Læsetid: 3 min.

Sort lys over fåmælte folk

En 1930'er-roman i bedste stil. Jørgen Nielsens roman 'En kvinde ved Baalet' er nu blevet udgivet i serien 'Danske klassikere' fra Sprog- og Litteraturselskabet
30. november 2005

Blandt dem, der har skrevet om Jørgen Nielsens roman En Kvinde ved Baalet fra 1933, og han har sine fans, er der vist ingen, der har studset over titlens gammeldags metafor, men den passer vel også meget godt til den sagtmodige drøm om det lille livs jordnære idyl. Ikke en heksehistorie, ikke en tropsførers spejderliv, men den gode trummerum ved arnen efter dagens dont på markerne. Det kunne også være titlen på en hjemstavnsroman, som Thorkild Gravlund og Morten Korch gjorde dem, men der er nu helt anderledes flamme i den psykologiske udredning af de snævre sind og den beklemte verden i 1920'ernes Danmark hos den almue, der er fremherskende i Jørgen Nielsen forfatterskab - som ikke befatter sig med de herskende.

I serien 'Danske klassikere' fra Sprog- og Litteraturselskabet har man valgt at udgive den, som både var hans gennembrudsbog og hans lyseste, hvad der ikke vil sige så meget. Det er vel det mørke-ste forfatterskab i mellemkrigstidens realistiske litteratur, som her aktualiseres med dets overbevisning om, at livet var blevet umuligt i vores civilisation.

Det blev det for hans eget vedkommende gennem perioder af depressioner og et nervøst tungsind, som til sidst kun levnede ham den udvej at tage sit eget liv i 1945, kun 43 år gammel.

Fortælleren

Barndommen var eksemplarisk trist i det fattige og forkomne husmandsmiljø på heden vest for Silkeborg. Det var umuligt at gennemføre en ordentlig uddannelse, lidt journalistik blev det til og ellers autodidaktens selvstudier. Men skrives skulle der trods Gyldendals afvisning af hans første roman, Det onde Land, der først så lyset efter hans død. Titlen forekommer nærmest af have symbolkarakter. Men så lykkedes det med pænt resultat hos anmelderne med novellerne Lavt land, der også er fremragende ligesom to senere samlinger. Men ikke engang dem kunne han leve af stykvis, selv om magsinerne ellers hjalp visse forfattere med at overleve. Held kan man ikke sige, Jørgen Nielsen havde, og sart var han for kritikkens tone. Mest berømt blev han måske for sine mordtrusler mod Hans Brix.

Få danske forfattere går i dag sultne i seng, selv om ikke alles vilkår er lige gunstige, men kun få og små legater holdt med møje nøden fra døren dengang, og hans kvinde ved bålet magtede ikke byrden. Forfattervennen Nils Nilsson skrev en fortæffelig bog om ham. Men hvad hjalp det. Han havde et par velvillige hjælpere i Paul la Cour og Julius Bomholt, men gav op, fik ikke fuldendt den sidste roman, Et Hus splidagtigt med sig selv. Hvad han dog fandt af titler.

En Kvinde ved Baalet er ikke en, jeg vil anbefale til afslapning foran pejsen, men i en vinteraftens alvorsstund vil den gøre sig endda med en anelse humor i overskud fra forfatteren, der går tæt på sine figurer i landskabet og underkaster dem en anlyse, der går himmelhøjt og skummeldybt hinsides deres egen fatteevne, et fortælletræk, som både er enkelt og særpræget. Gunstigt fremmedegørende, og vi nok kan leve os ind i trekanthistoriens konfliktstof uden impressionistisk charme.

Den ellers flegmatiske Daniel huser et ukontrolleret bål i sit indre. Han opdager, at han nærer følelser for nabogårdens datter Lise, en stillestående, viljeløs pige. Så dukker fætter Carl op, en pigeglad fladpande. Da det går op for Daniel, at Lise er blandt hans tilfældige erobringer på egnen, sker eksplosionen. De voldsomme begivenheder, som især er af indre art, finder dog sin lidt stakkels løsning. Men god nok. Lise bliver, trods det at Carl er far til hendes barn, alligevel Daniels kvinde.

Jørgen Nielsen, der også i stædige og meget læseværdige artikler, samlet i Hvem er vi? (1955), gjorde rede for sit syn på arv og miljø, har et dialektisk syn på de to størrelser, en tro på, at vi er ansvarlige for vores genetiske udstyrs udvikling i kamp med miljøets gerne knugende greb, der ikke undskylder de handlin-ger, som det dog nok forårsager.

Forfatteren knuger sine figurer, folder dem ud, har ingen medfølelse, men en helt frygtindgydende forståelse, et gys i vinterkulden.

Professor Povl Schmidt, Syddansk Universitet, har forsynet udgaven med en velafvejet efterskrift og passende noter.

Jørgen Nielsen: En Kvinde ved Baalet. 197 s. 160 kr. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Borgen. ISBN 87-21-02577-0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her