Læsetid: 4 min.

Sort mands byrde

3. februar 1999

Saa løft en hvid Mands Byrde -
Den vilde Krig for Fred -
Fyld Hungersnødens Munde
og slaa al Sygdom ned;
Og naar et Maal er nærved,
et Maal for andres Vel,
se Døs og hedensk Daarskab
slaa ned hvert Haab om Held
(Oversat fra Rudyard Kipling: 'White Man's Burden' af Tom Kristensen)

DET ER akkurat 100 år siden, at Rudyard Kipling, den i samtiden populære, men siden forkætrede digter, svøbte det britiske imperieeventyr ind i digte og fortællinger, satte ord på drømmen om 'riget, hvor solen aldrig gik ned', hvor den hvide mand 'sendte ud den bedste søn at tjene andre racer' - som oftest med vrede og utak til løn.
Når det overhovedet er værd at mindes Kipling her 100 år efter, er det ikke kun, fordi det Afrika-kort, som Kiplings imperiebyggere skabte uden smålig hensyntagen til de derboende folk og nationer, for tiden er under kraftig - og voldelig - revision.
Men også fordi Kiplings digt på anden vis er ulykkeligt aktuelt. Trods al fredsbevarende indsats, 'den vilde krig for fred', trods alle forsøg fra Danida-udsendte og andre gode expatriates på at 'fylde hungersnødens munde og slå al sygdom ned', har om ikke 'døs og hedensk dårskab', så dog grådighed og magtsyge tilsyneladende fået overtaget. Vel at mærke ikke koloniherrernes grådighed og magtsyge, men lokale magthaveres.

DET ER ikke engang et år siden, at FN's generalsekretær, ghaneseren Kofi Annan, talte om en 'afrikansk renæssance' og 'afslutningen på et årti med konflikter i Afrika'. I samme åndedrag opfordrede han de afrikanske stater til at holde militærudgifterne under 1,5 pct. af bruttonationalproduktet, så de sparsomme økonomiske midler kunne anvendes på uddannelse, sundhed og den slags ting.
I dag foregår der regulære borgerkrige i syv afrikanske lande: Algeriet, Sudan, Sierra Leone, Den Demokratiske Republik Congo, Congo-Brazzaville, Angola, samt i det Guinea-Bissau, hvor kampe blussede op igen i går. Endnu to afrikanske lande, Etiopien og Eritrea, har netop udkæmpet en kortere grænsestrid, og situationen er fortsat spændt. I Sydafrika truer interne spændinger mellem sorte folkeslag med at udvikle sig blodigt.
Og Annans krav om nedrustning kan han skyde en hvid pind efter: I en miniput-stat som Burundi bruges en tredjedel af nationalproduktet på militæret. I Angola, hvor regeringen netop har bedt FN lukke og slukke efter verdensorganisationens hidtil dyreste fredsbevarende operation (syv mia. kr. over fem år), bruges to tredjedele af landets enorme olieindtægter til at føre krig mod den evige modstander, oprørsbevægelsen UNITA, der for sin del finansierer krigen ved at sælge diamanter.
Som det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel fremhæver, foregår den voldsomme oprustning på et kontinent, der rummer 33 af de 50 fattigste lande i verden. Hvor der hvert år dør tre mio. mennesker af malaria. Hvor 22,5 mio. ud af de 600 mio. afrikanere syd for Sahara er ramt af aids.

KRIGE er ikke noget ukendt begreb i Afrika - heller ikke borgerkrige. Det nye i situationen er, som Gorm Rye Olsen påpegede i mandagsavisen, at det er de afrikanske stater selv, der er dybt involveret i det politiske magtspil og i økonomiske interesser i nabolandene. Således er hele ni lande involveret på hver sin side i den igangværende borgerkrig i Congo. De gamle kolonimagter holder sig på sikker afstand, aftager diamanterne, sælger våbensystemer og leverer lejesoldater.
Naturligvis spiller arven efter kolonitiden ind. Det var koloniherrerne, der vilkårligt trak de grænser, der skilte folkeslag og nationer - og i dag er årsag til strid. Det var europæerne, der ved at spille forskellige folkeslag ud mod hinanden skabte etniske modsætninger, der f.eks. førte til folkemordet i Rwanda for få år siden.
Det er fortsat Europa, der oversvømmer afrikanske markeder med EU-støttede landbrugsprodukter samtidig med, at vi lukker af for afrikansk landbrugseksport. Og dermed er med til at skabe en økonomisk ubalance, der i sidste ende også fremmer politisk ustabilitet.
Det er også Vesten, der i årtier har accepteret, ja, aktivt har støttet afrikanske statsledere, der - hurtigt eller gradvist - har udviklet sig til rene despoter og som udelukkende regerer med egen økonomisk vinding for øje.
Alligevel må man sige, at afrikanske statsledere selv bærer hovedansvaret for, at kontinentet ikke udnytter de seneste års svage økonomiske vækst, men pumper pengene ind i militæret med det formål at støtte vasaller og sikre økonomiske interesser i nabolandene.
Europa, 'verdenssamfundet', Vesten - hvad vi nu kalder os - kan køligt konstatere, at Afrika er inde i en ny-konstituerende fase, hvor regionale magters herredømme afløser koloni- og stormagters. Vi kan levere nødhjælp og katastrofebistand til de civilbefolkninger, det altid går ud over. Vi kan bekæmpe småtskåretheden og protektionismen hos os selv.
Vi kan - nok engang - lytte til en sprukken gammelmandsrøst, Nelson Mandelas, der mandag i Davos tog afsked med verdenssamfundet med en tale, der insisterede på nødvendigheden af demokrati og social stabilitet, der fastholdt, at menneskerettigheder er en nødvendighed, ikke en en luksus, Afrika kan være foruden, der opfordrede alle til at råbe op, når fundamentale rettigheder bliver krænket.
Vi kan så håbe, at Afrikas fremtid er Mandela, ikke Mugabe. Der er lige nu ikke så meget andet, vi kan gøre for at løfte den sorte mands byrde. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu