Læsetid: 3 min.

Sonnevi er en oceanisk digter

Årets modtager af Nordisk Råds litteraturpris og hans danske oversætter fortæller om en digter på evig jagt efter de umulige utopier
25. februar 2006

"Göran Sonnevi er helt deroppe, hvor det begynder at lugte af Nobelpris." Sådan lød vurderingen fra den danske oversætter, Karsten Sand Iversen, af årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, der blev annonceret i går.

Selv om Göran Sonnevi fem gange tidligere har været nomineret til den største nordiske litteraturpris, måtte han alligevel i går tage sig en gåtur for at fordøje nyheden: "Den slags kan man ikke forberede sig på," sagde han i telefonen mellem to fjernsynsholds besøg i privaten. "Så jeg er meget overrasket, og jeg føler mig hædret."

"Jeg, den sønderhakkede taler / Taler også sønderhakket for at du bare delvist skal forstå mig," har Sonnevi skrevet. Og når man taler med ham, forstår man hvorfor.

Digteren, der er blevet kaldt Sveriges største blandt de nulevende, er stammer. Mange af hans beundrere har beskrevet, hvordan hans stammen ikke bare er en fysisk stammen - der i øvrigt forsvinder som dug for solen, når han læser sine digte op - men også optræder som en konstant bølgende brydning mellem det indre og det ydre i hans digtning.

For Karsten Sand Iversen repræsenterer Sonnevis digte "en sekulær mystik, der fører mod søgende helheder af det sprængte. Det betyder noget i retning af, at det søgende er centralt for Sonnevi, bevægelsen standser aldrig, samtidig med at digtene udtrykker en menneskelig trang til at søge helheder."

Dén beskrivelse kan digteren godt selv nikke genkendende til:

"Ja, jeg stræber efter helheden, og nej, den er aldrig opnåelig. Det er kundskabsteoretisk og menneskeligt umuligt, og det havde været forskrækkeligt, om det havde været anderledes. For når mennesker tror, de ser en helhed, gør de andre mennesker ondt," siger han i telefonen.

Drømmen

Sonnevis seneste udgivelse, det over 400 sider store digtværk Oceanen fra sidste år, indeholder både utopien og det, at den ikke kan nås.

"Oceanet bliver et utvungent og også ekstatisk billede på det umættelige og det ukendte, på døden og livsmysteriet, på det altopslugende, som i sidste ende kommer til at omslutte os alle. Men i Göran Sonnevis digtsamling bliver det også et billede på det utopiske, på den store altomfattende drøm, om retfærdighed, om demokrati," skrev Eva Ström i sin beundrende anmeldelse i Sydsvenska.

For Göran Sonnevi er på samme tid en uhyre litterær, endda systematisk, digter - og en levende, politisk skribent. I 1965 var det det berømte digt 'Om kriget i Vietnam', i Oceanen gælder det Irak.

- Er det ikke usædvanligt at forene det højlitterære med det politiske i digtningen?

"Det synes jeg ikke," svarer Sonnevi: "Du kan se den samme bestræbelse hos danske digtere som Ivan Malinowski og Klaus Rifbjerg. Jeg kan ikke skille politikken fra andre aspekter af livet. Den er et aspekt, som er der, og at sige, at det skulle være mindre vigtigt end andre, ville være meningsløst."

- Og din digtning skal helst have alle livets aspekter med?

"Jeg prøver at skrive om så mange af dem, jeg formår, men jeg bilder mig ikke ind at kunne indfange dem alle," siger Sonnevi.

Strukturer

Det er et næsten videnskabeligt projekt - eller musikalsk. Karsten Sand Iversen fortæller, hvordan digteren uhyre nøjeregnende arbejder sammen med sine oversættere om at få teksterne helt akkurat på plads.

Optagetheden af det uafsluttede har at gøre med Sonnevis tænkning, som bevæger sig i strukturer.

"Han bevæger sig fra mikro- til makrokosmos, fra et lille menneskeligt udgangspunkt til universets spiralbevægelser. Han er meget optaget af naturvidenskab, matematik og musik - Arnold Schönberg og Johann Sebastian Bach er blandt hans referencepunkter, og han komponerer sine digte - måske endda ved klaveret - det skrevne er et partitur," siger Sand Iversen:

"Stilistisk er Sonnevi meget abstrakt, men det har at gøre med hans adgang til naturvidenskabens præcise begrebsdannelse; det er ikke nogen tåget abstraktion."

For på den anden side er Sonnevi nemlig også meget konkret. Så konkret, at hans hustru angiveligt engang gjorde det til en vane at præsentere sig med ordene:

"Hej, det är jag som är fittan" efter en digtsamling, hvor hendes mand havde beskæftiget sig ualmindeligt indgående med det kvindelige kønsorgan.

Der er i de litterære kredse udbredt enighed om , at tiden med Oceanen var blevet moden til den nordiske pris: Den største og mærkværdigste digtsamling endnu fra en stor, svensk digter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her