Læsetid: 4 min.

Sonnergaards syretrip

Der findes kun tre slags idioter: Dem, der giver - og dem, der siger nej tak. Og dem, der tror, at Jan Sonnergaard overdriver
24. oktober 2006

Det er destruktivt, det er demoraliserende, det er deroute... Og det er lige så forrygende, som det er frastødende. For i Liv Og Død På Café Olfert Fischer tvinger Jan Sonnergaard tilskueren helt hen over bardisken, så lugten af sved og bræk og parfume sætter sig i kroppen, mens ørerne krymper sig under ordenes kynisme. Medmenneskelighed? Nej, du, den er godt nok kværnet i kloakken for længe siden. Overlever-egoisme er langt mere effektiv. Og sjovere...

Mammutteatrets forestilling i Kanonhallen er et brutalt møde med misbrug - med bajere og baner og banal liderlighed.

For Jan Sonnergaard skriver om livet, som det er i overklassens misbrugscirkler, langs glittede bardiske af ensomhed. Og instruktøren Thomas Bendixen fører hjemmevant tilskuerne rundt i cokens desperate flow - dér, hvor det er en liderlighedskompliment at kalde en pige for 'luder', men dybt nedsættende at kalde hende for sin 'kæreste'.

Følelser frabedes, tak!

Forestillingen starter ellers med manden på gulvet, nemlig med bartenderen, der åbner sit glatpolerede værtshus efter sidste nats udskejelser. Men ak. Claus Flygare er ingen Emma i Rottehullet...

Han er følelsesløsheden i egen høje person. Han snyder alt og alle: Hvad enten du køber vand eller vodka hos Flygare, får du et strint pis med for samme pris. Hvorfor egentlig snyde de andre? Bare fordi de lader sig snyde. Eller som mottoreplikken lyder:

"Der findes kun to slags idioter: Dem, der giver - og dem, der siger nej tak."

Og man kunne tilføje: Og så dem, der tror, at Jan Sonnergaard overdriver.

Ventil-desperat

Repertoiremæssigt sørger Mammutteatret altså for at bevare pessimismen. Sonnergaard-forestillingen er teatrets aktuelle bud på den nyrige, danske overklasse med meningsløsheden lige i hælene - og i foråret var det Nicholas Bros Stolthed er kolossal, som så den danske identitetskrise og terrortruslen gennem en kunstners samvittighed.

Så nej, Mammutteatret har fortsat ikke sin egen scene, men væsentligt teater skaber disse begavede mennesker alligevel hele tiden. Foruroligende væsentligt.

Romanskribenten Sonnergaard halter dog lidt bagud som dramasnedker. Han skaber godt nok en rammehistorie om en fyr, der 'går i byen fem aftener i streg'. Men inde i den historie kommer han så til at skrive den egentlige tragedie om en polterabend, der løber løbsk i stoffer - og den historie giver han aldrig publikum lov til at komme ud af.

Polter-paranoid

Desperationen over dramaets urimeligheder har ingen ventil hos Sonnergaard, og derfor bliver forestillingen ujævn i sin form. Til gengæld tuscher Sonnergaard sine personer op med en tegneserietegners klarhed. Og så er han infamt god til at skrive replikker, der svier. Derfor er det også så perfekt, at Thomas Bendixen har instrueret sine skuespillere, som om de hele tiden bevæger sig omkring på glasskår - i hvert fald når det gælder publikums lyst til at holde af dem eller hade dem.

Tydeligst måske i Olaf Johannessens træffende tolkning af en succesrig rejsebranchedreng, der scorer flere 1000-kronesedler, end han kan nå at tælle.

Johannessens selvglæde er netop så uhæmmet egopositiv, at man både er ved at få kvalme og samtidig synes, at det da også er dejligt for ham. Og Ellen Hillingsø har fået en fantastisk intellektuel depression ud af sin rødhårede shoppinggudinde med nihilistiske bryster og speedsnakkerlæber, og en nydeligt drukken Joen Bille kramper sig fast til bardiskens hjørne i opkradset kærestesorg med forudsigelighedens uudholdelighed.

Det er portrætter, der gør indtryk. Desuden har Maria Stokholm skabt en bekymrende troværdig alt-for-penge-kvinde ud af sin uempatiske barpige, 'gulvkanon' kalder Sonnergaard hende, og polterabend-drengerøvene Paw Henriksen, Pilou Asbæk og Boris Schiøler er uhyggelige i deres paranoide skiften fra uskyldig opstemthed til hån og smadren.

Stillepige-smuk

Imens dirrer musikken helt sort. Bjørn Fjæstad har komponeret en præcist truende dundertone af nattemørke, og scenografisk har Simon Holk Witzansky skabt en tjekket bardisk på skinner, der efter lukketid glider væk og efterlader sig et enormt tomrum hos gæsterne. Så er der kun ensomhedens nattehelvede tilbage - eller måske en one-night-stand i navnløse puder.

Det er her, at den glatkindede Carsten Bjørnlunds optimistiske drengerøv (i velstylede underbukser) for alvor vrider bagsiden frem i sit ellers så kåde fjæs - med en forløjet nænsomhed over for den pige, der rager ham noget så grusomt. Og det er her, at den stillepige-bedårende Marina Bouras lægger skuldre til en desperadosmuk pailletgrønhed og lever pigedrømmen ud med veltruffen nervøsitet: Drømmen om en mand, der også er der næste morgen. Og drømmen om en mand, der endda har lyst til at spise brunch på en café...!

Så langt fører Sonnergaard os dog ikke ind i optimismen. Det ligger for langt fra hans univers. Scrambled eggs og hjemmeslynget honning hører ikke hjemme i et syretrip. Og måske heller ikke i virkeligheden.

*Liv og død på Café Olfert Fischer. Tekst: Jan Sonnergaard (samt nødvendigt Sartre-pip). Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Simon Holk Witzansky. Musik: Bjørn Fjæstad. Lys (støvet på den psykedelisk-klare måde): Torben Lendorff. Lyd: Jes Theede. Mammutteatret i K2/Kanonhallen til 18. nov.

www.kaleidoskop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu