Læsetid: 4 min.

En sort Daimlers blanke lak

Den Booker-prisbelønnede britiske forfatter Alan Hollinghurst kan nu læses i den danske oversættelse af hans elegante roman om de spejlblanke firsere blandt bøsser og bedsteborgere i Thatcher-London
1. juli 2005

Alan Hollinghursts erklærede stilistiske forbillede er den amerikanske forfatter Henry James. Ambitionen bliver, som hos James, at registrere og prægnant formulere de subtile detaljer i bevidsthedens møde med verden. Det kan gælde om at beskrive en genstand, et morgenlys, en stemning, et socialt tableau, men hele tiden med ambitionen om den prægnante formulering, ofte i form af en metafor.

Hovedpersonen, den unge Nick Guest, skriver ligefrem litteraturspeciale om Henry James' stil, der ifølge Nicks eget udsagn "skjuler ting og afslører ting på én gang". Han lærer "mesterens" formuleringer udenad, for diskret at kunne liste dem ind i sit eget sprog, og udfinder selv lignende formuleringer for at beskrive sin verden, i den personale tredjepersons-form, som Hollinghurst har valgt til sin roman. En form, der lægger sig op ad hovedpersonens perspektiv og sprog, selvom der skrives i tredje person datid.

Stil

Den verden, der her søges prægnant beskrevet, er på den ene side upper class London under 80'ernes Thatcher-regime, på den anden side (og indflettet heri) bøsse-miljøet samme sted og samme tid. Nick er logerende (heraf det allegoriske navn "Guest") i et fornemt byhus hos det konservative parlamentsmedlem Gerald Fedden og hans kone Rachel samt de halvvoksne børn Toby (som er Nicks Oxford-kammerat og hemmeligt objekt for hans forelskelse) og Catherine (som er en ægte maniodepressiv rigmandsdatter og Nicks fortrolige). Nick er endvidere erklæret bøsse og udvikler sig i løbet af romanens fire år fra fremstormende sexdebutant til cool gay. Den elegante stilistik fremmaner ikke bare overklassens skønne genstande og diskrete charme, men også effekten af kokain og falliske konturer under bæltestedet.

Ganske som Henry James dyrker Hollinghurst en stil, der "skjuler og afslører ting på én gang". På den ene side får vi nogle, både sanseligt og socialt, meget fintmærkende skildringer af det upper class London, romanen udspiller sig i, på den anden side er der nogle påfaldende udeladelser, som dels kommer til udtryk i (mindre) tidsspring mellem hvert kapitel, dels i den meget indirekte (og først langt ind i romanen direkte benævnende) fremstilling af aids-katastrofen, som enhver læser med en blot nogen-lunde intakt historisk nær-hukommelse, ved må hænge over Nick.

Skønhedens bue

Om den udflippede rigmandsdatter Catherine, hedder det, at "hendes syn på homoseksuelles seksualitet var både tragisk og tegneserieagtigt". Det sjove er, at romanen selv har en tendens til at give en, om ikke tragisk, så i hvert fald tegneserieagtig fremstilling af homoseksualitet.

Nick kan nemlig synes at bekræfte alle fordomme om bøssen som æsteten, der dyrker skønne billeder og flader (herunder mandelænder), tænker på sex hele tiden og jævnligt opsøger herretoiletter, parkbuskadser, svømmeklubber etc. Endvidere fremstilles hans homoseksuelle begær som en rettethed mod det skønne, harmoniske (mandlige) frem for mod det sammensatte, disharmoniske (kvindelige). Den mandlige harmoni versus den kvindelige disharmoni inkarneres i søskendeparret Toby og Catherine, idet Toby beskrives som den perfekte syntese af sine smukke forældres gener, mens Catherine er et skævt, genetisk gadekryds: "Geralds store, tillidsvækkende mund var på en klodset måde blevet presset ind i Rachels smalle, elipseformede ansigt".

Det befriende er dog netop det ikke-tragiske ved denne skildring - jeg er sjældent stødt på så ukompliceret en seksualitet i litteraturhistorien. Nick nyder at være bøsse, og der er ingen skildringer af pubertære kvaler, eller af kampe mellem det æstetiske princip og seksualdriften; tværtimod synes de to at gå op i en højere enhed. Således er en af bogens ledemotiver, "skønhedens bue", en æstetisk figur, som Nick både finder i kunsten og i de mandelænder han begærer så meget. (På engelsk er det denne bue, der har lagt titel til bogen: The Line of Beauty, og jeg forstår ikke helt, hvorfor den danske titel er så frit oversat.)

Blank

Skønhedsdriften er det, der driver Nick, både som æstet og seksuelt væsen. Og det forbliver i romanen tvetydigt om denne skønhedsdrift er en dyrkelse af blanke flader, som skal skjule et kvalmt og dødsmærket mørke, eller om den faktisk rummer en forløsning. Den blanke flade er et genkommende motiv; fra de første sider, hvor den skinner den fascinerede Nick i møde fra møblerne i Feddens hjem, til den allersidste side, hvor den stråler fra det eksklusive kulturmagasin, som Nick har udgivet sammen med sin stenrige kæreste. Der er noget rørende 80'er-agtigt ved al denne shiny eksklusivitet. Men også noget lurende depressivt, som angives i bogens start, hvor Catherine beskriver sin depressive tilstand som "noget sort og glitrende" og sammenligner den med den spejlblanke lak på en sort Daimler. Den blanke flade bliver på én gang den æstetiske forløsnings vartegn og depressionens. Noget lignende gør sig gældende for Hollinghursts stilistiske perfektion, og derfor er den et interessant bekendtskab.

kultur@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu