Læsetid: 5 min.

Sort hvidt uden at være sort hvid

Med Afrika og Europa som scene undersøger bogaktuelle Katrine Marie Guldager hvor vidt vi ser andre mennesker eller bare er hver vores egen ø
21. september 2005

Mennesker, der glider ind og ud af hinandens liv. Mennesker, der støder sammen, kommunikerer eller har kappet alle bånd. Forfatteren Katrine Marie Guldager stiller individet over for fællesskabet i sin nye novellesamling Kilimanjaro. Dilemmaet, der ifølge Katrine Marie Guldager ligger til grund for novellerne, er vores individualistiske verdensopfattelse over for den fællesskabsstyrende.

"Jeg stiller spørgsmålet om i hvor høj grad, man kommunikerer på tværs af de forskelligheder, der trods alt er. Hvor meget viger man fra fællesskabet, og hvor meget stopper man op, når man ser andre, der er i nød. Det handler om, hvor meget vi anerkender de andres liv, og hvor meget vi bare passer os selv," siger Katrine Marie Guldager, som har været fuldtidsforfatter siden hun i 1994 debuterede med digtsamlingen Dagene skifter hænder, en digtsamling der siden blev efterfulgt af både lyrik, prosa, børnebøger og drama.

Hendes sidste novellesamling København fra 2004 blev honoreret med Kritikerprisen 2004, og ifølge Katrine Marie Guldager selv, går Københavns grundspørgsmål om relationer og ensomhed igen i Kilimanjaro. Hvis vi skal have relationer til at fungere eller et samfund til at hænge sammen, må vi nødvendigvis have en fælles forståelse af virkeligheden.

"Jo mere ulighed der er, jo mere forskellig bliver vores virkelighed. En mand på bænken og en mand i en stor luksusvilla i Hellerup kan nok ikke blive særlig enige om, hvordan virkeligheden ser ud. Hvis der kommer mange store forskelle i et samfund, kunne man frygte, at vi glider fra hinanden," mener Katrine Marie Guldager, som ikke mener, der er et entydigt svar på, hvor meget vi skal leve vores individualistiske liv, og hvor meget vi skal leve i fællesskabet.

Hun stiller bare spørgsmålene, og Kilimanjaros 11 noveller skildrer balancen mellem de to størrelser.

"Vi kan ikke placere os entydigt på fællesskabets side, vi kan heller ikke placere os entydigt på individets side, begge dele er rigtige," siger hun, og påpeger, at Kilimanjaro på en måde er et mentalt samtidsbillede.

"På den ene side ser jeg tegn på sammenhæng, på den anden side er der en total mangel på forståelse og nogle bånd, der brister helt. I den moderne hjerne er der nogle meget kraftige bånd både til familien og til det land, man er vokset op i. Samtidig er der en verden uden for, der lokker og skaber nye sammenhænge," siger hun.

På bjergets top

I Kilimanjaro har Katrine Marie Guldager iscenesat menneskers virkelighed i København og Afrika.

Det skyldes ikke, at hun som barn boede i Zambia, men snarere, at København og Kilimanjaro viser modstillingen mellem den sorte og den hvide verden. Noget, der ifølge Katrine Marie Guldager bliver mere og mere påtrængende.

"Som jeg oplever det, kan vi ikke bare leve i adskilte verdener og sige, at det her er vores verden og vores problem, mens det er deres verden og deres problem. Vore verdener bliver mere og mere sammenhængende. Der er mere og mere trafik, den moderne økonomi hænger sammen," siger Katrine Marie Guldager.

Afrika som mindre privilegeret samfund er dog ikke det eneste, Katrine Marie Guldager har villet vise i Kilimanjaro. Novellerne rummer også de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende, når den sorte verden møder den hvide.

"Det er det sorte, mærkelige, skjulte dunkle over for det hvide. Gennem hele novellesamlingen er der en slags påholdenhed for at bruge de her billeder: Hvornår noget er sort, og hvornår noget er hvidt. Når det hvide bliver isoleret, så bliver det goldt, og når det sorte bliver isoleret, bliver det også goldt," siger hun.

Katrine Marie Guldager ser ikke modsætningerne mellem mennesker som en hindring for forståelse. Modsætninger og forskelle gør mødet mellem forskellige personer desto mere interessant.

" På en måde er det også en befrielse at erkende, at vi er utroligt forskellige. Man kan aldrig gå ud fra, at vi bare tænker det samme og føler det samme, og derfor er det så møjsommeligt at have et forhold til andre mennesker. Mennesker er for store og komplicerede til, at man lige kan reducere dem til sådan et par overskrifter," siger Katrine Marie Guldager.

Det er netop her, hun mener, at litteraturen har sin force. For litteraturen skal ikke give entydige svar.

"Litteraturen kan åbne et felt, hvor tingene er uafgørlige, hvor det er dilemmaer, man står i, der ikke har nogle løsninger. For der findes ikke en løsning på spørgsmålet, om vi er ensomme i denne verden, eller om vi ikke er det. Begge dele er sande, og derfor oplever jeg meget litteraturens felt som et, hvor der er plads til den uafgørlighed," mener Katrine Marie Guldager for hvem det personlige og det politiske plan eksisterer side om side i litteraturen.

Hendes novelle er derfor hverken kun politisk eller kun personlig.

"Det flotte er, hvis man kan få det til at ringe sammen. Det må være en ambition for enhver forfatter, at man som Thomas Mann kan skildre alt lige fra stegen, der står på familiespisebordet til de politiske konjunkturer," siger hun.

For selv om der ikke eksisterer nogen direkte sammenhæng mellem det politiske og det personlige, så er det med samfundet som det er med mennesker i almindelighed.

"Vi består af mange forskellige lag. Vi kan ikke bare tage vores drømme og overføre til den vågne verdens sprog, selv om det dog hænger sammen, idet det foregår i et og samme menneske," siger hun.

Fra forskellige vinkler

Når Katrine Marie Guldager har brugt novellens form til at iscenesætte forskellige menneskers liv og virkelighed, er det en måde at få noget, der er fragmenteret til at hænge sammen. Ud over at hun selv kan lide novellens stramme og pointerede form, har det givet hende mulighed for at gå ind og ud af mange forskellige virkeligheder.

"Det er et glasmosaik-sammenstød af synsvinkler. Jeg ser det som en slags cirkel, hvor jeg som forfatter lyser ind i det samme stof fra forskellige vinkler, som om jeg står og lyser med en lyskegle. Jeg tror, jeg havde været meget hæmmet af romanen med et bestemt plot og en hovedperson," siger hun.

Novellen har derimod tilladt hende at gå helt ind i en person, helt ud af personen og helt ind i en ny. Samtidig har hun prøvet, at vise sine personer tæt på.

"Det handler om, hvordan man vil skildre andre menneskers liv. Vil man gå ind i dem og plapre løs om alle deres følelser og mime deres indre kaos, eller vil man stille sig lidt på afstand af dem, så man bedre kan se, hvad der egentlig foregår?" spørger hun.

Selv stiller hun sig hellere lidt på afstand.

"Jeg prøver at få nogle personligheder til at leve, som ikke bare er afskygninger af mig selv, men som er deres egne selvstændige personer," siger hun.

Ellers var hun endt med 14 små Guldager-kloner, tror Katrine Marie Guldager.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu