Læsetid: 2 min.

Sorgløs i boblerne

2. november 2005

DROP DEN DÅRLIGE samvittighed! Åh, sikke en herlig opfordring at få. Og når den kommer fra landets socialminister, kan det da ikke være bedre. Jo, det skulle da lige være ved tanken om, at socialministeren - Venstres Eva Kjer Hansen - også er ligestillingsminister.

Altså: Ingen social skamfølelse, ingen bekymring over forholdet mellem kønnene. Hurra, endelig et politisk budskab, der spreder glæde. Ja, det vil sige: Indtil man hører ministercitatet i sin helhed. For i det manuskript, Eva Kjer Hansen læste op af, stod: "Drop den dårlige samvittighed. Og tag til Feminas livsstilsmesse i stedet."

Som gengivet i Informations weekend-udgave var det de ord, der flød fra Eva Kjer Hansens læber ud over talerstolen i den københavnske Øksnehallen, da ministeren indviede ugebladet Feminas livsstilsmesse.

FEMINAS CHEFREDAKTØR, Camilla Lindemann, frydede sig selvsagt over den glans, ministeren ka-stede over åbningen af det, som Lindemann selv kaldte "det levende ugeblad". Og dameugeblad var messen - helt til fingerspidserne, de fashionabelt tonede negle. Der var salgsstandere for skønhedspleje og velvære af enhver art. Blandt udstillerne optrådte erfurt luxury accessories, Ni'mat luxus i huset, Krummes Håndlæsning og Clairvoyant Kit Liesel Dalager. "Bekæmp ældningstegn" formanede en plakat. Livsstil blev også signaleret af opstillede champagneflasker og jacuzzi'er.

Efter en dyb indånding af de mange udsøgte dufte må man spørge: Hvad får Danmarks socialminister til at markedsføre denne messe?

For en måned siden vakte Eva Kjer Hansen opsigt ved til Jyllands-Posten frimodigt at erklære:

"Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet."

Det fastholdt socialministeren i flere døgn som sin ærligste overbevisning. Indtil statsministeren tog politisk kvælergreb på hende, og hun brat svor, at hun ikke mente et ord.

Da Information mindede ministeren om denne forhistorie og spurgte hende, om Livsstilsmessen var en messe for alle danskere, svarede hun:

"Jeg tror, at kvinder over én kam synes, at sådan nogle ting er vældigt spændende." Og som begrundelse for at kaste sin ministerglans gav hun:

"Og så er jeg jo også ligestillingsminister. Jeg vil give kvinderne et ord med på vejen. Jeg vil sige: 'Tag et frikvarter. Man skal være god ved sig selv.' Og det synes jeg, kvinder skal tage sig tid til. Så de ikke kommer til at ligne Desperate Housewives."

Det med de desperate husmødre dukkede op igen i ministerens forberedte tale, hvor hun sagde:

"Måske vil mændene ligefrem synes, at vi er sjovere, når vi er lidt mere tilbagelænede og lidt mindre desperate for at gøre alting på én gang. Lad os se at komme i gang med at slappe af. Lige nu og her."

Ironisk nok styrtede hun selv videre til sin næste forpligtelse. Men andre kvinder bør tilbagelæne sig afslappet og udesperate til mænds gunst. Hvad er det for en slags ligestilling, ligestillingsministeren gør sig til reklamestander for?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu