Læsetid: 2 min.

Sommerfugledalen

31. januar 2006

Skønheden er overvældende i Inger Christensens ord, der som musik fylder rummet og besætter sanserne.
Som noderne i et partitur sværmer sommerfuglene som lyd- og lyspartikler med deres smukke navne i hvirvler, der tænker, at de er mønstre i en tanke.
Som var det Chuang Chou, der drømmer, at han var en flagrende og lykkelig sommerfugl, men vågner og nu ikke ved, om han er Chuang Chou, der drømte, eller han i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Chuang Chou (Aage Marcus: Den blaa Drage).
Det er et lignende forvandlingsspil, som er i gang hos Inger Christensen.
Hun lader døden sige: »men det er mig, der svøbt i kejserkåbe/ser dig an fra sommerfuglevingen.« Døden vil her se sig selv i mennesket, som kalder sig naiv:

Jeg leger derfor gerne
skovhvidvinge
og sammensmelter ord og
fænomen,
jeg leger perlemåler for at
bringe
alverdens leveformer ind i én.

På den måde fremkommer de flimrende dobbeltbetydninger. De lyse farver kalder på de mørke, opstigningen foregår fra det sorte dyb, ’den underjordisk bitre hule’, snart dominerer aftensiden af vingerne, snart dagsiden. Alt bærer sin modsætning i sig. Det hele »i lysets sammenfald med plantedele/forvandler sig fra duftløshed til duft«, siger allerede indledningsstrofen. Ifølge et velkendt dictum kan en sommerfugls vingeslag rejse en storm, her i digtet en billedstorm af sansninger og syner, hvor den indre verden kropsliggøres og den ydre spejler sjælen. Spejlscener får eksistentiel betydning og indebærer både angsten for det øde og livshengivelsen.

Erindringens steder
Ordene får krop og vækst i denne sonetkrans, der, som traditionen byder, har form som en slags tagfat gennem 14 sonetter på hver 14 verslinjer for at afsluttes i mestersonettens svingfigur, hvor alle førstelinjerne samles, lige fra »De stiger op, planetens sommerfugle« og frem til døden »ser dig an fra sommerfuglevingen«. En proces er ført til ende.
Hvor stiger de op fra? Ja, fra ’Braicinodalen’, hvor det så er, og de flimrer over en eng ved Vejle i sorgens tegn og en sommerdag på Skagen i en parringsflugt, der spejler kroppenes kærlighedsmøde. Erindringens steder.
Det er store temaers udtryk i de stilfærdige, melankolske vers, der ekkoer af digterens velkendte oplæsningstone og sikkert fører læserens frem gennem billedernes klangverden i en subtil svæveflyvning.
Et requiem har det lille, nu kanoniske værk som undertitel. En dødsmesse. Men dagsommerfuglen harlekin er med i spillet, og Inger Christensen selv fører sin tryllebrix med artistisk legende elegance.

Inger Christensen: Sommerfugledalen. Forlaget Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu