HVAD HAR Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, og forfatteren Jan Sonnergaard tilfælles? Svaret er: Interessen for hawaiiskjorter. »Mænd i farver« hed en sektionsforside, skrevet af Knudsen med usædvanlig timing, men uden at nævne navne, i ugen op til Gyldendals udgivelse af opus nummer tre i Sonnergaards novelletrilogi, Jeg er stadig bange for Carl Michael Petersen. Hun gennemgik hawaiiskjortens historie, og forstod man hende ret, ville hun til enhver tid foretrække en mand i skjorte frem for i kedelig habit.
Det hawaiiskjortede image er blevet grundigt eksponeret i denne uge, for selv om den litterære institution fra Statens Kunstfond til professor Anne Marie Mai har haft svært vaklende forbehold over for indsatsen, er det lykkedes Jan Sonnergaard i løbet af få år at etablere en solid position som forfatter og mediebegivenhed. Ikke mindst har novellerne den iboende evne, at man gider læse dem til ende. Ikke uvæsentligt i disse tider.
Det var da ikke kun, men også derfor, at de store ord var fremme hos anmelderne, da de have læst det sidste værk af den krønike om 90ernes Danmark, som forfatteren havde varslet. Politikens anmelder uddelte generøst seks ud af fem mulige kokkehuer, idet han kaldte bogværket »en litterær milepæl«. Et anakronistisk ordvalg, men et monumentalt hovedværk har han ret i, at det er. Et veritabelt katalog over mennesker og skæbner i det elendighedens Danmark, der murrer lige under det pres, k0nkurrencesamfundet pålægger sine borgere, både tabere og vindere, med eskalerende styrke.
EGENTLIG kom Jan Sonnergaard lidt som Peter Høeg ud af intet, da han debuterede i 1997, men det må straks korrigeres: Han kom ikke ud af intet. Var faktisk debuteret med en enkelt novelle i antologien begyndelser, men den lagde ikke mange mærke til. God kulturballast var det også, at faderen var beundret Tintin-oversætter med Haddock-speciale. Pludselig var junior der for alvo, og brød efter magre år som arbejdsløs akademiker igennem med bulder og brag som manden fra Københavns nordvest-kvarter, der beskrev det levede liv i et ikke just velhavende yderkvarter. Bogen blev revet væk. Her på bladet husker vi endnu glæden over hans debut. En forfatter, der kunne skrive så stærkt og realistisk om samfundets udstødte, måtte vi absolut knytte til os. Det ville passe godt ind i bladets linje og alt det, vi ville med bladet.
Sonnergaard blev kontaktet, og han ville gerne skrive i Information, men ikke lige den slags reportager.
Men hvad så? Jo, som det første ville han egentlig gerne skrive om whisky. Om ikke han kunne komme med til en whiskysmagning? Det blev ordnet ved vinredaktørens mellemkomst.
SAND FØLSOMHED kan imidlertid ikke holdes nede, og det er da også den, der netop slår igennem, når den hårdkogte stil anlægges i novellerne. Her opereres der med farverig realisme, blod og bræk, pumpguns og pagne sidstnævnte slang for champagne og i anmeldelserne er allerede beskrevet, hvordan det i tredje bind er de riges verden, der belyses »reservatet« langs Strandvejen. Den kan være grusom samtidig med at den er tiltrækkende.
Hemingway advarede mod omgang med rige mennesker. Specielt skulle forfattere passe på. Det var så nemt at glide ind til de indtagende, rundhåndede og forstående mennesker, mens man logrede som en hund og gerne ville bringe dem en smuk kæp. Men for en forfatter var det »farligere end at stå på ski over gletcherne uden reb«. Hemingway havde læst op for nogle af dem af et nyt manuskript, og de havde fundet det storartet. Bagefter tænkte han: »Hvad mon der egentlig er i vejen med bogen, siden de slamberter kan lide den?«
DER ER adskillige historier om Sonnergaard, der gerne tænker på samme måde. Den første opstod, da han kaldte sin debutbog Radiator for at modbevise en tvivlsom tese hos forfatterskolens rektor. Stor medieomtale fik han, da han blev slæbt i retten af Pia Kjærsgaard og Mogens Camre for at have kaldt dem landsforrædere og vandt. I sin anden bog hængte han navngivne politikere ud og påstod desuden, at han havde researchet på et samleje på et, ligeledes navngivet, toilet i Århus ved at måle det op for at se, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Denne gang har han researchet grundigt med diktafon på Søllerøds villaveje og forstadens trestjernede kro m.fl., ligesom han til enhver tid vil foretrække iberisk sortfodssvin frem for stegt flæsk. Sammen med de mørke solbriller, whiskyen og altså hawaiiskjorten gør han sig store anstrengelser for ikke at please nogen (hvad han så gør alligevel), slet ikke den litterære institution, slet ikke de rige personer, der dog heller ikke er nær så charmerende som Hemingways, tværtimod. Indigneret er ikke det rette ord raseri passer bedre, når han beskriver desperationen, som han hele tiden støder på den. Der er ingen grund til at lægge stilen om i bog et efter trilogien, som enkelte anmeldere har foreslået. Var Fitzgeralds og Hemingways noveller egentlig særlig forskellige i hver sin ende af forfatterskaberne. Nej, vel. Så skulle man ikke lade Sonnergaard selv finde ud af det.
