Læsetid: 6 min.

Sommeren med W.

Mens hedebølgen kammede over, og Mellemøsten brændte sammen, tog USA's præsident på ferie
12. august 2006

WASHINGTON - Det er simpelt nok: Man trækker 32 fra, dividerer med ni og ganger med fem, så har man temperaturen i celsius. Efter den formel kan enhver regne ud, hvad 97 F betyder. Eller 101. Eller 112 , som de i Midtvesten kom op på efter en lang periode med grader konstant i halvfemserne og dertil ødelæggende tørke.

Senator Conrad fra North Dakota klagede sin nød i en sval senatssal og bebudede partigrænseoverskridende samarbejde for omsider at gøre noget ved det, de fleste nu erkender er en delvis menneskeskabt plage.

Global warming har man ikke talt så meget om på det politiske niveau og slet ikke blandt republikanerne, for hvem en Lomborg i sin tid kom som en engel fra oven, og udsigten til blot umærkelige ændringer i den eneste ene livsform opfattes som landsforræderi og en forhånelse af skriftens ord.

Den omtalte tørke i de store landbrugsstater, Dakotaerne og store dele af Texas, betyder, såfremt himlen holder sluserne tæt, at titusinder af landmænd snart må give op. Situationen frembærer i det ydre mindelser om The Big Drought i 1930'erne og en tilsvarende, omend mindre, omsiggribende katastrofe i 1950'erne. Dengang havde man imidlertid grund til at tro, at alt ville bedre sig, blot regnen kom, og løsjorden blev fast igen, hvilket skete. Og dengang i 30'erne - som i Steinbecks og Fords storslåede epos Vredens Druer - kunne befolkningen under lidelser og betydelige menneskelige afsavn trods alt bryde op og drage vestpå til et da stadig underbefolket Californien, et lykkens land med nye muligheder.

Kortvarig nedkøling

Nu ser alting anderledes ud. Ikke at disse umulige varmegrader er ukendte i Amerika, det ved enhver, der har berejst kontinentet i juli/august. Det kan være sydende varmt og fugtigt som i et dampbad; men ikke så vedholdende, ikke så voldsomt, og ikke med så mange nye varmerekorder. Conrads tale var lige så meget en forelæsning i klimaudvikling som en politisk tale, hvor senatoren med kurver og plancherredegjorde for sin og sinenabostaters vejrudvikling fra 1980'erne til i dag.

I Washingtons gader, der dog ikke når dakota'ske højder, søger man med korte mellemrum ly i Starbucks-caféerne eller går på et af Washingtons prægtige museer, hvor nedkølingen en times tid kan befordre én videre til næste aircondition. En dag når kviksølvet som antydet lige omkring de 100 F vel at mærke fugtig varme, der betyder, at den reelle varme-oplevelse lægger 4-5 grader til, hvilket giver godt 42 grader C; de offentlige bygninger, der ellers er afspærrede som Fort Knox, åbner dørene for de varmeplagede borgere. Givetvis billigere end at folk falder om på gaden af hedeslag.

Bumserne i parkerne og på Dupond Circle ligger med deres få ejendele i træernes skygge, hvilket så at sige ingen lindring giver, solen er sløret af flimrende dis, heden er overalt. Oppe fra Hotel Washingtons tagterrasse, hvor man sjovt nok i betragtning af den omsiggribende security kan se lige ned i knolden på Det Hvide Hus, og hvor en terrorist med ondt i sulet og noget håndterligt værktøj godt kunne lave ulykker, er lyset over unions-hovedstaden skingrende og har lyd af trommestik på bækken. Det er cikaderne i træerne i den meget grønne by, der leverer akkompagnementet.

Midt i det hele braser Mellemøsten endnu mere sammen. En totalnedsmeltning, det endelige nederlag for alle fredsbestræbelser, der ydermere udelukker en fornuftig løsning i generationer. Hver bombe rekrutterer atter nye kandidater til de militante bevægelser. Terroristerne, så er alt jo sagt. Amerika i al det enorme lands potens ser selvskabt magtesløst til fra siden.

"We are monitoring the situation", siger præsidenten med dét der lille sejrssikre smil, denne selvfornøjede grimasse, som et selvkritisk menneske for længst ville have aflagt, men som præsidenten kalder frem, hver gang han har overkommet endnu en indholdsløs sætning skødesløst blottet for viden om verden. En magtarrogant sorgløshed - republikanernes nuværende partimærke - som sætter dens fremmeste udøver, præsidenten, i sinkeklasse blandt de ofte betydelige, om end forskelligartede, politiske begavelser, Amerika har haft som ledere siden Teddy Roosevelt.

Snarere minder Bush jr. om nogle af det store lands mest uduelige præsidenter i 1800-tallet, hvor den åbenlyse korruption samt et baglands kyniske interesse i at finde de rene fæhoveder til jobbet bragte folk som Franklin Pierce, James Buchanan, Benjamin Harrison, Andrew Johnson og senere William Howard Taft og Calvin Coolidge ind i det smukke hus på Pennsylvania Avenue.

Ingen kattelem for Israel

Da det er helt sikkert, at Israel har i sinde at bombe Libanon tilbage til Det Gamle Testamente, og Bush endnu engang forsikrer, at man ikke forhandler med terrorister og dermed atter afskar sig fra kontakter til den ene af parterne, og Israel dermed på ny fik grønt lys, tog præsidenten, mens tørken bredte sig, og heden tændte alle faresignaler, på ferie på sin ranch i Texas. Man skal ikke være professor i politik for at begribe, at denne gestus henviser den israelske regering til at gøre, hvad der passer Israel. Hermed ikke sagt, at denne adfærd nødvendigvis er i Israels interesse, skønt man skulle tro det. Men nu er der jo ikke nogen bremse, ingen kattelem, ingen udvej, men kun én kurs for Israel: Flere bomber og ingen ydre reelle restriktioner på magtanvendelsen.

Den israelske regering har i denne ulyksalige situation ikke et medspillende ansvarligt USA's krav om tilbageholdenhed at henvise til over for de mest militante og uforsonlige elementer i Israel. Selv i en krig, hvor ingen hensyn mere tæller, er dette dog en væsentlig ting: At man kan slippe ud, vel at mærke før det er for sent!

Situationen i Mellemøsten har aldrig været farligere. For slet ikke at tale om Irak. En af newscasterne derovre nævner en passant hver aften, hvor mange dage siden det er, at Bush i en fjollet tale på et hangarskib meddelte, at krigen var forbi. Det mindede denne klummist om de folk, der ikke kan nævne Anders Foghs navn uden at komme ind på hans kreative bogføring som skatteminister.

Nekrologer over soldater

Og så er der den anden krig. I Washington Post bringes nekrologer, hver gang en soldat i Irak mister livet. Nekrologerne er sat op som tekster over betydningsfulde folk; altså ikke notitser, men rigtige artikler med billede og udførlige oplysninger om afdøde. Eftersom flertallet af de faldne er ganske unge mennesker, der knap nok er begyndt på tilværelsen, må bladets (fremragende) skribenter på research og ned i detaljen. Den dræbte gik i high school, hvor han var rigtig god til basketball og engang til et skolestævne scorede otte mål, og han var flink til at rydde op på sit værelse, hvor han en overgang måske spillede lidt for mange computerspil, men så gik han til gengæld ind i spejderkorpset, hvor han lærte at sætte pris på værdierne og fik den idé, at han ville ud og kæmpe for sit land, og fordi han aldrig gav op over for noget, han havde besluttet, som dengang han havde sat sig for at spare sammen til en mountainbike, meldte han sig til marinekorpset og blev en god soldat, som bare døde for-leden, da en vejsidebombe eksploderede lige, hvor han gik og stod. Disse tekster om forspildte unge liv, brat afbrudt af en ubegavet præsident og hans allierede, forekommer i al deres renfærdige, bundne harme som en af de stærkeste fredsdemonstrationer, denne skribent nogensinde har set og styrker atter fortrøstningen til det andet Amerika.

Tilbage til Bush. Som Roger Cohen skrev i Herald Tribune om præsidentens forestillingsverden: "Israel is always right, or about right, or near enough right, or at least more right than its enemies" - og - "West Texas is a flat, hot, good place to grow up and get values". Et sted for en mand som Bush, der om sig selv siger: "I'm a decider, and I decide what is best".

I Thomas Jeffersons Monticello ude i Virginias pragtfulde skovland nær Charlotteville, hvor man må sige, at sydstaterne for alvor begynder, føles det endnu mere usselt, at et menneske af sådanne kvaliteter i en fjern eftertid er efterfulgt af dette livsfarlige ingenting.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her