Læsetid: 3 min.

Sort økonomi

31. marts 2001

SORTE KLUMPER af svær, størknet olie skvulper i vandet ud for Møns og Falsters kyster. Forhåbentlig har de danske miljøskibe fået has på det meste af olieforureningen, når disse linjer læses. Men undgås kan det ikke, at fuglene og fiskene og fiskerne og de mennesker, der vil nyde naturen med blæst i ansigtet i stedet for at se den på en skærm, bliver generet af de sorte klumper i lang tid fremover.
Mange medier har allerede brugt ordet katastrofe om dette udslip af olie. Det hidtil største i dansk farvand.
Det er desværre helt misvisende. Det, vi oplever nu, er bare et lille forvarsel om, hvad der kan ske. Hvis et større tankskib forliser for alvor i det stærkt befærdede og økologisk sårbare farvand, vil det for alvor ødelægge naturen og den danske friske strand. Og den tyske, den svenske, den polske...
Samtidig, ud for den danske vestkyst, arbejder syv borehoveder sig igennem undergrunden på jagt efter mere, mere og endnu mere olie. Det giver kun anledning til optimistiske overskrifter. Investeringerne er store, forventningerne er høje. Selv om masser af olie pumpes op, har Energistyrelsen opskrevet reserverne.

MEN SAGEN ER faktisk, at hvis vi tager videnskabens advarsler mod den globale opvarmning alvorligt, så bør vi snart se at få sat en stopper for videre efterforskning. Ikke (kun) på grund af risikoen for forurening, men fordi menneskeheden allerede har fundet olie nok til at bringe os på kanten af en klimatisk katastrofe.
Nye fund, der er glædelige budskaber for Mærsk og konsorter, for DONG og for Pia Gjellerup og skatteyderne kan vise sig at være endda meget risikable for os allesammen. Hvis ikke vi vil gamble med klodens klima, er det nødvendigt at standse olieafbrændingen længe før, den sidste dråbe er brugt op. Begejstringen for de nye oliefund i Nordsøen er et tegn på, hvor svært vi har ved at vænne os til den tanke også her i landet. I mere end 100 år har olien været det sorte guld. Mere (billig) olie har været ensbetydende med rigdom og vækst. Behov, der blev opfyldt, muligheder, der blev til virkelighed.
Det gennemtrænger hele vores kultur og sidder i rygmarven, ikke kun på texanske olie-politikere som USA’s præsident George W. Bush og hans vicepræsident Cheney, men også indbyggere og politikere i
’foregangslandet’ Danmark.

ANSVARET for at få ændret denne grundholdning hviler – efter de seneste dages storpolitiske begivenheder – tungt på Europa og Japan.
Da de europæiske stats- og regeringsledere mødtes i Stockholm i sidste uge, troede de stadig på, at man kunne lave en aftale med USA om det globale klima – og ikke kunne lave den uden. Men natten til fredag sagde den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, tydeligt og klart, efter sit tre timer lange møde med den amerikanske præsident: »Resten af verden må reducere udslippet af drivhusgasser uden hjælp fra Washington. Præsidenten er fast besluttet i denne sag.«
Det er et afgørende vendepunkt. Scenen for den globale klimapolitik har skiftet karakter. Fra nu af har dramaet karakter af en storpolitisk og verdensøkonomisk kamp, hvor regeringer, borgere og ikke mindst de store transnationale virksomheder vil blive tvunget til at tage stilling.

TYSKLAND bruger allerede nu kun halvt så meget olie (og energi i det hele taget) som USA pr. produceret enhed. I Danmark er vi endnu mere energi-effektive. Og Japan allermest. I Japan afviklede industrien og husholdningerne den gamle form for energispild i årene efter den første olie-krise i 1973. Landets afhængighed af importeret olie var en spore for en målrettet indsats for at bruge de sparsomme dråber effektivt.
I Nordeuropa kom omstillingen senere i gang, men er dog nået umådelig meget længere end i USA, hvor befolkningen og industrien i kraft af USA’s militære og økonomiske overlegenhed stort set er sluppet for at blive stillet over for omstillingens nødvendighed. Men nu er Californien ramt af energikrise. Med Bush’ medicin: Mere billig energi, koste hvad det vil for verdens klima og USA’s anseelse, vil krisen kun blive værre i takt med, at oliepriserne stiger og folks bevidsthed om den globale opvarmning tager til.
Hvis EU står fast og får Japan med, er meget vundet. Både for verdens klima og for de virksomheder, der har indset, hvor fremtiden ligger. Siemens, ABB, Daimler-Chrysler, BP, Shell, Vestas, NEG-Micon...

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu