Læsetid: 4 min.

Somrenes eventyr og magi

Der har været store dramaer i vore læseres liv. Det fremgår med al tydelighed af de bidrag, der er indkommet til Informations kronikkonkurrence for sommeren 2006. I alt fik 176 læsere lyst til at ytre sig om 'Min barndoms somre', som emnet lød. Det er ny rekord for deltagelse i vore kronikkonkurrencer i nyere tid. I fjor kom der under en tredjedel i antal, men da var emnet også det mere komplekse og abstrakte: Sammenhængskraft. De mange kronikker i år er et levende dementi af den opfattelse, at vore læsere næsten kun interesserer sig for miljø og politik.
8. juli 2006

DER HAR VÆRET store dramaer i vore læseres liv. Det fremgår med al tydelighed af de bidrag, der er indkommet til Informations kronikkonkurrence for sommeren 2006. I alt fik 176 læsere lyst til at ytre sig om 'Min barndoms somre', som emnet lød. Det er ny rekord for deltagelse i vore kronikkonkurrencer i nyere tid. I fjor kom der under en tredjedel i antal, men da var emnet også det mere komplekse og abstrakte: Sammenhængskraft. De mange kronikker i år er et levende dementi af den opfattelse, at vore læsere næsten kun interesserer sig for miljø og politik.

Modsat visse computere, der har for lidt hukommelse, er der ikke noget i vejen med vore læseres, når de fortæller om barndommens sommerland. En af dem har været lige ved at drukne, men fik sig reddet i sidste øjeblik. En anden væltede med cyklen og blev indlagt, (men blev så glad for hospitalet, at han ved udskrivelsen spurgte overlægen, om han ikke måtte komme igen senere).

En tredje har spist levende myrer.

DRISTIGE OGTAPRE har læserne været, når det fordredes, men mest af alt huskes dog somrene som solbeskinnede oaser, hvad enten man kom fra landet til København og oplevede Tivolis candyfloss for første gang - eller den anden vej rundt: Kom fra det mørke Nørrebro med beverdingerne i Korsgade og de fulde folk, der ikke gik af vejen for at brænde en butik af, hvis de ikke kunne få øl efter lukketid - og ud på landet, hvor man sad på et hølæs, og hønen lagde æg, mens man til sidst kom til at lære en ko at kende.

Landbruget glimrer forresten ved et næsten-fravær. Kronikkerne fortæller meget mere om hav og fjord, for mens der kun er få landbrug tilbage, er der blevet flere sommerhuse, og vand og fisk og krabber har en sær dragning på børn. "En af mine onkler var skipper og havde sin egen galease," indledes en kronik, og så er eventyret allerede i gang. Der leges Kontiki-ekspedition i en anden, og hvad er det egentlig for et lys, der blinker ude på fjorden? Smuglere naturligvis.

"DET VAR DENGANG, der var mostre til," lyder titlen på en kronik. Men der var også mormors kolonihavehus og feriekolonierne med sovesale, og der var cornflakes, havregryn, tykmælk og rugbrødsmadder, og på Bornholm var der Krølle-Bølle-is ("Sommeren er en is, man aldrig får nok af.)"

Der var Fejøs fortrinligheder, Sejrøbugtens og Læsøs lyksaligheder, men også Venedigs gondoler og pigerne i kibbutzen i Israel - og hvis ens far var i diplomatiet eller ulandsfrivillig, måtte man træls nok med til Afrika, og hvis han f.eks. var arkæolog, var der jo også udgravningerne af jernalderbopladserne i det sydlige Norge.

Der var mostre til - og malere, kunne man tilføje. I Hornbæk bestod det særlige outfit i malerkasse, stråhat og selvbunden butterfly. En læser fulgte som barn med en kendt maler og kunstprofessor, når han gik ud med sit staffeli.

Flere har ladet sig inspirere af fotos fra barndommens ferie. Mest originalt er det billede, som man først tror er Krøyers berømte 'Hip Hip Hurra'-maleri af Skagens kunstnerkoloni, der spiser frokost med øl og snaps i det grønne. Det viser sig at være kronikørens egen kreds, men i de samme positurer, i en kolonihave på Amager.

PIRUPSHVARRE - smag på navnet! Det er sådan noget, lokaliteterne i sommerlandet hedder. En kvindelig læser kunne sammen med en veninde svømme hen over bog- og filmtitler som Alt dette og himlen med. De filosoferede også over det vanskelige spørgsmål: Hvad kom først, sproget eller fysikken - og måtte have skolelæreren til (ringe) hjælp. Mange havde deres første frivillige læse-oplevelser med Suzy-bøgerne, Robinson Crusoe eller Anders And.

En læser giver en glimrende indføring i jordbærplukningen på Fyn anno dazumals, en anden oplever, hvordan en kvinde under tømning af lokumsspanden falder, og-oh, skæbne-får indholdet ned over sig. Der er vidt spænd i emnerne, og både yngre og ældre læsere har reflekteret over sommeremnet. De ældste husker krigens tid: "Gæve modstandskvinder var vi som fem-seksårige, så vi lod, som om vi ikke forstod et ord, da en tysker bad os hente 'eis'. Selv om han blev ved med at brøle det til de tumpede danske piger, forstod vi absolut ingenting."

DET RIGTIGT farlige kommer ind, når de nye, lårkorte kjoler promeneres blandt de store drenge, når man bliver afvist af de lokale legekammerater, når gråden stikker i halsen efter et mislykket ophold hos ens far og dennes nye kone, eller når man pludselig uforvarende oplever sin mor midt i et samleje. Eller hvis døden pludselig slår ned tæt på. Den holder nemlig ikke sommerferie. Således bliver kronikkonkurrencen 2006 da også en historie om Paradiset og den tabte uskyld. Der er ikke her citeret fra de seks finale-kronikker. De kan til gengæld læses i deres helhed fra på mandag, hvorefter det er op til læserne at stemme på vinderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her