Læsetid: 7 min.

Sommer i Piræus

Folk sad uden for husene for at få noget kølighed, god sladder, og for at se på de spadserende. De åbne døre og vinduer gav mulighed for at følge med i naboernes liv. Et ægtepar skændtes ofte, nogle gange fik hun en lussing, hun forlod ophidset huset, manden, Jorgos, råbte: 'Køb hende en is, hun trænger til at køle ned!'
11. juli 2006

Ældre mennesker her i landet husker deres barndoms somre som lange og varme. Jeg husker min barndoms somre i 1960'ernes Piræus som lange og behageligt varme, men ikke stegende hede som de er nu. Hukommelsen forskønner, og dengang talte man ikke om ozonlag.

Da jeg var dreng, var det helt sikkert sommer, når badesæsonen startede. Mange, mest børn, men også voksne, førte regnskab over, hvor mange gange de kunne bade i løbet af en sommer, brune kroppe stod i høj kurs.

Sommersøndagene var familiedag ved stranden. Vejen til stranden gik forbi vores hus - søndag formiddag hørtes lyden af hundredetallige badetøfler, som bragte deres ejermænd til stranden. Voksne og børn slæbte på badedyr, kasserede bildæk, der tjente som luftmadrasser, vandmeloner, brød og ost og tomater til senere fortæring. Kirken på hjørnet ringede med klokkerne, man slog et lille kors for sig, Gud havde fået sit, stranden ventede.

Stranden elskede jeg med dens småklipper, hvor folk lejrede sig, og man kunne se skibstrafikken i den soldisede horisont, passagerskibene som sejlede fra Piræus til øerne, men også store tankskibe, der lå for anker og ventede på at komme i havn. Min bror og jeg lærte som ganske små at svømme, vores far stod for undervisningen.

Vandpolo

Nogle vandpolospillere fra Olympiakos, som er byens beundrede idrætshold, havde påtaget sig at undervise børn og unge i vandpolo. Hele sommeren organiserede de kampe til stor gene og forargelse for ældre adstadigt badende, til stor glæde for os børn og unge. Man satsede meget på at perfektionere spillet, de ikke-spillende trængtes efterhånden modvilligt ud til siderne, mens vi spillere piskede entusiastisk rundt mellem de to målposter.

På mere diskrete steder i klipperne kyssede kærestepar hinanden under fnis og blikke fra de yngre. Sent på eftermidddagen gik man udmattet hjem, hvor mors mad, der jo som bekendt er den bedste, allerede fyldte huset med uimodståelige dufte af squash, kød og krydderier. Næste dag var igen stranddag, nu med en pensioneret politibetjent, vores nabo, der påtog sig opsynet med os, når vores far var på arbejde. Det var dengang folketro, at børn ikke havde godt af at bade efter den 15. august, så dermed ophørte strandlivet for mig.

I de varme sommeraftener sad folk uden for husene for at få noget kølighed, god sladder, og for at se på de spadserende. De åbne døre og vinduer gav mulighed for at følge med i naboernes liv, høre og se husspektakler og andet interessant. Et ægtepar skændtes ofte, nogle gange fik hun en lussing, hun forlod ophidset huset, manden, Jorgos, råbte fra huset: "Køb hende en is, hun trænger til at køle ned", som sagt så gjort. Isen gled ned under naboernes deltagende lytten til hendes beklagelser, hun vendte tilbage til huset, hun og manden var atter på god fod.

Han kunne dog også være meget galant. En aften havde et ægtepar et voldsomt skænderi på gaden, Jorgos kom til og spurgte i et mæglende tonefald, hvad problemet var. Han fik groft besked på at blande sig uden om af den mandlige part, han faldt ud af mæglerrollen, tog fat i mandens skjortekrave og gav et par effektive rusk, mens han fortalte ham, hvad en gentleman var. Den forurrettede kvinde var nu på sin mands side, et større skænderi de tre imellem startede. Naboerne, der var rigeligt underholdt råbte "Det er sent, hvorfor stopper I ikke?"

Forsvindingsnummer

Jorgos havde en gammel moskovitch bil, og på sommermorgner kunne man høre nogle høje brag. Han havde en gang vist mig sit bagagerum, der indeholdt en æske med søm og en temmelig stor hammer.

"Hvis bilen går i stå, åbner jeg motorrummet og giver motoren et par dask, hvis noget er løst, sømmer jeg det fast." De der moskovitch-biler må have været meget holdbare.

De sene aftentimer havde deres attraktioner- Der var damen med transistoren. Det var en ung, køn, sigøjneragtig kvinde, Anna. Hun var servitrice og kom ofte hjem i en taxa. Hun hyggesnakkede med chaufføren og fortalte, at hun var kunstner, hun havde altid en stor transistor på skødet. Hun stod altid af uden for vores hus, mens hun ikke uden en vis flirten, fortalte chaufføren, at hun desværre havde glemt sin pung. Hun benyttede nattens mørke og forsvandt i Piræus' gyder. Først tålmodig venten, senere hektisk cigaretrygning, og til sidst kastede caufføren sig ud i forbandelser.

"Hvor længe har du ventet," spurgte folk, "din kollega gav op efter 20 minutter i går aftes".

Til sommerglæderne hørte også friluftsbiografen, som altid viste sentimentale kærlighedsfilm om aftenen. En del børn forsøgte med vekslende held, at forcere halvmuren, og biografens naboer inviterede familien, så de fra balkonen kunne få en gratis biograftur. Uden for lærredet foregik der også ting med en vis dramatik. I mørket hørtes en desperat stemme: "Jeg har tabt min guldring", alle ledte i mørket. Filmen vistes under snak. "Du går ud med min søster," en benægten og en lussing. Imens lærredet levede sit eget liv med to af Grækenlands kendte skuespillere, Nikos Xanthopulos og Martha Vourtsi, under det meget deltagende publikums kommentarer, nogle blandt publikum græd, andre forbandede skæbnen.

Der hørtes ind imellem en rislen på det grusdækkede underlag, når en mor holdt sit trængende barn frem. En mængde pistacieskaller og solsikkefrø dækkede gruset. På lærredet fandt de elskende hinanden, alt endte lykkeligt. I en længere periode var sommerbiograferne lukket, men det er nu ved at blive moderne igen, der er dog ikke den folkelige atmosfære mere.

Så kom juntaen

Piræus, som er en stor havneby, bar præg af det. Ved havnen var der kabareter og bordeller, filmen Aldrig om søndagen giver et indtryk af det. Efter juntaen fik Piræus ny borgmester, og dette leben var ham en torn i øjet. Han ville give Piræus et nyt ansigt - mere moderne, mere vestligt. En hårdhændet sanering gik i gang. Ikke kun huse, men også mennesker skulle fjernes. Vores nabo, den gamle Savas, der var invalid og i mine øjne meget gammel, havde bygget en slags himmelseng uden for døren, hvor han tilbragte det meste af døgnet. Dette blev under de nye magthavere set som en plet på gaden.

To-tre repræsentanter fra borgmesterens kontor opsøgte ham og forlangte, at han fortrak inden døre. "Mine herrer," sagde han, "mærker I denne brise fra havnen, jeg flytter mig ikke frivilligt," og den sommer var han der.

Mange blev tvunget ud til triste forstæder, Piræus fik en gang make-up, den gamle nedslidte sporvogn kørte for sidste gang, uret ved togstationen, som var et sted, man mødtes, blev revet ned, markedshallerne blev fjernet. Mange tænder blev revet ud, men Piræus' ånd overlevede, en masse cafeer åbnede - nye mødesteder. I sommeraftenerne hang vi på cafeerne over iskaffe og cola, de unge promenerede og så hinanden an.

Jeg var 11 år, da juntaen tog over, den var som en mørk skygge, men de kunne ikke ødelægge somrene - de kunne nu godt gøre dem mindre ubekymrede. Der var en sommer med ketchup på brød, min familie havde ikke mange penge, juntaen havde taget arbejdet fra min far. Familien blev reddet af hr. David, en græsk jødisk direktør for bryggeriet Fix, der ansatte min far.

Juntasomre kom og gik, borgmesteren arrangerede 'kulturelle' arrangementer, trods det at en del af landets kunstneriske og kulturelle elite sad i fangelejre på øerne eller var eksilerede.

Tumult og befrielse

I starten af 70'erne arrangerede borgmesteren en skønhedskunkurrence i Piræus i august. Den løb af stabelen, men da der nu var en stor folkemængde samlet, benyttede denne bagefter lejligheden til at råbe skældsord mod juntaen og mod borgmesteren. Der opstod tumult, politi i civil arresterede folk, jeg blev standset sammen med to kammerater. Der var kaos, folk bølgede omkring os, vi så vores snit til at stikke af, jeg sender en venlig tanke til vandpoloholdet, der havde givet mig en vis kondi.

Sensomre var Athens vinfestival. Den fandt sted i Dafni, et lille skovområde udenfor Athen. Her mødtes unge både rygsæksturister og grækere. Vinen flød, maden var rigelig, natten var en lang kædedans med vekslende bouzouki og rockrytmer. Atmosfæren mere og mere orgiastisk. Der var en verden uden for Grækenland, som jeg mødte i mit land. Jeg mødte også forelskelsen, som for mig er knyttet til sommeren, min kærestes duft af saltvand, fester på Aegina, som med sin korte afstand til Piræus er udflugtsmål for mange grækere.

I sommeren 1974, da jeg var 18 år, kom sommeren som sædvanlig i al sin dejlighed. Jeg var nu voksen og oplevede mere bevidst de anspændte og angstfyldte måneder, der gik forud for juntaens fald. Men efter Cypern-krisen faldt juntaen, så jeg har oplevet, hvad kun ældre danskere har - en sand befrielsessommer. Jeg glemmer aldrig juli 1974, det virkede, som alle, der kunne stå på benene, var ude at fejre juntaens ynkelige fald, denne jubel, denne løfterige sommer og et aldrig igen. Skyggen var væk, sommeren havde vundet.

Spiros Divaris er sproglærer og cand. jur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu