde mødt. Summasumarum, jeg henlagde min residens til Amsterdam.

I de år kunne man leve meget billigt i Amsterdam. En af de billigste måder at overnatte på, var i en såkaldt Sleep In. Den var indrettet i en gammel fabrikshal, med hundredvis af jernsenge stablet oven på hinanden i fire senges højde. Her kunne man møde kammerater fra hele verden. På denne baggrund følte jeg mig ganske godt på bølgelængde med van Gogh, da jeg gik hen imod det moderne museum med hans navn i store bogstaver på muren. Her ville van Gogh blive afvist, hvis han prøvede at komme ind, tænkte jeg. Mit eget udseende var heller ikke for respektabelt; den brune fløjlsjakke, som jeg havde købt på Fleemarket ved Moses and Aron-kirken, var krøllet. Cowboybukserne havde kendt bedre dage, og de sandaler, jeg så muntert var trasket ud ad Køge Landevej i, var efterhånden ved at gå i opløsning.

Den lange sommer

Rijksmuseet bag Dam Platz har lange mørke gange, men endnu mørkere er de uendelige rækker af brune malerier i tunge forgyldte rammer, der hænger på væggene. Da jeg endelig når frem til Rembrandts Nattevagten, orker jeg næsten ikke at se på mere brun sovs. I sammenligning med van Goghs lysende landskaber fra Sydfrankrig, er Rembrandt kulsort middelalder.

Men ude i de smalle gader langs kanalerne, under de gamle takkede facader, er der alligevel en meget Rembrandtsk stemning. Jeg sidder med tegnekul og gråt indpakningspapir og drømmer om kunstens hellige haller, mens solen går ned.

På denne måde går ugerne, det er en sommer, der ikke synes at få ende. Jeg har heller ikke travlt, for jeg har ingen forpligtelser, og der er ingen steder, jeg hellere vil være.

Min kapital er skrumpet ind til ingenting, hvilket ikke generer mig, da jeg heller ikke har nogen udgifter. Dagens hovedmåltid indtager jeg hen under aften i et af de mange thehuse, som forskellige religiøse retninger har åbnet rundt omkring i byen. Her kan man få the og marmelademadder, så meget man kan spise, bare man opretholder et skin af interesse for at blive frelst, af hvilken missionær det nu lige måtte være.

Jeg er blevet gode venner med en amerikaner, Dick. Han er uddannet filmfotograf, og sine rejser rundt i verden finansierer han ved engang imellem at tage til New York og arbejde nogle måneder i filmstudierne. Sin sovepose og sit ekstra undertøj bærer Dick rundt på i en plastikpose, som han har vendt vrangen ud af - det er imod hans principper at gå rundt og reklamere for tilfældige merkantile interesser. Ikke desto mindre er det vores faste forsæt hver morgen, at stille os op i køen foran Heineken Bryggeriet for at deltage i rundvisningen - udelukkende med interesse i rundvisningens afslutning, som består i smagsprøver på bryggeriets produkter.

Men på trods af dette faste forsæt, bliver vi hver morgen afledt af uforudsete men dragende afveje, og bryggeriet bliver ved med at ligge som et Shangri La i horisonten, som et tåget drømmeslot vi aldrig når frem til. Ved en af kanalkajerne lå et mærkeligt sammensurium af en husbåd. Den var flikket sammen af drivtømmer og alskens ragelse fra byens affaldsbunker. En gammel langskægget, hvidhåret mand gik og puslede mellem master og tovværk. Det hele lignede nærmest Kon-Tiki efter en orkan.

Vi var blevet bekendte med manden, som havde bygget dette bemærkelsesværdige fartøj, The old Hippie kaldte Dick ham. På et eller andet tidspunkt af dagen, kom vi uvægerligt forbi husbåden. Lets go and talk to the old Hippie, sagde Dick. Så sad vi med fødderne dinglende ud over kajen, eller på store ruller tovværk, og filosoferede om alt mellem himmel og jord.

Historien om et par sko

Det må have været omkring den tid at vejret skiftede; det blev køligt og regnfuldt, sommeren var alligevel ved at være forbi. Som nævnt var jeg taget hjemmefra i et par tynde sandaler, de var gået i opløsning og blevet fuldstændigt ubrugelige, så jeg var på udkig efter noget andet fodtøj. I dagevis var jeg optaget af problemet, alle vegne hvor der var mulighed for at finde noget brugbart fodtøj, støvede jeg rundt. En aften stod jeg på en gammel bro, lænet op af rækværket, og stirrede ned på det strømmende vand. Ud under broen, et par meter fra mine øjne, kom der flydende en åben skotøjsæske med et par brune herresko i min størrelse! Jeg kunne bare ikke få fat i dem, kanalen strømmede videre mellem stejle husmure, skotøjsæsken flød langsomt rundt om en drejning og forsvandt.

Da jeg fortalte Dick om denne underlige episode, at jeg hele dagen havde gået og ledt efter et par sko og så set dem komme flydende frem lige under mine øjne, uden at jeg havde nogen mulighed for at fiske dem op, sagde han: These shoes were ment for someone else! Han har nok haft ret, for et par dage senere fandt jeg et par udmærkede damestøvletter med lammeskindsfor mellem nogle gamle brædder i et hjørne af Fleemarket. Jeg havde dem stadig på, da jeg nogle uger senere blaffede hjemover på de tyske autobaner.

Torben Olesen er billedkunstner

Dette er den fjerde af seks vinderkronikker i Informations rejsekronikkonkurrence. Præmieret med et gavekort til Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu